Martinus -artikel fra Kosmos nr.17-1971
Døende kulturfaktorer
De østerlandske folk er meget religiøst og åndeligt indstillet, men ganske uintellektuelle
Gennem de østerlandske religioner lærer man, at meditation er vejen til fuldkommenhed. Man lærer, at man helst skal slippe alle jordiske bånd og materielle begær og længsler og gå ind i ensomheden og udelukkende koncentrere sine tanker på Gud og de højeste ting. Dette, at gøre denne indstilling til det primære i de østerlandske folks kultur, har helt formet disse folks livsindstilling og væremåde. Men det har ikke givet dem fuldkommenheden.
Millioner af mennesker i østens lande lever en kummerlig tilværelse i fare for at dø af sult, og andre millioner dør sultedøden, og der gøres næsten intet for at hjælpe dem. De østerlandske folk er meget religiøst og åndeligt indstillet, men ganske uintellektuelle. Blandt disse folk er der ganske vist opstået adskillige mere eller mindre vise mænd, som al-menheden sætter højt i ære, men selv om disse vise naturligvis på mange omrader har været guddommelige redskaber for de folk, blandt hvilke de har levet, har de ikke kunnet frelse deres folk eller skabe en solid og fredfyldt kultur for disse. Med undtagelse af verdensgenløserne, der har levet i østen, har disse vise ikke haft virkelig kosmisk bevidsthed; de har opnået en vis færdighed i psykiske eller okkulte eksperimenter, som nu hører fortidige udviklingstrin til.
Den østerlandske uintellektuelle, åndelige indstilling er blevet en flugt fra denne verden
Det primære i de østerlandske folks religiøse indstilling var altså at koncentrere sig så lidt som muligt om det materielle og kun tænke på det åndelige, og selv om en sådan indstilling kan være til gavn på en måde, kan den også, som det har været tilfældet, føre til afsporing, så menneskene stagnerer eller kommer bort fra den vej, der fører frem til de mål, der er menneskenes virkelige bestemmelse. Denne uintellektuelle, åndelige indstilling er blevet en slags sovepude, en flugt fra denne verden. Det primære i tilværelsen blev i for høj grad meditation over åndelige spørgsmål og for lille en udvikling og træning i at omgås sin næste.
Gennem en kunstig træning i meditation blev mange menneskers åndelige indstilling overdimensioneret i forhold til deres moralske udviklingstrin, de ville helst leve i ensomhed borte fra andre mennesker. Selv om mange af disse eremitter kan være dejlige og behagelige mennesker at tale med, betyder det ikke, at de er modeller for det, der er menneskehedens sande mål. Livet er ikke dette, at man skal flygte bort fra mennesker til ensomhed og kun tænke på Gud. At flygte bort fra mennesker er at flygte fra de erfaringer og de berigende oplevelser, som samlivet med andre mennesker uundgåeligt vil give.
Den vestlige verdens dogmatiske, uintellektuelle opfattelse af kristendommen
Denne tendens til at gå uden om den virkelige vej, samlivet med andre mennesker og den ved dette samliv muliggjorte træning i at gøre det fuldkomment, har også, om end på en anden måde, vist sig i Vesten i den kristne verdensreligion. Her har man til trods for, at Kristus har vist eksemplet på det fuldkomne menneskes væremåde, skabt den sovepude, der hedder "syndernes forladelse" og "frelse ved Jesu blod og nåden". I denne dogmatiske opfattelse af kristendommen er det absolut ikke de gode gerninger, der er målet for menneskets stræben, her gælder det blot om at komme ind i den flok, for hvem Kristus har ladet sig korsfæste. Ifølge denne dogmatiske kristendom er vi alle født i synd og har i os arvesynden og er allerede, inden vi er født, kvalificerede til den evige fortabelse, hvis ikke vi trygler Gud om nåde og forløsning ved "lammets blod".
Dette er her i Vesten den store sovepude for de mennesker, hvis mentalitet endnu er så uintellektuel på det åndelige område, at de kan synes, at dette ideal er guddommeligt. Men det har ikke noget med Kristi egen væremåde at gøre.
Den eneste vej til en fredens verden er udviklingen af den sande livskunst i menneskets bevidsthed
Disse højst uintellektuelle østerlandske og vesterlandske åndelige indstillinger har tydeligt vist, at de ikke kan føre menneskeheden til nogen virkelig verdensfred og til en tilstand, hvor livets goder er ligeligt fordelt blandt menneskene. Den eneste vej til en sådan fredens verden er udviklingen af den sande livskunst i menneskets bevidsthed, hvilket vil sige, udviklingen af en evne til at kunne leve i fuldkommen harmoni med andre væsener i tilværelsen.
Livets vej er ikke en vej, på hvilken menneskene skal flygte fra hverandre og leve isoleret på ensomme steder, og heller ikke en vej, hvor man skal albue sig frem på andres bekostning samtidig med, at man tror, man er frelst, når blot man beder om nåde og syndernes forladelse.
Meditation og ensomhed er ikke de idealer, som kan føre menneskeheden frem til fuldkommenhed, fred og lykke
Hvis man tror, at frelsen ligger i en adskillelse fra andre mennesker, kommer man ud af træning med hensyn til at lære andre mennesker at kende. Man kommer bort fra træningen af alle de evner i sin bevidsthed, der skal bruges til at tilgive andre, tjene andre og forstå andre. Man får ikke alle de dårlige og ufærdige naturer i sit sind kaldt frem ved at være i ensomhed. Men det er da blot en fordel, vil nogle sikkert mene. Nej, for når man ikke får kaldt dem frem, kan man naturligvis heller ikke komme til at få dem overvundet og fjernet. Et menneske kan jo sagtens fremtræde som et tilsyneladende godt menneske, når han bor isoleret fra andre mennesker, og man endda bringer ham føde og klæder og ærer og agter ham som en hellig mand.
Det er udmærket at sidde og træne sig op i gode tanker, det kan vi alle have brug for at og til. Men det er ikke nok, at vi tænker på det gode, vi må udføre det i praksis, for at det kan få virkelig betydning. Hvordan mon det ville gå adskillige eremitter, hvis livet pludselig kastede dem ud midt iblandt mennesker, der bagtalte dem, løj om dem, forfulgte dem og tilføjede dem alle de ubehagelige oplevelser, man kan komme ud for i den daglige tilværelse blandt mennesker? Mon de da, utrænede som de var i at leve under sådanne forhold, kunne bevare deres hellige atmosfære? Ville de da ikke gå materielt til grunde? Men det er jo det, østens folkeslag har gjort. De har ladet en uintellektuel, åndelig indstilling lede dem bort fra udvikling i det daglige, praktiske, materielle liv, og vestens folk har på denne basis gjort sig til deres undertrykkere i århundreder. Det har fuldt ud vist sig, at meditation og ensomhed ikke udgør de idealer, der kan føre menneskeheden frem til fuldkommenhed, fred og lykke.
Det er livets mening, at liv skal forbinde sig med liv igennem kærligheden
Men vestens "syndernes forladelse" og "frelsen ved Jesu blod" og "nåde" - har heller ikke formået at give vestens folk virkelig beskyttelse eller fred. Utallige krige er udkæmpet i Kristi navn, præster har velsignet våbnene og bedt Gud om sejr, og de virkeligt troendes skare er stadig blevet mindre, efterhånden som den intellektuelle evne er udviklet. Vestens mennesker står i dag udrustet med praktiske, intellektuelle evner, udviklet i kampen for tilværelsen, men netop derfor har de religiøse dogmer også mistet deres betydning for dem, og livets værdier er for dem hovedsageligt blevet materielle værdier.
Der er krig både i østen og vesten. Alle er i krig med alle, og der er knapt nok mulighed mere til at flygte ud i ensomheden. Selve Tibet, som har været et religiøst indelukke gennem årtusinder, bliver nu også gennem kommunisterne inddraget i materialismens sfære.
Hvad er det da, vi nu bliver vidne til? Vi bliver vidne til meditationens såvel som "syndernes forladelses" og"nådens" kapitulation som bærende kulturfaktor. Så er det altså materialismen og gudløsheden, som skal sejre? Nej, det bliver hverken en sejr for øst eller vest, og selv om det har vist sig, at både østens og vestens ortodokse trosformer er degenereret og må bukke under for praktisk materialisme, vil denne kulturfaktor alene vise sig at være lige så uholdbar som en alt for ensidig og uintellektuel åndelig indstilling. Det eneste, som kan hjælpe menneskeheden ud af den alles krig imod alle, som dominerer i verden i dag, er et nøje kendskab til livets fysiske og psykiske love. Livet har kun én eneste mening, og det er, at liv skal forbinde sig med liv, og denne forbindelse kan kun ske igennem kærligheden.
Kærligheden eller "den hellige ånd" vil forvandle verden
Men kærligheden er ikke blot kærtegn og en forening af levende væseners fysiske legemer med formering af slægten som resultat. Kærligheden er en kraft, som gennemtrænger universet, vi kender den også gennem udtrykket "den hellige ånd" Det, de store verdensgenløsere har talt om, og som Kristus ved sit eksempel har vist menneskene, er, at det er muligt for det enkelte menneske at forbinde sig med den guddommelige eller universelle kærlighed på en sådan måde, at man i stedet for at flygte fra livet her i den fysiske verden lader denne kærlighed strømme ind i samme verden og forvandle den ved praktisk væremåde.
Åndsvidenskaben vil danne grundlaget for en ny verdenskultur
Men vi har lært, at for at man intellektuelt kan orientere sig i den fysiske verden med dens mangfoldige naturlove, må man have en videnskab, gennem hvilken man lærer disse love at kende for i praksis at kunne udfolde et liv og en skabelse i overensstemmelse med lovene. På grund af menneskenes efterhånden stadig mere udviklede tænkeevne, som er en åndelig kraft, lever disse mennesker lige sa meget i en åndelig verden, nemlig tankens verden, som i den fysiske. For at kunne orientere sig i denne åndelige verden, som også bar mangfoldige love, må mennesket også have en videnskab, gennem hvilken det kan lære disse love at kende for at overholde dem. Det er en sådan hjælpende faktor, der gives menneskene gennem den moderne åndsvidenskab, som omsat i praksis af stadig flere og flere mennesker i øst som i vest vil være grundlaget for en ny verdenskultur, hvis motto vil være "enhver er sin næste nærmest".
En sådan kulturs mennesker vil ikke flygte ud i ensomhed, selv om de til tider vil nyde at være alene. De vil heller ikke søge at komme til at tilhøre en lille flok af "frelste" eller "udvalgte" og mene, at alle andre er fortabte til "helvedes evige ild". De vil vide, at "helvede" er den verden af krig, hævn, had, bitterhed, misforståelser og selvskabte lidelser, menneskene sår og høster liv efter liv, så længe de ikke lever efter den universelle lov, som er alle loves fylde, næstekærlighedsloven. Træningen i at leve efter denne lov er den eneste virkelige vej til freden i en verden, hvor det bedste i østens og vestens kultur kan forenes. Da flygter man ikke bort fra denne verdens "jammerdal" i en alt for ensidig meditation på det åndelige, og man glemmer heller ikke den åndelige virkelighed og dens love for alt det, der foregår i den fysiske verden.
Vestens såkaldte kristne mennesker er ikke selv Kristi disciple, så længe de ikke forsøger at leve efter Kristi bud
Mange af kristendommens tilhængere i vesten har gennem lange tider haft den opfattelse, at de skulle drage ud som missionærer og dermed følge Kristi bud: "Drag ud og gør alle folkeslag til mine disciple". Og de har derfor søgt at omvende østens folk til den dogmatiske kristendom med troen på "syndernes forladelse", "nåden" og "frelsen ved Jesu blod". De har uden tvivl gjort stor gavn, især gennem deres praktiske, intellektuelle evner, hvor de samtidig har virket som læger og lærere. Men så længe kristendommen hos vestens folk kun er en dogmatisk lære, man skal antage for at blive frelst, og ikke er et liv, man forsøger at leve efter Kristi bud, er vestens såkaldte kristne mennesker ikke selv Kristi disciple, der kan skabe en kristen kultur.
Når Kristus har sagt: "Derpå skal det kendes, at I er mine disciple, at I har indbyrdes kærlighed", står det i den grad i modsætning til de såkaldte kristne landes kultur, at enhver østerlænding, der er begyndt at udvikle sin logiske sans og også er modtagelig for nye impulser, vil sige: "Behold I blot jeres kristendom, den giver ikke noget godt resultat, men lad os få jeres videnskab og teknik, så vi selv kan skabe et moderne samfund.
Alle jordens folkeslag skal velsignes ved den sæd, Kristus har sået
Vestens folk kan få naturens kræfter til at arbejde for sig, men de bruger de samme kræfter til at skabe bomber og andre ødelæggelsesmidler, som de bruger både mod hverandre og mod østens folk. Alle mulige variationer af krige og ufred hærger vestens lande, så disse landes folkeslag trænger mindst lige så meget til at blive Kristi disciple, som folkene i østen.
Det, menneskeheden er ved at opleve såvel i øst som i vest, er en gammel kulturs undergang. Den var bygget på religiøse kulturfaktorer, som nu er døende. Materialismen, som afløser dem, er kun en ny kulturs fosterstadie, en primitiv begyndelse til den organiske struktur, omfattende hele kloden, der bliver en virkeliggørelse af de gamle profetier om "en ny himmel og en ny jord" og "én hjord og én hyrde". Det vil blive en realitet, at ved den sæd, Kristus har sået, "skal alle jordens folkeslag velsignes", ikke ved at døbes med vand, ved dogmer og sakramenter, men, som Kristus også sagde "ved at døbes med den hellige ånd."
Den kosmiske videnskab eller åndsvidenskaben er en videnskab om såvel fysiske som psykiske naturlove
Den hellige ånd, der er det samme som den kosmiske videnskab eller åndsvidenskaben, vil efterhånden kunne modtages og forstås både af østens og vestens mennesker. Ikke som en religiøs lære, der skal antages, for at man kan blive frelst, men som en videnskab om såvel fysiske som åndelige naturlove. Gennem åndsvidenskaben vil østens mennesker lære at forbinde deres åndelige indstilling med praktisk og logisk handlekraft og organisation af den fysiske verden til gavn for helheden. Og den vil lære vestens folk, at kristendom ikke er dogmer og ritualer og bøn om nåde, men efterligning af Kristi væremåde: at tjene. Og det vil i moderne forstand sige: at bruge den højt udviklede skabeevne, man efterhånden er kommet i besiddelse af, til skabelse af en kultur, som i stort og småt er baseret på fred og samarbejde mellem jordens mennesker.
Og mennesker i øst som i vest vil forstå, at om de i deres bøn til Forsynet siger: Gud, Fader, Allah eller Brahma, så er det blot forskellige navne på den Guddom, hvori vi alle lever, røres og ere , hvis hellige ånd eller guddommelige bevidsthed gennemtrænger hele universet.
M.