om en annen svensk ufokontakt | samme på svensk - men her i dansk oversettelse:
summary english / audiocitation | whole book upred | boken i pdf
Utdrag fra boken
FANTASTISKA RESOR MED UFO
- besøk hos utomjordiska civilisationer
av SUNE HJORTH OG ANTE JONSSON fra 1989. Boken på 149 sider /A5 er utsolgt for tiden - her i dansk oversettelse av heimo vesterinen tlf.dk 66133902stoffet er avscannet fra NY TIDS INFORMATION NR.60 - kontakt på tlf over. Ordfeil kan forekomme ut fra scanneren som ikke er oppdaget.
BOKEN BESKRIVER BL.A. DEN NØDVENDIGE OVERVÅGNING AF DE VANVITTIGE ATOMVÅPEN SOM DISSE - OG ANDRE - UTENOMJORDISKE FORETAGER. JA DE SIGER AT DETTE ER EN AV DERES HOVEDOPGAVER I DENNE KRITISKE TID PÅ JORDEN, NÅR JORDMENNESKETS ENDA URPRIMITIVE KRIGSKREFTER ER OPBLANDET MED DYRISK MAKTBEGJÆR
Bliv heller ikke forundret over, at de udenjordiske kan forstå og tale perfekt svensk - da de fortæller at de har overvåget kontaktpersonen i lang tid - og med deres meget avancerede teknik er dette at lære et sprog en enkel sag - visse civilisationer kan præge det direkte ind i den fysiske hjerne via speciel teknik, som det beskrives i beretningen om UFO-CONTACT FROM PLANET IARGA, som ligger på denne net-hovedside.
I den første del skriver medforfatteren Sune Hjorth dette om kontaktpersonen:
"...en person, som jeg bedømmer som både troværdig og tilsyneladende normalt begavet, hedder Ante Jonsson og er denne bogs medforfatter. Han er en helt vanlig familiefar i Små-land, interesseret i modelbygning og antikviteter, har aldrig haft nogen problem med det være sig religion eller hallucinogene droger, men lader til at være en god iagttager af hvad der sker rundt omkring ham, med sans for detaljer. Jeg opsporede ham af ren nyfigenhed. Siden har jeg af en god ven hørt, at han havde haft en meget mærkelig UFO-oplevelse. Da det viste sig, at han hade gjort nøje notering af alt, hvad der var sket, besluttede vi at skrive en bog sammen. Frem for alt derfor, at vi deler rumfolkets uro over, hvad der er ved at ske med vores verden. Selv er jeg en helt almindelig gymnasielærer i Sundsvall med interesse for schack, historie, humanistisk filosofi, fredsbevægelsen og et røgfrit miljø.
(En udenjordisk civilisation, som ofte omtales i bogen, kaldes DELEFERE, og ud fra beskrivelsen kan det minde om en af de mange grene, eller efterkommere af den race, som i Meiers kontakter til Semjase benævnes Lyranerne - rumrejsende fra stjernebilledet LYREN, - men dette er slet ikke andet end en spekulation fra mig (Rune Øverby) baseret på forskning i Semjase-materialet, og de mange paralleller. Dette Meier-materiale via Semjase findes et andet sted på denne net-base.)
vedrørende DELEFERNA fik Ante videre uoplysning om, at de under for længe siden svundne tidsaldre havde tillempet deres overlegne byggeteknik i stor skala på Jorden. Bl.a. beherskede de teknikken at skære til og håndtere enormt store stenblokke. Her ligger tydeligvis løsningen til gåden med Egyptens ufattelige pyramider og Inkarigets vældige murværk, - en gåde som konventionelt tænkende arkæologer ikke har lykkedes at give nogen tilfredsstillende forklaring på. Her fik nu Ante med egne øjne at se, hvordan man på maskinel og kemisk vej fik tildannet store slebne stenblokke for bygningsformål og kunne håndtere dem på en næsten mirakuløs måde ved at eliminere tyngdekraftens indvirkning. Med en sådan teknik er det let at forstå, hvordan vardens megalitbygning (Egypten, Inkariget, Påskeøen, Baalbek i Libanon, Carnac i Bretagne etc.) kunde komme i stand. Formodentlig kommer en ny generation arkæologer og fremtidsforskere til at se på disse her sager med friskere øjne uden at være hæmmede af så mange konservative fordomme!
FRA ANTES EGNE OPPLE VELSER GENGIVET I BOGEN:
(Ante oplever den første helt uventede ufo-kontakt den 3.feb.1984, og får ved et senere møde med ET'er en forklaring på sin frygt under dette første møde. Jeg har valgt at med-tage denne forklaring i uddrag først her):
- JEG FÅR EN FORKLARING - den 31.juni-86.
"..der er gået en tid siden jeg traf min rumkvinde, som jeg kalder Jenny. Når jeg nu ser hende igen på vores mødested, så er det allerede sommer. Jeg siger, at jeg har grublet så meget over hvordan det egentlig gik til, da jeg fik den der første kontakt med jer på en så voldsom måde.
"Jeg har forstået", siger hun, "at du ikke har accepteret mine tidligere svar på spørgsmålet om hvad der skete den der vinternat for ca. to år siden".
Jeg svarer, at - "nok havde jeg godtaget de svar jeg fik, men der må være sket noget mere i og med at jeg ikke får tiden til at gå op. Fra da jeg først opdagede jer ude på engen til da jeg blev kørt hjem af politiet, må der være gået flere timer, efter hvad jeg senere regnede ud. Men i så fald er den eneste løsning, at jeg må have været ombord på fartøjet i godt og vel en time. Jeg har haft mine mistanker, men ikke været sikker, så derfor har jeg ikke sagt noget til nogen. De der journalister, som talte med mig om hvad der var sket, de har flere gange spurgt mig, om jeg ikke ville gennemgå en hypnose for eventuelt at få frem flere oplysninger, men jeg har hidtil ikke villet gå med til det. I virkeligheden har erindringsbilleder begyndt at dukke op i min bevidsthed om mit besøg inde i fartøjet, og jeg har funderet over,hvorfor I satte de der røde og blå ringe på min krop, og hvorfor I skar hårlok af og lagde i en skål med vand eller lignende, - og til sidst hvorfor I tog en af mine tøfler af og skar bort en bit af gummisålen, som I siden smeltede? Og så undrer jeg mig over, hvad der skete, da jeg stod inde i den der plastlignende kasse, som var som en badstue. Man har jo hørt tale om andre, som skulle være blevet taget ind og undersøgt, og til og med opereret af jer. - Er det noget lignende, som jeg er blevet udsat for?"
"Som jeg sagt til dig før, så gik det hele ganske klodset til, da du skulle inviteres til vort skib og vores verden. Efter at du var gået fra dine venner... (som han havde besøgt, og var på vejen i bil fra besøget - da han første gangen så deres fartøj ved vejen).... så regnede vi med, at du skulle standse og gå ud af bilen for at kikke lidt nærmere, hvilket du ikke gjorde. Du fortsatte i stedet hjem for at hente dit kamera, hvilket vi allerede anede. Så vi besluttede os for at vente på dig på samme plads, som du først opdagede os på. Men visse omstændigheder gjorde at vi ikke kunde være helt på samme sted, men vi bestemte os for at flytte os et stykke mod nord. Mens vi stod på den første plads, så var der stor risiko for, at vi skulle blive opdaget af nogen anden, og det havde ikke været så godt. Men så så vi dig komme og stå på det første sted. Husker du, at du tænkte på at vente på vejen og gå tilbage? Men med lidt af vores 'kunster', som du kalder det, så fik vi dig til at fortsætte yderligere en smule, for at du på ny skulle få øje på os.
Vi hade et andet lille problem, og det var hvordan vi skulle få dig til ikke at blive bange når du opdagede, at du ikke kunde køre forbi os. Havde vi anet, at du ville blive så bange, så havde vi forsøgt på en anden måde, men vi hade jo studeret dig så længe i forvejen, så vi regnede ikke med det. Da du blev hentet fra din bil, så blev du så chokeret, at du ikke rigtigt vidste hvad du gjorde. Du begyndte at slå omkring dig med en sådan kraft, at du mere eller mindre skadede en af vore vagter så svært, at det tog lang tid inden han var helt klar. Men til slut gik du godvilligt med de andre ind i skibet. Da du var kommet vel ind, så var du ganske medtaget, så vi gav dig noget styrkende. Skal jeg være helt ærlig overfor dig, så var du så chokeret, at dit hjerte mer eller mindre var standset. Det var derfor, at du fik de' der ringe rundt om brystet og taljen og blev placeret i et trykkammer."
"Så ringene er noget lignende som vi anvender ved hjertestop? - Men trykkammeret da, hvad skulle det være godt for? En sådan anvender vi vel kun for at hjælpe dykkere, når de har været nede på alt for store dybder!"
"Ja, vist anvender vi også en form af el-chok, men samtidig må trykket i din krop tilbage-stilles. Når man får hjertestop, så forandres også dit blodtryk, og det må samtidigt tilbage-stilles til det normale. Det er vel den fejl I gør ved hjertestop, at I kun giver el-chok, men med trykkammeret og den hurtige varme så kan man afværge sværere hjertestop."
"Og hårtotten, som vi tog af dig, den anvendes til på en enkel måde at bestemme alder og køn, dvs. kønnet vidste vi jo allerede."
Da jeg spørger hende om gummiduppen på sålen, så begynder hun at le og siger: "Det var ikke fra din sko, men vi tog en prøve af din hud under foden for at se, i hvilken kondition din krop var. Huden siger nemlig en hel del om din fysik, og endog en del om din psyke."
"Egentlig skulle du have fulgt med vagterne til et andet skib, som lå et stykke ude og ventede, men uheldigvis nok så blev vi forhindret af en anden bil på vejen mod syd, så vi valgte at slippe dig igen. Eftersom vi vidste, at du ville blive taget vare på, så gav vi dig ikke mere (lugnande?). Det havde jo kunnet opnås ved en nærmere undersøgelse. Jeg må jo sige som det er: sært at ikke flere af jer er syge og dårlige, så ilde som I bliver undersøgt ved jeres sygehuse. Den undersøgelse, som blev gjort på dig bagefter, kunne lige så godt have været undladt."
"Ja, nu ved du hvad der skete ved vort første møde, og nogen skade har du jo ikke taget. Har du fået svar på dine funderinger, eller er der yderligere svar, som du vil have?"
"Jeg kan ikke komme på noget i øjeblikket, men jeg kommer nok til at stille flere spørgsmål, om vi fortsætter at ses, hvilket jeg håber at vi gør. Det som gør mig lidt nedtrykt er, at vi ikke kan træffes oftere, men jeg forstår jo, at du må have andet at gøre end at sørge for mig."
"Ja, nok er det sådan, at vore møder kommer at ske sjældnere den nærmeste tid, men hav tålmodighed!"
Jeg forklarer for hende, hvor svært det er hver gang vi skilles, og at der går flere dage inden jeg kan tænke på noget andet, om jeg overhovedet kan lade være med at tænke på alt det, som sker for mig. Med disse ord siger vi farvel for denne gang, og jeg håber snart at træffe hende igen.
FÆRD TIL UKENDT PLANET (d. 26. April 1984)
Nu er det hændt igen: jeg vågner om natten ved, at nogen kalder på mig. Jeg går ud, opdager samme skikkelse som jeg mødte før, følger efter hende til samme sted, hvor jeg forrige gang så fartøjet. Det er samme trygge og fine følelse, men med en væsentlig ændring. Da jeg opdager fartøjet denne gang, ser jeg vinduer eller lignende. De er to meter lange og
25-30 cm brede, og inde i fartøjet lyser der et bleggrønt skind med lidt skiften i brunt. Men det er ikke et fast skind, det ligesom bevæger sig i bølger. Pludselig ser jeg et blankt skind, der ligesom tager tag i mig og drager mig ind i fartøjet! Hvad der siden sker, er så forunderligt og utroligt, at jeg har svært ved at nedskrive det. Jeg befinder mig i et rum, som mest minder om en stor glaskugle med den ene halvdel uigennemsigtig og en fjerdedel af den anden halvdel med mat men gennemsigtigt glas.Efter en stund fornemmer jeg, at nogen flere befinder sig i rummet, skønt jeg ikke ser nogen. Samtidig fornemmer jeg, at det vibrerer under mine fødder. Da jeg kikker ud gennem vinduet ser jeg til min overraskelse, at vi ikke længere befinder os ved marken, men nogle kilometer oppe i luften! Jeg forsøger at sige noget, men kan ikke. På underlig vis føles det, som om nogen beder mig være stille og sætte mig ned. Jeg ser mig om efter en stol eller lignende, men opdager ikke andet end en bænklignende indretning foran det der kunstige vindue, så jeg sætter mig ned på den.
Men døm om min forbavselse, da jeg har sat mig til rette på den, som ligesom omsluffer mig og ligesom suger mig ind. Nu er vibrationerne blevet stærkere og vinduet er ikke længere gennemskinneligt, men stadig er der det samme bløde skind i rummet. Jeg fornemmer, at der er gået omtrent to timer, siden jeg kom ind i fartøjet. Pludselig står han foran mig, den her lille skikkelse, som jeg har set tidligere. Nu ser jeg ham før første gang i ansigtet -ja, ham i sin helhed. Han er 150-160 cm lang, har normal kropsbygning, men længere arme end jag. Hans hår er mere eller mindre ufarvet, og det vokser rundt om hele ansigtet, for der synes ingen ører og ingen hage. To store øjne, som næsten er sorte, en flad næse uden synlige næsebor og en kraftig og stor mund. Der synes ingen tænder, hele hovedet er kugle-rundt på en lidt komisk vis. Han ser næsten lidt sørgmodig ud, men samtidig lun og mild. Han strækker frem en arm mod mig, og i hånden har han noget som ligner en kop med noget flydende i. Det ser ud som kraftigt fortyndet mælk, lidt gråligt. Hans hånd ser ud som min, med den forskel, at der ikke ses nogen fingre. Han vil at jeg skal drikke. Jeg vægrer mig, men han insisterer, så jeg gør som han vil. Det var ikke særskilt godt, en lidt flad smag, men dog sødlig.
Jeg spørger hvad det er for noget, men får intet svar. I stedet vender han sig om mod en væg, og pludselig bliver en lysende tavle synlig på væggen. Døm om min forbavselse da jeg kan læse helt vanlige ord på svensk: att, och, da, nu! På en eller anden kunstig måde får jeg også en slags information overført til mig af en svensktalende mandsrøst. Det virker som om jeg snarere hørte stemmen indefra end udefra. Samtidig som der på tavlen kommer frem et ejendommelig kort med cirkelrunde symboler af forskellig størrelser indeni grønne og blå felter siger stemmen, at der findes andre planeter i vort solsystem, hvor det eksisterer liv lignende vort, men med højere intelligens og kunnen. Bl.a. har man en evne til at rejse eller forflytte sig i rummet, som vi ikke er i nærheden av. Vi skulle kunne bevæge os frem meget hurtigere, om vi anvendte "bøjningerne i/af rummet", - hvad det så end kan betyde. - Vi burde også slutte med kernevåben og lignende, inden der sker en katastrofe!
Dette var det sidste jeg hørte, siden var manden forsvundet, rummet blev mørkt og jeg kunne se ud igen. Jeg troede, at jeg var nær ved engen igen, men det var jeg ikke. Godt nok så jeg en skov, nogle bjerge og noget som lignede en by. Dog var den ikke som vore byer med deres huse, gader og biler; den bestod af en masse lade-lignende bygninger i forskellig størrelse indenfor en cirkelrund, høj og bred mur. I centrum stod et slags tårn, blankt som krom, og på en åben plads i den ene side af byen stod to lignende fartøjer som den, jeg befandt mig i. Vi bevægede os sagte over byen og siden over en slags ørken, mod en skovbeklædt bjergside. Jeg så kun to slags træer i skoven, det ene minde om lærketræ og det andet om en slags palmer med store brune klaser i grenene.
Da vi hade passeret skoven og bjerget, så kom vi til et stort vand med landtanger, som gik ret over fra den ene side til den anden, og på hver landtange stod der en masse tårne med en kasse på midten. Det var det sidste jeg så af alt dette. Siden steg vi lige op, og vinduet kunne man ikke se ud igennem mere.
Vibrationerne vendte tilbage og også manden jeg traf før. Jeg måtte sætte mig på den der ejendommelige bænk igen. Antagelig hade jeg sovet, for jeg syntes at der ikke var gået lang tid førend jeg atter stod i min frugthave og så, hvordan han gav sej ivag neråt sjøn. Men jeg fik en følelse af, at vi skulle mødes igen ….
fortsettes | Klipp fra ALVESTAD LOKALTIDNING med intervju
Oversættelse fra Svensk: Heimo