BAIRD T. SPALDING

ØSTENS VISES LIV OG LÆRE


del 1.


Det er med dybfølt glæde, jeg kan 
udsende BAIRD T. SPALDING's
LIFE AND TEACHINGS OF THE MASTERS OF 
THE FAR EAST på dansk, med titlen
ØSTENS VISES LIV OG LÆRE
Denne bog var mit første møde med den sag, som 
blev mit liv. Bogen kom mig i hænde på ret 
mystisk vis, og først nu snart 40 år efter - har 
jeg opnået den tilladelse til udgivelse, der har 
ligget mig på sinde siden. Jeg tror, at enhver 
læser - som jeg - vil fornemme den kraft, der 
rummes i bogen. Ingen vil nogensinde glemme, hvad 
man her har læst. En rigdom af den dybeste 
visdom, en frigjort indføring i sandheden, bliver 
ens eje. Baird T. Spalding levede selv på 
Mestrenes lære. Han var et eksempel på handling 
i sandhedens ånd for alle, der kendte ham. Han 
lagde stærkt vægt på, ikke at tilhøre nogen 
retning, men blot det at være et menneske, der 
søgte Guds udtryk i alle og enhver.
Den, som søger indvielse i sandheden, den fulde 
forståelse af åndelighed, svar på de dybeste og 
inderligste spørgsmål, et menneske kan stille sig 
selv, han vil med denne bog finde en uudtømmelig 
kilde, der strømmer med visdommens klareste 
væld.

POVL STRUBE

* 

BAIRD T. SPALDING
ØSTENS VISES LIV OG LÆRE
er oversåt af Birgit Holt efter
LIFE AND TEACHINGS OF THE MASTERS
OF THE FAR EAST
1970 DeVorss & Co. California 
1975 STRUBES FORLAG ISBN 
Special-Trykkeriet AS, Viborg












FORORD

Ved udgivelsen af Østens Vises Liv og Lære vil jeg gerne bekræfte, 
at jeg var en af deltagerne i et forskerhold på elleve, som drog ud til 
det Fjerne Østen i 1894.
 Under vort ophold, som vårede tre og et halvt år, var vi sammen 
med de store Mestre i Himalaya, som hjalp os med oversættelsen af 
deres skrifter, hvilket var os til stor hjælp i vort forskningsarbej-de. 
Vi fik lov til at leve i nær kontakt med dem og var således i stand til 
at opleve og få indsigt i den Store Lov, som de udøvede. Vi kal-der 
dem Mestre, men det er blot vor betegnelse. Enhver, der lever det liv, 
som er beskrevet i denne bog, er berettiget til at blive anset og 
betragtet som Mester.
 Notater og manuskripter over vore faktiske oplevelser hos Mes-
trene bevarede vi, men på det tidspunkt var jeg personlig af den 
formening, at verden ikke var parat til dette budskab. Jeg var med på 
forskerholdet som selvstændig deltager, og jeg udgiver nu mine 
optegnelser under titlen Østens Vises Liv og Lære i den ånd, at læ-
seren må acceptere eller forkaste, som han selv vil.
 Denne bog skildrer ekspeditionens første års oplevelser sammen 
med Mestrene. Den indeholder deres lære, som vi dengang steno-
graferede ned med deres tilladelse og godkendelse.
 Mestrene accepterer, at Buddha repræsenterer Vejen til Forkla-
relse, men de udtrykker klart, at Kristus ER Forklarelsen, eller en 
bevidsthedstilstand, som vi alle søger - Kristus-lyset i ethvert men-
neske, og dermed lyset i ethvert barn, der bliver bragt til verden.
Baird T. Spalding


Kapitel I







Der skrives så meget i vor tid om åndelige emner, og der er så mange, 
der søger at erkende den virkelige sandhed om Verdens store 
læremestre, at jeg føler, tiden er inde til at berette om mine oplevelser 
hos Østens Store Mestre.
 Jeg vil ikke med denne bog forsøge at fortolke en ny kult eller 
religion. Jeg vil blot give et referat af vore oplevelser hos Mestrene 
for derigennem at påvise den store, fundamentale sandhed i deres 
lære.
 Disse Mestre er spredt over et meget stort område, og da vor 
metafysiske forskning dækkede en stor del af Indien, Tibet, Kina og 
Persien, gør jeg intet forsøg på at bevise, at disse oplevelser er 
autentiske.
 Vi var elleve praktiske, videnskabeligt uddannede mænd i vor 
gruppe. Størstedelen af vort liv har vi tilbragt med forskningsarbeida 
Det har altid været en del af vort arbejde, intet at acceptere, 
medmindre det var fuldt verificeret, og vi har aldrig tåget noget for 
givet. Vi drogjid fulde af skepticisme og kom tilbage fuldstændig --
ftYfrrhfiYi.st.~og omvendt, og det i så høj grad, at tre af deltagerne i 
ekspeditionen tog tilbage til Østen, fast besluttede på at blive der-ude, 
indtil de ville være i stand til at udføre de gerninger og leve det liv, 
som Mestrene gør i dag.
 De, som var os til så stor hjælp i vort arbejde, bad om, at deres 
navne blev tilbageholdt i tilfælde af, at vi udgav ekspeditionens 
memoirer. Jeg vil ikke skildre andet end det, der rent faktisk skete, og 
jeg vil, så vidt som overhovedet muligt, anvende de ord og udtryk, 
som de folk, jeg mødte og var i daglig kontakt med under 
ekspeditionen, anvendte.
 Det var en af betingelserne i vor aftale, da vi påbegyndte arbejdet, 
at vi i begyndelsen skulle acceptere alt, hvad vi var vidne til, som 
kendsgerninger, og ingen forklaringer kræve, før vi var kommet 
grundigt ind i deres arbejde og deres tænkemåde og havde fulgt deres 
daglige liv og deltaget i det. Vi skulle ledsage disse Mestre, leve deres 
liv og danne os en mening. Vi havde lov til at være så meget sammen 
med dem, som vi ville, stille så mange spørgsmål, vi ville, drage vore 
konklusioner og endelig tage stilling til, om det, vi så,
 

var realiteter eller svindel.J[)e forsøgte ikke på noget tidspunkt at 
øve indflydelse på vor bedømmelse i nogen retning. De ønskede, at vi 
skulle være helt overbevist, før vi fæstede lid til noget af det, vi så 
eller hørte. Følgelig vil jeg gengive hændelserne for læseren, som de 
fandt sted, og overlade til ham at acceptere eller forkaste efter behag.
 Vijiayde været i Indien i ca. to år og foretaget almindeligt 
rutinemæssigt forskningsar^ejde, da jeg mødte den Mester, somjeg 
her i bogen vil kalde Emil. Da jeg en dag spadserede en tur i den by. 
hvor vi opholdt os, blev rhTn opmærksomhed tiltrukket af et opløb. 
Jeg så, interessen var samlet om en af de gade-magikere eller 
såkaldte fakirer, som er så almindelige i dette land. Mens jeg stod 
der, lagde jeg mærke til en midaldrende mand, som ikke tilhørte den 
samme kaste som de omkringstående. Han så på mig og spurgte, om 
jeg havde været i Indien længe. Jegsvarede: "Omkring toår." Han 
spurgte: "Er De engelsk?" Jeg svarede: "Amerikansk."
 Jeg var forbavset over, men også meget interesseret i at finde en, 
der talte engelsk. Jeg spurgte ham, hvad hans mening var om den 
forestilling, vi overværede. Han svarede: "Åh, det er en dagligdags 
foreteelse i Indien. Disse mænd kaldes fakirer, magikere og 
hypnotisører, og det er faktisk, hvad de er, men bag ved det hele er 
der en dybere, åndelig mening, som kun få opdager, og engang vil det 
blive til noget godt. Dette er blot skyggen af det oprindelige. Det 
foranlediger en hel del omtale, men de, som udtaler sig om det, synes 
aldrig at have fundet den sande forklaring, for der er naturligvis en 
sandhed bag det hele."
 Her skiltes vi, og jeg så ham kun af og til de næste fire måneder. 
På dette tidspunkt stod vor ekspedition over for et problem, som gav 
os en masse besvær. Midt i vore besværligheder mødte jeg Emil, som 
omgående spurgte, hvad der bekymrede mig og begyndte at tale om 
vort problem.
 Dette undrede mig, for jeg var overbevist om, at ingen i vor gruppe 
havde omtalt det uden for vor lille kreds. Hans fortrolighed med 
situationen var så åbenlys, at jeg følte, hele årsagen var ham 
velbekendt. Han forklarede, at han havde en vis indsigt i sagen, og at 
han ville prøve at hjælpe.
 I lø bet af et par dage var hele sagen klaret; og vi havde ikke 
længere nogen problemer. Dette undrede os, men da vi havde travlt 
med andre ting, glemte vi det snart.
 Når der dukkede andre problemer op, gjorde jeg det til en vane at 
tale dem igennem med Emil. Det så ud til, at så snart jeg havde 
diskuteret vore fortrædeligheder med ham, holdt de op med at 
eksistere.
 Mine kammerater havde mødt Emil og talt med ham, men jeg 
havde ikke sagt ret meget til dem om ham. På dette tidspunkt havde 
jeg læst adskillige bøger om Hindu læren, som Emil havde udvalgt til 
mig, og jeg var overbevist om, at han var en af de indviede. Min 
nysgerrighed var virkelig vakt, og for hver dag blev jeg mere og mere 
interesseret.
 En søndag eftermiddag spadserede Emil og jeg på en mark. da han 
gjorde mig opmærksom på en due, som kredsede over os, og han 
bemærkede henkastet, atjuglen ledte efter ham. Han stod helt stille, 
og i løbet af et øjeblik landede fuglen på hans udstrakte arm. Han 
sagde, at fuglen havde et budskab fra hans broder nordpå. Det viste 
sig, at denne var en arbejdsfælle, som ikke havde nået så høj en 
udvikling, at han kunne kommunikere direkte, så derfor benyttede 
han sig af denne metode. Vi fandt senere ud af, at Mestrene er i stand 
til at kommunikere med hinanden, når de ønsker det, ved hjælp af 
tankeoverføring eller, som de kalder det, en kraft af langt større 
finhed end både elektricitet og telegrafi.
 Jeg begyndte nu at stille spørgsmål, og Emil viste mig, at han 
kunne kalde fuglene til sig og styre dem, mens de fløj i luften, at 
blomsterne og træerne nikkede til ham, og at de vilde dyr kom 
frygtløst hen til ham. Han skilte to sjakaler, som sloges om et mindre 
dyr, som de havde dræbt og var ved at fortære. Da han nærmede sig, 
holdt de op med at slås og lagde tillidsfuldt deres hoved i hans 
udstrakte hænder og fortsatte derefter deres måltid i fordragelighed. 
Han gav endog mig et af de unge, vilde dyr i hænderne. Så sagde han 
til mig: "Pet er ikke det jordiske selv, det selv, som du ser, der er i 
stand til at gøre disse ting. Det er et sandere, dybere selv. Peter det, 
du kender som Gud, Gud i mig, Gud den Almægtige, somjgennem 
mig gør disse ting. Jeg selv, mit jordiske selv^ kan intet udrette. Det 
er kun, når jeg helt frigør mi^ fra det ydre op lader det virkelige -J1 
Ci FR - tale og virke og lader Guds store kærlighed komme til udtryk, 
at jeg kan udrette de ting, som du harset. Når du lader Guds
kaprligheH stramme gennem Hig til a 11 p ting vil infpfTry^p~r1 jg^np JPtPT Iran 
g<*re dig. 
fnrtræH a X*
 Hver dag i denne periode fik jeg undervisning af Emil. Pludselig 
dukkede han op i mit værelse, også selv om jeg havde låst døren 
omhyggeligt efter mig. I begyndelsen forvirrede det mig, at han 
dukkede op, når han havde lyst, men snart indså jeg, at han tog det 
som en selvfølge, at jeg forstod det. Jeg vænnede mig til hans facon 
og lod min dør stå å ben, så han kunne komme og gå, som han ville. 
Denne tillid syntes at behage ham. Jeg kunne ikke forstå alt, 'hvad 
han fortalte mig, og heller ikke acceptere det fuldt ud; desuden fik 
jeg, mens jeg var i Østen, så mange forskellige indtryk, at jeg ikke 
var
 

8


9


i stand til uforbeholdent at godtage hans lære på det tidspunkt. Det 
krævede flere års indleven at få virkeliggjort den dybe, åndelige 
mening i disse menneskers liv.
 De udfører deres gerninger stille og beskedent, ganske naturligt og 
enkelt. De kender kærlighedens kraft og ved, at den vil beskytte dem, 
og de forædler den, indtil hele naturen viser dem kærlighed og 
hjælper dem. Tusinder af almindelige mennesker dræbes hvert år af 
slanger og vilde dyr, men disse Mestre har i den grad udviklet 
kærlighedens kraft i sig, at slanger og vilde dyr ikke gør dem fortred. 
Undertiden opholder de sig i den vildeste jungle, og undertiden 
anbringer de deres krop uden for en landsby for at beskytte den mod 
vilde dyrs angreb, og hverken de eller landsbyen lider nogen 
overlast. Når situationen kræver det, går de på våndet, går gennem 
ild, foretager rejser i det usynlige og gør mange andre ting, som vi 
plejer at betragte som mirakler, der kun udføres af en, som af en eller 
anden grund besidder overnaturlige evner.
 Der er en slående lighed mellem Jesus af Nazareths liv og lære og 
det, som disse Mestre står for i deres daglige liv. Det betragtes som 
umuligt for mennesket at få de daglige fornødenheder direkte fra 
Universet, at overvinde døden og at udføre de forskellige såkaldte 
mirakler, som Jesus udførte, mens han gik på jorden. Mestrene 
godtgør, at alt dette hører til deres dagligliv. De skaffer alt, hvad de 
har brug for til daglig direkte fra Universet, såsom mad, klæder og 
penge. De har overvundet døden så vidt, at mange af dem, der lever 
nu, er over fem hundrede år gamle, hvilket vi fandt afgørende beviser 
på i deres optegnelser.
 Der er relativt få af disse Mestre i Indien, idet andre kulter 
tilsyneladende blot er udløbere af deres lære. De ved, at deres antal 
er begrenset, og at kun nogle få disciple kan komme til dem. Ad 
usynlig vej kan de imidlertid nå et næsten ubegrænset antal, og det 
ser ud til, at størstedelen af deres livsopgave er at række ud i det 
usynlige og hjælpe alle, som er modtagelige for deres lære.
 Emils lære dannede grundlaget for det arbejde, som vi flere år 
senere påbegyndte under vor tredie ekspedition til disse lande, hvor 
vi levede sammen med Mestrene konstant i tre og et halvt år; vi rejste 
rundt med dem og fulgte deres daglige liv og arbejde i hele det fjerne 
Østen.





Kapitel II

Som udgangspunkt for vor tredie ekspedition, hvis formål var 
metafysisk forskning, valgte vor lille gruppe Potal, en lille landsby i 
den fjerne del af Indien. Jeg havde skrevet til Emil, at vi kom, men 
intet om formålet med vor rejse, og jeg nævnte end ikke, hvor mange 
vi var. Til vor store overraskelse fandt vi ved vor ankomst alt 
tilrettelagt for vor gruppe, og Emil og hans venner vidste alt om vore 
planer. Emil havde ydet os enorm bistand, mens vi var i Syd-Indi-en, 
men den hjælp og støtte vi fik fra nu af, oversteg enhver beskrivelse. 
Det skyldes udelukkende ham og de vidunderlige sjæle, vi mødte, at 
vi fik en sådan succes med vort forehavende.
 Vi ankom til Potal, hvorfra ekspeditionen skulle udgå, sent om 
eftermiddagen den 22. december 1894 og blev underrettet om, at vi 
julemorgen skulle påbegynde den ekspedition, som skulle vise sig at 
blive den mest mindeværdige i vort liv. Jeg skal aldrig glemme de få 
ord, Emil sagde til os den morgen. Det foregik på frydende engelsk, 
og han havde aldrig været uden for det fjerne Østen.
 Således talte han: "Det er julemorgen. For jer betyder, det vel den 
dag, da Jesus af Nazareth, Kristus, blev født; for jer er det 
nærliggende at tænke på, at Han blev sendt til os for at forlade os 
vore synder; for jer må Han symbolisere den Store Forsoner mellem 
jer ogjeres Gud. I synes at påberåbe jer Jesus som Forsoner mellem 
jer ogjeres Gud, som synes at være en streng og, til tider, vred Gud, 
der sidder et eller andet sted, som kaldes himlen, og som er anbragt, 
jeg ved ikke hvor, hvis det ikke skulle være i menneskets bevidsthed. 
I kan tilsyneladende kun nå Gud gennem Hans mindre strenge og 
mere kærlige Søn, den Store og Ædle, som vi alle kalder den Vel-
signede, og som kom til verden og fejres på denne dag. For os 
betyder denne dag mere; for os betyder den ikke blot Jesu Kristi 
komme, men Hans fødsel symboliserer også fødslen af Kristus i 
enhver menneskelig bevidsthed. Denne juledag symboliserer fødslen 
af den Store Mester og Lærer, som skal befri menneskeheden for 
materiel trældom og materielle begrænsninger. For os kom denne 
sjæl til jorden for at hjælpe os til at finde vejen til den virkelige Gud, 
den Store Almægtige, den Allestedsnærværende, den Alvidende; for 
at vise, at Gud er al Godhed, al Visdom, al Sandhed,
 




at Han er Alt i Alt. Denne store Mester, som kom til verden på hin 
dag, blev sendt, for at det skulle åbenbares for os, at Gud ikke blot 
opholder sig uden for os, men inden i os, at Han aldrig er og aldrig 
kan blive skilt fra os eller nogen af sine skabninger; at Han altid er en 
retfærdig og kærlig Gud; at Han er alle ting, kender alle ting, ved alt 
og er al Sandhed. Om jeg havde al verdens klogskab, ville det stadig 
overstige mine evner, selv på en beskeden måde, at udtrykke, hvad 
denne Hellige Fødsel betyder for os.
  Vi er helt overbevist om, og vi håber, at I også vil indse, at denne 
store Mester og Lærer kom til os, for at vi kunne få en dybere 
forståelse af livet her på jorden; at alle jordiske begrænsninger blot er 
menneskeskabte og ikke skal opfattes på nogen anden måde. Vi ved, at 
denne den største af alle læremestre kom til verden for at vise os, at 
Kristus i Ham, ved hvis hjælp Han udførte sine store ger-ninger, er 
den samme Kristus, som lever i dig, i mig og i hele menneskeheden; at 
vi ved at anvende Hans lære kan udføre de samme gerninger som Han 
- og endnu større gerninger. Vi tror, at Jesus kom for at lære os, at 
Gud er den store og eneste Årsag til alle ting, at Gud er Alt.
  Det er blevet jer fortalt, at vi mener, at Jesus på et tidligt tidspunkt i 
sit liv fik undervisning hos os. Måske er der nogen af os, der mener, 
det forholder sig således. Lad det blive ved det. Har det nogen 
betydning, om Han fik sin oplæring fra os eller som en direkte 
åbenbaring fra Gud, alle tings sande oprindelse? For når en tanke fra 
Gudsånden er blevet opfanget af et menneske og sendt videre gennem 
det talte ord, kan så ikke et andet menneske eller alle mennesker lige 
så vel opfange den tanke i Universet? Fordi een har opfanget tanken 
og sendt den videre, er der ingen grund til at antage, at det er hans 
ejendom. Hvis han tilegnede sig den og fastholdt den, hvordan ville 
der så blive plads til at modtage? For at modtage mere, må vi give det 
videre, som vi har modtaget. Hvis vi holder det, vi modtager, tilbage, 
stagnerer vi, og vi kan sammenlignes med en vandmølle, der udvinder 
kraft fra våndet, og som pludselig for egen regning begynder at 
tilbageholde det vand, som den benytter. Den vil hurtigt gå i stå på 
grund af det uvirksomme vand. Kun når våndet får lov til at flyde frit 
igennem, har det værdi for vandmøllen som en kraftskabende faktor. 
Nøjagtig det samme med mennesket. Når vi opfanger Guds tanker, må 
vi give dem videre for at få gavn af dem, og vi må lade alle andre gøre 
det samme, så at de også kan vokse og udvikle sig som vi selv.
  Jeg er af den mening, at det, Jesus lærte fra sig, kom til Ham som 
en direkte åbenbaring fra Gud, ligesom det uden tvivl har været 
tilfældet med vore store læremestre. Kommer alt ikke fra Gud? Er det 
ikke sådan, at hvad et menneske kan gøre, kan alle andre også gøre? 
Vi har tiltro til, at I vil blive overbevist om, at Gud altid er parat og 
villig til at åbenbare sig for alle mennesker, som Han har åbenbaret 
sig for Jesus og andre. Det eneste fornødne for hver enkelt er, at han 
er villig til at åbne sig for Gud. Vi tror fuldt og fast på, at alle er skabt 
lige, at alle mennesker er eet menneske, at de store gerninger, som 
Jesus udførte, kan og vil blive udført af alle. I vil seI at der intet 
mystisk er ved disse gerninger. Mysteriet ligger kun i menneskets 
jordiske opfattelse af dem.
  Vi er helt klar over, at I er kommet til os med en mere eller mindre 
skeptisk indstilling. Vi ser frem til, at I nu vil leve sammen med os og 
lære os at kende, som vi virkelig er. Bedømmelsen af vort virke og 
vore gerninger overlader vi til jer -I kan acceptere eller afvise, som I 
vil."
  





Kapitel III

Fra Potal tog vi til en mindre landsby ved navn Asmah, som lå ca. 
halvfems miles borte. Emil havde sørget for, at vi som ledsagere og 
som ledere af hele ekspeditionen fik to yngre mænd - to dejlige og 
meget fine repræsentanter for hindu-racen, som var i besiddelse af en 
ro og ligevægt, som vi aldrig havde kendt mage til hos noget 
menneske. For at kunne referere til dem vil jeg kalde dem Jast og 
Neprow. Det var Emil, der tog imod os og sørgede for os i den 
landsby, som var vort udgangspunkt; han havde mange flere års 
erfaring end de andre. Jast fungerede som leder af ekspeditionen, mens 
Neprow var hans assistent, som sørgede for, at alle ordrer blev 
efterkommet.
  Emil tog afsked med os med følgende bemærkninger: "I 
påbegynder nu jeres ekspedition og vil blive ledsaget af Jast og 
Neprow. På den måde I rejser, vil det tage jer ca^. fem dage at nå 
jeres næste mål, som ligger ca. halvfems miles herfra. Jeg bliver her 
en tid endnu, da jeg kan tilbagelægge den samme strækning langt 
hurtigere end I, men når I når frem, vil jeg være der og tage imod jer. 
Jeg vil bede jer lade en fra jeres gruppe blive her for at være vidne til 
det, der foregår og bekræfte det overfor jer. På den måde sparer jeg 
tid, og han, der bliver her, vil kunne slutte sig til ekspeditionen igen i 
løbet af ti dage. Vi vil blot bede ham om at lægge mærke til og 
berette, hvad han ser."
  Så drog vi af sted sammen med Jast og Neprow. Det viste sig, at alt 
vedrørende ekspeditionen var så vel tilrettelagt og vel forberedt, at det 
intet lod tilbage at ønske. Hver detalje var gennemtænkt, og alt 
foregik så præcist og harmonisk, som var det et musikstykke, og 
harmonien bibeholdtes under hele ekspeditionen, som vårede tre og et 
halvt år. Jast var en smuk og velbygget hindu, altid venlig og altid 
foretagsom, beskeden og pålidelig. Når han gav en ordre, sagde han 
klart og præcist, hvad han ønskede, og med en ro i stemmen, der 
grænsede til monotoni. Vi lagde straks fra begyndelsen mærke til en 
finhed i hans væsen, som fyldte os med undren, og som vi tit talte om. 
Neprow var et vidunderligt menneske, som var her, der og alle vegne. 
Han var ligeledes rolig og fattet og et vidunder af foretagsomhed. 
Altid var han fattet og ligevægtig, og hans bevægelser var sikre og 
hans tanker klare. Disse egenskaber var så udprægede, at vi alle 
bemærkede det og talte om det. Jeg mindes vor chefs kommentar: 
"Hvor er de dog vidunderlige. Det er rart at træffe mennesker, der kan 
tænke og handle."
  Vi nåede frem til vort mål den femte dag omkring klokken fire om 
eftermiddagen, og som aftalt var Emil der allerede og tog imod os. 
Kan De forestille Dem vor forbavselse? Vi var aldeles overbevist om, 
at den vej, vi var tåget, var den eneste farbare, og den måde, vi var 
rejst på, var den hurtigst mulige i det terræn - bortset fra den måde, 
kurererne drager rundt på; de rejser i hold og gør ikke ophold hverken 
dag eller nat. Men her havde vi for os en mand, som ikke længer var 
ganske ung, og som efter vor mening ikke på nogen måde ville kunne 
tilbagelægge en strækning på halvfems miles på kortere tid, end vi 
havde gjort - og dog - han stod lyslevende overfor os.
  Selvfølgelig stillede vi alle spørgsmål i munden på hinanden, ivrige 
efter at høre forklaringen. Dette er, hvad han sagde: "Jeg sagde, da I 
tog af sted, at jeg ville være her, når I nåede frem - og her er jeg. Jeg 
vil prøve at vise jer, at få jer til at begribe, at mennesket i sin rette 
sfære er uden grænser, ikke kender begrænsninger, hverken i tid eller 
rum. Når mennesket kender sig selv, er det ikke nødsaget til at arbejde 
sig møjsommeligt igennem en strækning på halvfems miles på fem 
dage. I den tilstand, der er den virkelige for mennesket, kan det 
tilbagelægge en hvilken som helst strækning, en hvilken som helst 
afstand, på et øjblik. For lidt siden var jeg i den landsby, som I forlod 
for fem dage siden. Det, I så, min krop, er der stadig. Jeres kammerat, 
som blev tilbage, vil kunne bekræfte for jer, at jeg indtil nogle få 
øjeblikke før klokken fire talte med ham og på det tidspunkt sagde til 
ham, at jeg ville tage af sted foråt møde jer, fordi I snart ville være 
fremme. Min krop, som I så, er der endnu, og jeres kammerat sidder 
der stadig og iagttager den, selv om den i øjeblikket er inaktiv. Jeg 
gjorde dette simpelthen for at bevise for jer, at vi er i stand til at 
forlade vore kroppe og møde op på et hvilket som helst aftalt sted og 
tidspunkt. De to, som har ledsaget jer, kunne have gjort det samme. 
Alligevel er vi blot almindelige mennesker, skabt ganske som I; det er 
ikke noget mysterium, men vi har ud-viklet og dyrket de kræfter, vi 
alle har fået tildelt af vor Fader, den Store Almægtige, i højere grad 
end I. Min krop vil blive, hvor den er, indtil det bliver aften; så vil jeg 
hente den hertil, og jeres kammerat vil begive sig af sted på samme 
måde som I. Når vi nu har hvilet os en dag, vil vi, indtil jeres 
kammerat ankommer, drage til en lille landsby, som ligger en 
dagsrejse herfra, overnatte der og så vende tilbage for at møde jeres 
kammerat og høre, hvad han har at berette. Vi mødes i aften i 
herberget. Farvel så længe."
  

  Da vi var samlet om aftenen, dukkede Emil pludselig op midt 
iblandt os, uden at nogen dør var blevet åbnet. Han sagde: "Det 
forekommer jer at være magi, at man kan komme til syne på en sådan 
måde, men jeg kan forsikre jer, at der ingen som helst magi er ved det. 
Jeg vil vise jer et lille eksperiment, som I kan følge. Det er noget, I 
kan se - og følgelig vil I tro på det. Vær venligat samle jer omkring 
mig, så I alle kan se. Vi har her et lille glas vand, som nylig er hentet 
fra kilden. I kan nu se, at en ganske lille ispartikel er ved at dannes 
lige midt i våndet. I kan se den blive større og større - der bliver mere 
og mere is - og nu er alt våndet i glasset frosset. Hvad. er der sket? 
Jeg fastholdt våndets centrale atomer i det Universelle, indtil de antog 
form, eller, sagt på en anden måde, jeg sænkede deres vibrationer, 
indtil de blev til is, og alle de andre atomer tog form efter dem, indtil 
det hele blev til is. Den samme proces, som er foregået med det lille 
glas vand, ville man kunne udvirke med en balje vand, et vandhul, en 
sø, et hav - med alt det vand, der er på hele jorden/Hvad ville der ske? 
Alt ville fryse, ikke sandt? Til hvad nytte? Ingen. I undrer jer over, 
hvilken magt jeg har brugt. Jeg har benyttet mig af en højere lov, en 
fuldkommen lov. Men hvad var hensigten i dette tilfælde? Der var 
ingen, da det ikke har ført til noget godt, ej heller kunne føre til noget 
godt. Havde jeg fortsat, fast besluttet på at fuldføre hele processen - 
hvad ville der så være sket? Der ville være kommet en reaktion. Hvem 
ville den ramme? Mig selv. Da jeg kender loven, ved jeg, at sådan som 
jeg anvender den, bliver den anvendt mod mig med usvigelig 
sikkerhed. Derfor udvirker jeg kun, hvad der er godt, og det gode 
vender tilbage til mig selv som noget godt. Det er indlysende, at hvis 
jeg havde fortsat med fryseproces-sen, så ville kulden have reageret 
mod mig, længe inden jeg havde fuldbragt mit forehavende, og i 
forsøg på at høste afgrøden af mit begær ville jeg være frosset til is. 
Hvis jeg derimod udformer det gode, så vil jeg altid høste afgrøden af 
det gode, jeg har sået.
  Nu skal jeg forklare jer, hvordan det gik til, at jeg dukkede op her i 
aften. I det lille værelse, hvor jeg opholdt mig, da I drog af sted, 
hævede jeg min krop til det U niverselle ved at hæve dens vibrationer 
så meget, at den vendte tilbage til det Universelle, eller med andre ord, 
jeg sendte den tilbage til Universet, hvor alt stof eksisterer. Ved hjælp 
af mit JEG ER, min Kristusbevidsthed, fastholdt jeg dernæst et billede 
af min krop, indtil dens vibrationer sænkedes, og den tog form lige her 
i dette værelse, så I kunne se den. Hvori består mysteriet? Jeg benytter 
mig blot af den magt eller den lov, som er givet mig af Faderen 
gennem Sønnen, den Elskede. Er ikke både du °g Jeg og hele 
menneskeheden denne Søn? Hvilket mysterium skulle der være? Der 
er intet.
  Tænk på det lille sennepsfrø - hvilken tro det repræsenterer. Fra 
Universet kommer lyset gennem Kristus, som allerede er født i vort 
indre, til os. Som en lille bitte, lysende plet trænger det ind gennem 
Kristus eller vor overbevidsthed, sædet for modtagelighed i os. I vort 
indre skal det udvikles og næres og fæstnes i det forædlede, 
intelligente sind, hvor det fastholdes, og dernæst må vi lade den 
Hellige Ånd stige ned i vort indre og ihukomme det største bud: "Du 
skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele 
dit sind." Tænk over det! Forstår I meningen med det? Hjerte, sjæl, 
sind. Kan man gøre andet på dette sted end at overlade det hele til 
Gud, den Hellige Ånd, den store udøvende indre Kraft? Den Hellige 
Ånd åbenbarer sig for os på mange måder, måske i form at små bitte 
enheder, der banker på og forsøger at få adgang. Det, vi skal gøre, er 
at åbne os for den Hellige Ånd og lade den komme ind og forene sig 
med den lille lysplet eller det lille be-vidsthedsfrø i vort indre, at lade 
den omslutte dette og lade dem danne en enhed, ganske som med 
ispartiklerne, der forenede sig med den centrale partikel - og jeres 
bevidsthedsfrø vil vokse med enhed efter enhed og blive større og 
større, ganske som isen, vil formere sig og begynde at formulere og 
udtrykke sig, indtil I endelig vil være i stand til at sige til 
genvordighedernes bjerge: "Løft jer op og kast jer i havet", og det vil 
ske. Dette kan I betragte som den fjerde dimension, eller hvad I ny 
synes. Vi kalder det at lade Gud komme til udtryk gennem Kristus i 
vort indre.
  Det var på den måde, Kristus blev født. Maria, den Store Moder, så 
idealet, fastholdt det i sit sind, lod det dernæst undfanges i sin 
frugtbare sjæl, fastholdt det der en tid for endelig at lade det komme 
til udtryk eller fødes som det perfekte Kristusbarn, den Førstefødte, 
den Enbårne, Guds Søn. Hun plejede og beskyttede Ham og gav Ham 
det bedste, en moder kan give. Hun vågede og værnede om Ham, mens 
Han voksede op fra barn til voksen. På den måde kommer Kristus til 
os alle; først som et ideal i vor sjæls dyb, i vort guddommelige 
centrum; så fastholder vi det som det perfekte billede, det er, og lader 
det endelig komme til udtryk eller fødes som det fuldkomne Barn, 
Kristusbevidstheden.
  I har med jeres egne øjne set, hvad der lige er foregået, og dog 
betvivler I det. Det skal jeg ikke bebrejde jer. Jeg mærker, at nogle af 
jer tænker på hypnose. Kære Brødre, føler I, at I ikke selv magter at 
udføre sådanne guddommelige handlinger, som I lige har set et 
eksempel på? Kunne I virkelig forestille jer, at jeg på en eller anden 
måde kontrollerede jeres tanker eller jeres syn? Kunne I tænke jer, at 
jeg, hvis jeg ville, kunne hypnotisere eller fortrylle nogen af jer eller 
jer allesammen? I så alle, hvad der skete, ikke sandt? Husker I ikke,
  

at der i jeres egen Bibel står, at Jesus kom ind gennem lukkede døre? 
Det var såmænd blot det samme, jeg gjorde. I tror da ikke et eneste 
øjeblik, at Jesus, den Store Lærer og Mester, havde nødig at hyp-
notisere sine omgivelser? Han brugte sin egen gudsinspirerede kraft, 
ganske som jeg har brugt min her i aften. Jeg vil gerne gøre jer det 
klart, at jeg ikke har foretaget mig andet, end hvad enhver af jer kan 
gøre - ikke blot I, som er her, men ethvert menneske i den ganske 
verden, i hele Universet, har mulighed for at bruge den kraft, som I 
har set manifesteret her i aften. Jeg vil gerne, at I fatter dette. 
Ligeledes er det vigtigt at indse, at I er mennesker og ikke 
personligheder - at I har jeres fri vilje og ikke er automater. Jesus 
havde ikke behov for at hypnotisere, og det har vi heller ikke. Men 
tvivl blot så meget I vil, indtil I er helt overbevist om vor ærlighed. 
Dog bør I undlade at tænke mere på hypnose, eller lad i det mindste 
tanken være passiv, indtil I er kommet bedre ind i vort arbejde. Alt, 
hvad vi beder jer om, er, at I holder jeres sind åbent."






Kapitel IV


Næste etape af vor rejse var en afstikker fra den fastlagte rute, så vi 
lod størsteparten af vort udstyr blive og drog næste morgen af sted til 
en lille landsby, der lå ca. tyve miles borte. Jast var med som eneste 
ledsager. Stierne var ikke særlig gode, og til tider var de meget 
vanskelige at følge, idet de snoede sig gennem skovene, som er meget 
tætte i den del af landet. Vi nåede vort bestemmelsessted lige før 
solnedgang om aftenen og var både trætte og sultne, da vi havde haft 
en anstrengende dag og kun holdt en kort frokostpause. Landskabet 
var barskt og ufremkommeligt, og stierne, vi fulgte, blev tilsynela-
dende ikke benyttet ret ofte. Vi måtte flere steder skære os igennem et 
tæt vildnis af sammenfiltrede ranker. Hver gang vi stødte på sådanne 
forhindringer, var Jast til vor undren noget utålmodig, hvilket var 
usædvanligt, da vi hidtil kun havde oplevet ham som meget 
afbalanceret og tålmodig. Og det skulle vise sig at være første og 
eneste gang i de tre og et halvt år, han var sammen med os, at han 
ikke var den rolige og fattede Jast, som vi kendte fra første færd. 
Senere, på baggrund af de efterfølgende hændelser, kunne vi ikke 
undre os over hans daværende uro.
  Da vi lige før solnedgang nåede den lille landsby med ca. to 
hundrede indbyggere, var det allerede rygtedes, at Jast var på vej 
sammen med os, og jeg tror, jeg tør sige, at der ikke var en eneste ind 
bygger, hverken ung eller gammel, næppe heller et eneste husdyr eller 
kæledyr i landsbyen, som ikke mødte op for at tage imod os. Vi var 
genstand for mere eller mindre nysgerrighed, men Jast var så afgjort 
midtpunkt for interessen og blev hilst af alle med yderste ærbødighed. 
Efter en stund sagde han nogle få ord til mængden, hvorefter alle med 
undtagelse af nogle få stykker, vendte tilbage til deres daglige dont. 
Dernæst spurgte Jast os, om vi havde lyst til at gå med ham, mens der 
blev sørget for vor indkvartering for natten. Fem fra gruppen sagde, at 
de var trætte efter dagens genvordigheder og ville hvile sig, mens 
resten af os fulgte med Jast og de få af landsbyens beboere, som var 
blevet. Vi gik et stykke over rydningen, som omgav landsbyen og kom 
til junglen. Her fortsatte vi et lille stykke ind i junglen og fik 
pludselig øje på en skikkelse, som lå på jorden. Først troede vi, at det 
var en død mand, som lå der, men ved
  

nærmere eftersyn viste det sig, at skikkelsen ikke var død, men sov 
dybt. Vi stod som fastnaglede og stirrede, for den skikkelse, vi så på 
jorden, var Jast. Pludselig, som Jast nærmede sig, kom der liv i 
skikkelsen, som rejste sig op, og da Jast stod ansigt til ansigt med den 
i et kort øjeblik, var der ingen tvivl om identiteten - det var Jast. Alle 
så, at det var ham. Med ét var den Jast, som vi kendte, forsvundet, og 
der stod een skikkelse foran os. Alt dette skete naturligvis på meget 
kortere tid, end det tager at fortælle det, og det mærkelige var, at ikke 
een af os var i tvivl om, hvad der var sket. De fem, som var blevet 
tilbage for at hvile sig, kom løbende, uden at nogen havde sendt bud 
efter dem. Vi spurgte dem bagefter, hvorfor de var kommet, og svaret 
var: "Vi ved det ikke. Det eneste, vi ved, er, at vi alle rejste os og løb 
herhen. Vi aner simpelthen ikke, hvorfor vi gjorde det. Ingen af os 
mener at have mod tåget nogen besked. Vi løb blot uden at være klar 
over, hvad vi gjorde".
  En fra vor gruppe kom med følgende bemærkning: "Mine øjne er 
åbnet, så jeg ser langt hinsides døden, og de undergerninger, vi er 
vidne til, er hinsides vor begrebsverden." En anden sagde: "Jeg ser 
hele verden sejre over døden. Pludselig fatter jeg meningen med "Den 
sidste fjende, der tilintetgøres, er døden". Er det, vi oplever, ikke 
virkeliggørelsen af disse ord? Hvilken pygmæ er ikke vor intellekt i 
sammenligning med denne gigantiske og dog så enkle indsigt, og dog 
har vi haft den dristighed at betragte os selv som intellektuelle 
giganter. Vi er jo de rene babyer! Jeg begynder at forstå betydningen 
af ordene "I må fødes på ny". Hvor er det sandt!"
  Jeg vil overlade til læseren at forestille sig vor undren og vor 
forbavselse. Vi havde været sammen med denne mand hver eneste dag, 
og hver dag havde han været til tjeneste itied al tænkelig hjælp og 
støtte; og så havde han samtidig med sin krop beskyttet en hel landsby. 
Vi måtte ihukomme skriften "Den, som vil være stor iblandt jer, han 
skal være jeres tjener". Jeg tror, at vi alle fra den stund var befriet for 
enhver frygt for døden.
  For disse mennesker er det naturligt og almindeligt, at et legeme 
anvendes som beskyttelse for en landsby, der er udsat for angreb af 
omstrejfende røvere eller af rovdyr fra junglen, og beboerne føler sig 
helt trygge og sikre, som om de boede i et civiliseret land.
  Det var helt indlysende, at Jasts krop havde ligget, hvor vi fandt 
den, i meget lang tid. Håret var vokset langt og busket, og der var 
endda fuglereder i det, bygget af en af egnens almindelige fuglearter. 
Fuglene havde bygget rede, ynglet og ungerne var vokset op og fløjet 
fra reden. Dette gav os et umiskendeligt bevis på, at Jasts krop havde 
ligget på samme sted og i samme stilling i lang tid. Den fugleart, som 
havde bygget rede i Jasts hår er nemlig meget sky og forlader reden 
ved mindste forstyrrelse. Det viste os, hvor trygge de små fugle havde 
følt sig - at de havde mødt Kærlighedens væsen.
  Alle i lejren var så opstemte efter denne hændelse, at Jast var den 
eneste, der sov den nat, men han sov tilgengæld så trygt som et barn. 
Vi andre rejste os efter tur og kikkede over på den sovende Jast og 
kom med forskellige bemærkninger, såsom "K.nib mig i armen, så jeg 
kan mærke, om jeg er vågen". Ind imellem blev der givet 
voldsommere udtryk for sindstilstandene.
  





Kapitel V

Næste morgen var vi oppe ved solopgang, og vi vendte tilbage til den 
landsby, hvor vi havde efterladt vort udstyr. Vi nåede dertil lige før 
mørkets frembrud og slog lejr under et stort banyan træ. Næste morgen 
kom Emil og så til os, og vi overfaldt ham straks med spørgsmål. Han 
svarede: "Det undrer mig ikke, at I stiller spørgsmål, og jeg skal med 
glæde besvare så mange af dem, som jeg på nuværende tidspunkt er i 
stand til. Resten må I vente med, til I har indlevet jer noget mere i det 
arbejde, som er vort. Jeg formoder, I er klar over, at når jeg taler tiljer, 
som jeg gør, og når jeg taler tiljer på jeres sprog, så er det, fordi jeg 
ønsker at bibringe jer forståelsen af det store gennemgribende princip i 
vor tro.
  Når alle kender sandheden, og den bliver formuleret korrekt, har vi 
så ikke, hver og en, det samme udgangspunkt? Er vi ikke alle eet med 
den Universelle Tanke, Gud? Er vi ikke alle een stor familie? Er ikke 
hvert eneste barn, hvert eneste væsen, uanset kaste eller tro, medlem 
af denne store familie?
  I spørger, om vi tror, man kan undgå døden. Lad mig besvare 
spørgsmålet med Siddhas ord: "Det menneskelige legeme er opstået af 
enkeltcellen, ligesom både planters og dyrs, hvilke vi normalt 
betragter som vore yngre og mindre udviklede brødre. Den 
individuelle celle er en mikroskopisk enhed. Den gennemgår en vækst- 
og delingsproces, som gentages atter og atter, og slutresulta-tet af 
denne lille kærnes, denne celleenheds udvikling er et fuldt færdigt 
menneskeligt væsen, bestående af utallige millioner celler. Disse 
kropsceller specialiserer sig, så de får forskellige funktioner, men de 
bevarer i hovedsagen deres oprindelige tilstand, den individuelle celles 
karakteristika. Vi kan betragte den enkelte celle som fakkelbærer af 
det besjælede liv. Fra generation til generation overfører den den 
iboende, guddommelige flamme - alle levende væseners livskraft, som 
i ubrudt linie går helt tilbage til den tid, da det første liv opstod på vor 
planet". Denne enkeltcelle er i besiddelse af evig ungdom. Men hvad 
med cellegrupperne, som i forening danner kroppen? Cellegrupperne 
er sammensat af enkeltceller, og de bibeholder disses individuelle 
egenskaber, altså også livets skjulte ild eller den evige ungdom. 
Cellegrupperne eller kroppen fungerer blot som vogter over den 
enkelte celle i den korte tid, det liv varer, som I kender.
  Vore ældste læremestre fik ad inspiratorisk vej sandheden om den 
virkelige enhed i både plante- og dyreverdenens livsfunktioner. 
Forestil jer d isse gamle Mestre siddende i skyggen af banyantræerne 
med elever omkring sig og ytre: "Se på dette kæmpetræ. 
Livsprocesserne i denne vor broder, dette træ, og i os selv er i 
princippet de samme. Se bladene og knopperne på de ældste ba-
nyantræers grene - se hvor unge de er, unge som frøet, hvoraf denne 
kæmpe udviklede sig. Når vi erkender, at plantens og menneskets 
livsfunktioner er fundamentalt ens, kan vi i sandhed lære meget af 
træet. Ligesom bladene og knopperne på selv det ældste banyantræs 
grene ikke ældes, men er lige så unge som frøet, hvorfra de stammer, 
således skulle kroppen, cellegrupperne, heller ikke lidt efter lidt miste 
livskraften og dø, men holde sig ung og frisk som ægget, den 
oprindelige celle. I sandhed er der ingen grund til, at jeres krop ikke 
skulle bevares lige så ung og sprudlende som det livskraftige frø, der 
skabte den. Det evigt voksende banyantræ, som altid har været symbol 
på evigt liv, dør kun, hvis det rammes af en ulykke. Intet tyder på, at 
der for banyantræets vedkommende eksisterer nogen naturlov om 
forfald eller alderdomsproces, som kan påvirke selve cellernes 
livskraft i skadelig retning. Det samme gælder for mennesket i dets 
guddommelige skikkelse. Der eksisterer ingen naturlov for mennesket 
om død eller forfald. Det kan rammes af en ulykke, men 
alderdomsprocesser, processer, som gradvis får individet til at stivne 
mere og mere, eksisterer ikke som naturlov. Døden er altså en 
tildragelse, som kan undgås. Sygdomer fremfor alt en falsk tilstand - 
en mangel på velvære eller Santi, som betyder mild, glædesfyldt fred i 
Anden reflekteret gennem sindet på kroppen. Menneskets accept af 
senil affældighed som noget normalt er blot udtryk for den 
menneskelige uvidenhed. Affældighed er tegn på en uharmonisk 
tilstand i sind og krop. Selv ulykker kan forhindres ved den rette 
mentale holdning". Som Siddha siger: "Kroppens harmoni kan bevares 
så vel, at den helt naturligt er modstandsdygtig over for alle slags 
sygdomme, såvel infektioner og influenza som pest. Siddhaen kan 
indtage alle slags sygdomsbakterier og dog ikke blive ramt af 
sygdomme.
  Husk på, at ungdom er Guds kærlighedsfrø, og det er sået i den 
guddommelige, menneskelige skabning. Ungdom er det virkelig 
guddommelige i mennesket; ungdom er det åndelige liv, skønheden i 
livet. Livet er kærlighed - det evige liv. At ældes er ikke åndeligt, det 
er jordisk, hæsligt, uvirkeligt. Det er frygtsomme tanker, smerte og 
sorg, der skaber hæsligheden, som vi kalder alderdom. Glæde,
  

kærlige og rigtige tanker skaber skønhed, og det er ungdom. Alder er 
blot en skal, som indeholder virkelighedens ædelsten -ungdommens 
juvel.
  Øv jer i at opnå barndommens bevidsthedstilstand. Se for jer det 
Guddommelige Barn, som er inde i jer selv. Sig til jer selv, inden I 
falder i søvn om aftenen: "Jeg ved med sikkerhed, at der i mit indre er 
en åndelig kærne fyldt med glæde, evig ungdom og evig skønhed. Mit 
sind, mine øjne, min næse, min mund og min hud udstråler åndelig 
skønhed. Min krop er det Guddommelige Barns krop, og den er 
fuldkommen lige nu, i aften". Gentag dette inden i jer selv og mediter 
ganske stille over det, indtil I falder i søvn. Når I så vågner om 
morgenen, skal I sige højt tiljer selv: "Ja, kære ... (sig jeres eget 
navn), der er en guddommelig alkymist inden i dig". Ved hjælp af den 
åndelige kraft i disse ord vil der om natten finde en fornyelse sted, en 
udfoldelse indefra, som gennemtrænger det åndelige legeme - dit 
åndelige tempel. Den indre alkymist har udryddet døde og trætte 
celler, og guidet vil tone frem som ny hud med evig sundhed og 
skønhed. Eyig ungdom er manifestationen af guddommelig kærlighed. 
Den guddommelige alkymist arbejder i vort tempel konstant, travlt 
beskæftiget med at skabe nye og smukke friske celler. Ungdommens 
Ånd er inden i vort tempel - vor guddommelige menneskelige 
skikkelse, og alt er såre godt. Om Santi! Santi! Santi! (Fred! Fred! 
Fred!).
  Lær jer selv at smile sødmefyldt som barnet. Et smil fra sjælen 
giver åndelig modtagelighed. Et virkeligt smil er sand skønhed, et 
kunstværk frembragt af "den indre udødelige Hersker". Det er positivt 
at bekræfte for sig selv: "Jeg tænker positive tanker for hele verden. 
Gid hele verden må være lykkelig og glad." Sig tiljer selv, før I 
begynder dagens arbejde: "I mig lever det fuldkomne, det 
Guddommelige. Jeg er nu alt, hvad jeg ønsker at være. Jeg kan se mit 
inderste, skønne væsen, og jeg vil udtrykke mig og handle i 
overensstemmelse dermed. Jeg er et Guddommeligt Barn. Jeg har, og 
vil altid have alt, hvad jeg ønsker mig!".
  Lær at fylde jer selv med begejstring. Sig til jer selv: "Uendelig 
kærlighed fylder mit sind og min krop med det fuldkomne liv". Skab 
lys og skønhed omkring jer. Lad jeres gode humør strømme ud til alle. 
Nyd solens stråler.
  I forstår, at jeg citerer fra Siddha-læren. Siddhaerne er de ældste 
Mestre, vi kender, og deres lære tidsfæstes tusinder af år før den 
historiske tid. De gik omkring og talte til folk og lærte dem en bedre 
livsform, længe før mennesket havde stiftet bekendtskab med nogen 
form for civilisation. De allerførste regenters systemer var baseret på 
Siddhaernes lære, men snart skete der det, at de mistede forståelsen af, 
at det var Gud, der udtrykte sig gennem dem, og de troede i stedet, at 
det var dem selv, deres personlighed, som gjorde arbejdet. Hermed 
forlod de det åndelige og prioriterede det personlige eller det 
materielle; de glemte, at alt kommer eet sted fra, nemlig fra Gud. 
Disse regenters personlighedsbegreb var optakten til de divergerende 
trosretninger og den forskelligartede tænkemåde hos folket. Dette 
svarer efter vor opfattelse til beretningen om Babelstårnet. Siddhaerne 
har igennem tiderne bevaret den sande og oprindelige forståelse af, at 
Gud udtrykker sig ved at inspirere mennesket og alle sine skabninger, 
at Gud er Alt, og at det er Gud, der manifesterer sig gennem alt. 
Denne lære er de aldrig afveget fra og har således bevaret den store 
fundamentale Sandhed."
  







Kapitel VI


Der var en mængde ting, der skulle undersøges, før vi kunne 
påbegynde selve rejsen over Himalaya bjergene, så vi besluttede at 
benytte landsbyen her som hovedkvarter. Vor kammerat, som vi havde 
efterladt, for at han skulle overvåge Emil i den anden landsby, 
sluttede sig til os her. Hans rapport lød på, at han havde talt med 
Emil, indtil klokken var næsten fire den pågældende dag, da Emil 
skulle mødes med os. Omkring det tidspunkt havde Emil sagt, at han 
skulle til at tænke på sin aftale, hvorefter hans krop blev inaktiv, og 
han lå stille på sofaen, som om han sov. Her blev han liggende i 
samme stilling indtil omkring klokken syv samme aften. Da blev 
kroppen langsomt mere og mere utydelig for til sidst helt at forsvinde. 
Det passede med det tidspunkt, da Emil var dukket op hos os i 
herberget i den lille landsby.
  For os var det endnu for tidligt på året at vove sig op i bjergpassene; 
jeg siger med vilje 'for os', vor lille gruppe, for vi var etterhånden 
begyndt at føle os som de rene forhindringer. Det stod os ganske klart, 
at vore tre store venner (jeg kalder dem alle tre store, for det er den 
rette betegnelse) kunne have klaret turen på langt kortere tid alene, 
men de fulgtes med os, tålmodigt og uden en eneste klage.
  Vi foretog en hel del korte ture fra hovedkvarteret med enten Jast 
eller Neprow som ledsager, og på hver eneste tur viste disse to mænd 
gang på gang de allerfineste menneskelige kvaliteter. På en af turene 
var de imidlertid alle tre med, både Jast, Neprow og Emil. Det var til 
en landsby, hvor vi skulle se et tempel ved navn 'Stilhedens Tempel' - 
templet der ikke er gjort med hænder. Landsbyen består kun af templet 
og de huse, der tilhører tempeltjenerne, og den ligger på et sted, hvor 
der før havde ligget en landsby, der var blevet så godt som udslettet, 
dels på grund af rovdyroverfald, og dels på grund af pest. Det blev os 
fortalt, at Mestrene var kommet til den næsten destruerede landsby og 
havde fundet nogle få overlevende ud af ca. tre tusinde indbyggere. 
Mestrene havde da hjulpet dem, så både rovdyrangrebene og pesten 
ophørte. De få overlevende havde da svoret, at hvis de blev frelst, ville 
de leve i Guds Ånd og tjene Ham på den måde, som Han valgte. 
Mestrene var da draget bort, og da de senere vendte tilbage, havde de 
fundet dette tempel samt tempeltjenerne.
  Templet er meget smukt og ligger på et højt plateau med vidt udsyn 
over landskabet. Det er ca. seks tusinde år gammelt og bygget af hvidt 
marmor. Man har aldrig behøvet at reparere det, da det reparerer sig 
selv. Hvis der bliver slået et stykke af marmoret, vokser der et nyt 
stykke ud, hvilket vi selv efterprøvede.
  Emil fortalte os følgende: "Templet her hedder 'Stilhedens Tempel', 
Kraftens Bolig. Stilhed er kraft, for når vi finder det stille sted i vort 
indre, har vi nået kraftens bolig - det sted, hvor alt er eet -den eneste 
Kraft - Gud. Spredt kraft er det samme som støj. Koncentreret kraft er 
stilhed. Når vi ved koncentration (dragning mod et centrum) har 
opnået at samle alle vore kræfter til eet kraftpunkt, har vi fået kontakt 
med Gud i stilheden; vi er eet med Ham og dermed eet med al kraft. 
Dette er menneskets arv. "Jeg og Faderen, vi er eet". Der er kun een 
vej, der fører til foreningen med Guds Kraft, og det er ved bevidst at 
kontakte Gud. Dette kan ikke gøres i det ydre, for Gud manifesterer 
sig indefra. "Herren er i sit hellige tempel". Kun ved at vende os fra 
det udvendige og mod sindets stilhed kan vi gøre os håb om en bevidst 
forening med Gud. Da vil vi forstå, at Hans Kraft er til vor rådighed, 
og da vil vi altid bruge den. Først da vil vi vide, at vi er eet med Hans 
Kraft.
  Da vil menneskeheden finde forståelse. Mennesket vil lære at slippe 
selvbedrag og forfængelighed. Det vil blive sig sin uvidenhed og 
lidenhed bevidst. Da vil mennesket være parat til at lære. Det vil 
forstå, at den stolte ikke tager ved lære. Det vil vide, at kun den 
ydmyge kan modtage Sandheden. Mennesket vil da føle den faste 
klippe under sine fødder, vil ikke længer begå fejltrin, men vil i ro og 
harmoni træffe de rette afgørelser.
  At erkende at Gud er den eneste kraft, det eneste stof og den eneste 
intelligens kan være meget vanskeligt i begyndelsen, men når 
mennesket virkelig forstår Guds sande natur og lader Ham komme til 
udtryk i væsen og væren, da vil det altid bruge Hans kraft. Da vil 
mennesket altid føle sig som en del af denne kraft - når det spiser, når 
det bevæger sig, når det ånder, og den vil gennemsyre menneskets hele 
livsudfoldelse. Når mennesket ikke udtrykker og udfolder sig i 
overensstemmelse med Gud, er det, fordi det ikke har erkendt Guds 
enorme kraft og derfor ikke er sig bevidst, at denne kraft er til 
menneskets disposition.
  Vi når ikke til Gud ved højrøstet tale og forfengelige gentagelser, ej 
heller ved at bruge mange ord. Vi må søge Gud gennem Kristus, det 
usynlige forbindelsesled, som vi har i vort indre. Når Faderen i os 
æres i Ånd og i Sandhed, hører Han den sjæl, som oprigtigt åb
  

ner sig og kalder. Den, som forener sig med Faderen i sit inderste, vil 
føle kraftens gennemstrømning som svar på ethvert ønske. Thi den, 
som i sin sjæls lønkammer erkender Faderen og trofast bekender sig til 
Ham - ham vil Faderen klart belønne. Hvor ofte åbenba-rede Jesus 
ikke denne personlige kontakt med Faderen? Husker I, hvordan Han til 
stadighed og bevidst samtalede med Gud i sit indre. Husker I, hvordan 
Han talte med Ham, som om Han var per-sonligt til stede. I ved, hvor 
kraftfuld denne lønlige indre forbindelse gjorde Ham. Han var sig 
fuldt bevidst, at Gud ikke taler gennem ild, jordskælv eller storm, men 
med en stille, næppe hørlig stemme -stemmen dybt i vor egen sjæl.
  Når mennesket har lært dette, vil det blive harmonisk. Det vil lære 
at tænke i klare baner. Vanetænkningen vil ophøre, og nye, livgivende 
tanker vil træde i stedet. Mennesket vil opdage, at der eksisterer en 
ordnet og kraftfuld harmoni, og med denne erkendelse vil det endelig 
lære, at kun i den indre stilhed kan det blive bekendt med den sande 
natur af de problemer, som man kæmper med i dagligdagen. Det vil 
medføre, at mennesket ikke længer behøver at føre sin ørkesløse, 
daglige kamp for tilværelsen og føle, at det hele har været mere eller 
mindre forgæves.
  Hvis mennesket blot ville lære den virkelig ukendte - sig selv - at 
kende, acceptere denne fremmede i sit inderste og ikke slippe ham ud 
igen. Der vil det lære den farligste fjende at kende, og der vil det lære 
at mestre ham. Da vil mennesket genkende sit sande selv. Da vil det 
finde sin oprigtige ven, sin vise læremester, sin pålideligste rådgiver - 
sig selv. I sit inderste vil mennesket finde det alter, hvorpå den evige 
ild, Gud, brænder - kilden til al godhed, al styrke, al kraft -sig selv. 
Det vil erkende, at Gud er den inderste stilhed, at inderst inde i det 
selv findes det Allerhelligste. Da vil mennesket både føle og vide, at 
hvert eneste af dets ønsker allerede eksisterer i Gudssindet og derfor 
er Guds ønsker. Det vil føle og vide, hvor nært Gud og mennesket er 
forbundet - som Faderen og Sønnen. Det vil gå op for mennesket, at 
det kun er i dets egen bevidsthed, at adskillelsen har fundet sted - at 
det, der tilsyneladende var to -ligesom ånd og krop tilsyneladende var 
to - i virkeligheden er eet.
  Gud er indeholdt i både himmel og jord. Det var denåbenbaring, 
Jakob fik i stilheden. Han havde sovet på materialismens sten, men så 
pludselig med guddommelig klarhed, at det ydre blot er en udformning 
af det indre billede. Denne åbenbaring gjorde så dybt indtryk på ham, 
at han udbrød: "Sandelig, Herren (eller loven) er på dette sted (jorden 
eller kroppen), og jeg vidste det ikke. Visselig, her er Guds hus, og 
her er himmelens port". Det vil gå op for mennesket, ligesom for 
Jakob, at den virkelige port til himlen findes i dets egen bevidsthed. 
28
  Den "bevidsthedsstige", som blev åbenbaret for Jakob, er den, vi 
alle må klatre op ad for at nå ind til stilhedens lønkammer i det 
Højeste, hvor det vil blive os klart, at vi befinder os i selve centrum af 
al skabelse, at vi er eet med alt, både synligt og usynligt, at vi er i al 
skabelse, og at al skabelse er i os. I åbenbaringen så Jakob en stige, 
der gik fra jorden til himlen, og han så Guds engle stige op og ned -
Guds tanker, der omformes fra Ånd til materie og fra materie til Ånd. 
Det var samme åbenbaring, Jesus fik, da "Himleneåbnedesig for 
Ham", og han så den vidunderlige lov - at tanker, som undfan-ges i 
det guddommelige sind, kommer til udtryk og manifesteres som form. 
For Mesteren var åbenbaringen af denne lov så fuldkommen, at Han 
straks vidste, at al form eller materie kunne omdannes eller ændres, 
ved at man ændrede sin egen bevidsthed i forhold til den. Først 
fristedes Han til at omforme sten til brød for at stille sin sult, men 
åbenbaringen af loven havde givet Ham den fulde indsigt, så Han 
forstod, at såvel sten som alle andre manifesterede former har sin 
oprindelse i det Universelle Tanke-Stof - Gud - og er udtryksformer 
fra det guddommelige Sind, så at alle endnu ikke udtrykte ønsker 
allerede findes som Universelt Stof i det Universelle Sind, rede til at 
blive skabt eller komme til udtryk som manifestation for at opfylde 
ethvert behov. Han erkendte, at Hans behov for brød eller et hvilket 
som helst andet behov, lige så vel kunne dækkes, ved at Han 
omformede det allerede eksisterende Universelle Stof, som er uden 
grænser, som ved at Han omdannede sten. Ethvert menneskeligt 
ønske, som er udtryk for noget godt, er Guds ønske; derfor er 
tilstrømningen fra Guds Universelle Stof ubegrænset, og hvert eneste 
ønske kan opfyldes. Vor opgave består blot i at lære at anvende, hvad 
Gud allerede har skabt for os, og det er Hans ønske, at vi gør det, så at 
vi kan blive befriet for enhver begrænsning og blive fuldkommen frie.
  Da Jesus sagde: "Jeg er døren", mente Han, at JEG ER i enhver 
sjæl er døren, gennem hvilken livet, kraften og stoffet - Gud -kommer 
ind og udtrykker sig gennem individet. Dette JEG ER er udtryk for eet 
Hele, som dækker ønske, tanke, ord og handling. JEG ER - GUDS 
VÆSEN, kraft, stof, visdom, formuleres via bevidstheden. Derfor 
sagde Mesteren: "Det skal ske dig, som du tror", og "alt er muligt for 
den, der tror".
   
  Vi forstår nu, at Gud er i vor sjæl som kraft, stof og intelligens -
eller iåndelige termer, som visdom, kærlighed og sandhed, og finder 
udtryk eller bliver omformet i vor bevidsthed. Bevidstheden, som 
findes i Guds uendelige væsen og i mennesket, er afhængig af den 
måde, sindet opfatter på, af troen. Det er, når troen ikke er eet med 
Ånden, at vor form ældes og dør. Når vi indser, at Ånd er alt, og at
  

formen evigt er udtryk for Ånden, da vil vi forstå, at alle 
manifesterede former er Ånd.
  Den næste store sandhed, som denne bevidstgørelse vil føre til, er, 
at ethvert individ er undfanget som en perfekt tanke, et fuldkom-ment 
billede i det guddommelige Væsen, og er en del af dette Væsen. Ikke 
een af os skal skabe os selv. Vi er et billede på det fuldkomne i det 
fuldkomne Guds-Sind. Vi er fuldkomne. Ved at bevidstgøre denne 
virkelighed kan vi komme i kontakt med det Guddommelige og 
genskabe, hvad Gud allerede har skabt i os. Det er, hvad Jesus mente, 
da Han talte om genfødsel. Det er den store gave, vi kan få i stilheden, 
thi når vi forbinder os med Guds væsen i os, kan vi tænke med Guds 
Væsen, og vi vil lære os selv at kende, som vi i virkeligheden er, i 
stedet for som vi troede, vi var. Vi kommer i kontakt med Guds Væsen 
ved at tænke sandt, og vore handlinger vil således blive sande 
udtryksformer. Sande eller harmoniske udtryksformer eller handlinger 
kan ikke baseres på en tankegang, der bygger på usandhed. Men 
hvadenten den ydre form er fuldkommen eller ej, er Væsenet i formen 
fuldkommen - den er Gud. Det er ikke Væsenet i formen, vi skal 
ændre, men den skikkelse, som Væsenet har påtaget sig, og det gør 
man ved at forny sindet, eller ved at omskabe den manglende indsigt 
til den fuldkomne forståelse, ved at ændre tanken, så den fra at være 
menneskeskabt bliver Guds-skabt. Forstår I, hvor vigtigt det er at 
opsøge Gud, at skabe kontakt med Gud, at blive eet med Ham og give 
udtryk for Ham. Forstår I, hvor vigtigt det er at finde stilheden og 
harmonien i sit sind, og at det Guddommelige Sind i al sin glans 
overstråler bevidstheden. Da vil vi opleve, hvordan solen vil stige op 
og varme os med retfærdighed og helbredelse i sine stråler. Guds Sind 
oplyser bevidstheden, som solens stråler oplyser et mørkt værelse. Når 
man indlader Universets Ånd i sit sind, føles det som at udlufte et 
trangt, længe tillukket værelse med den skønneste, rene luft. Man ser 
det højeste, det reneste, og man ved, at man kun har nødigt at bygge 
eet tempel. Den Levende Guds Tempel er en blanding af stort og småt, 
og således bliver det små eet med det store. Al urenhed opstår ved, at 
det små bliver adskilt fra det store. I foreningen skabes renheden, så 
der ikke længer eksisterer noget stort eller småt, men blot en enhed, 
som er den rene, friske luft. På samme måde skal vi forstå, at Gud er 
Eet, og alt, både synligt og usyn-ligt er Eet med Ham. Det er 
adskillelsen fra Gud, der er årsag til synd, sygdom, fattigdom og død. 
Det er foreningen med Ham, som gør mennesket til et helt Væsen, som 
bevidstgør det fuldkomne.
  Splittelsen, afsondringen fra helheden symboliseres ved englenes 
nedstigen ad bevidsthedens stige. Genforeningen med enheden er 
englenes opstigen. Nedstigningen er god, for enheden bliver derved 
udtrykt i mangfoldighed, men i mangfoldigheden behøver der ikke 
være nogen splittelse. Mangfoldigheden er blevet misforstået af 
mennesket, så den i den personlige udformning er blevet til splittelse. 
Hver enkelt sjæls livsopgave består i at højne det personlige 
synspunkt, den individuelle opfattelse, i sin bevidsthed til et niveau, 
hvor det personlige ikke spalter sig ud fra Helet. Når alle kan mødes i 
een harmoni på eet sted, nemlig i klarhed og bevidsthed om at alt, 
synligt såvel som usynligt, har samme oprindelse, nemlig Gud, da står 
vi på forvandlingens bjerg. Først ser vi Jesus og med Ham Moses og 
Elias - eller Loven, Profetien og Kristus (kraften i mennesket til at 
kende Gud), og vi tror, at vi skal bygge tre templer, men så forstår vi 
den dybere mening. Det er os givet at kunne erkende menneskets 
udødelighed og at vide, at Guddommelighed aldrig forgår, at det 
guddommelige menneske er udødeligt, evigt. Så forsvinder Moses 
(loven) og Elias (profetien), og Kristus står alene tilbage, 
altoverskyggende, og vi forstår endelig, at vi kun skal bygge eet 
tempel - den LevendeGuds Tempel dybt i vort indre. Da fylder den 
Hellige Ånd vor bevidsthed, og vore sansers bedrag, synd, sygdom, 
fattigdom og død eksisterer ikke længer. Det er stilhedens store gave 
til os.
  Dette tempel, som har den evne at kunne udbedre sig selv, når det 
bliver beskadiget, er symbol på vort eget legeme - det tempel, Jesus 
talte om, templet, som ikke er gjort af hænder, som er evigt i Himlen - 
det er det, vi skal virkeliggøre her på jorden".
  




Kapitel VII
Da vi kom tilbage til landsbyen, var der kommet en hel del folk fra 
oplandet, og ligeledes var nogle Mestre ankommet for at deltage i en 
pilgrimsfærd til en landsby, der, som vi fik at vide, lå ca. to hundrede 
og femogtyve miles borte. Det undrede os, at vi skulle til den 
pågældende landsby, for vi havde lige været i den retning og havde 
konstateret, at vejen, der førte videre, førte igennem en sandørken. 
Det var ingen virkelig ørken, men en højtliggende slette dækket med 
sandbanker, som vinden flyttede hid og did, og hvor der kun var 
meget lidt vegetation. På den anden side af dette ørkenagtige landskab 
førte stien over en lille bjergkæde - en udløber af H imalaya. Om 
aftenen, da vi blev opfordret til at deltage i turen, fik vi besked på, at 
vi ikke behøvede at tage al vor oppakning med, da vi ikke skulle så 
langt som til selve Himalaya bjergene. Turen skulle påbegyndes den 
følgende mandag.
  Jast og Neprow havde naturligvis tilrettelagt alt, og tidligt mandag 
morgen drog vi af sted sammen med ca. tre hundrede andre. 
Størstedelen af de mennesker, som var med, havde forskellige 
lidelser, som de søgte helbredelse for. Alt gik godt indtil den følgende 
lørdag, da det voldsomste uvejr, som vi nogensinde havde oplevet, 
brød løs. Det styrtede ned i samfulde tre dage og nætter -forløberen 
for sommeren, som de kaldte det. Vi havde slået lejr på et sted, der lå 
i læ for uvejret, så vi led ingen nød, men vi havde en stor bekymring, 
og det var provianten, for vi var overbevist om, at denne forsinkelse 
ville få alvorlige følger for alle, da vi kun lige akkurat havde 
medbragt proviant nok til den planlagte tur og ikke kalkuleret med 
forsinkelser. Da der, såvidt vi vidste, ikke var nogen steder i 
nærheden, hvor vi kunne få suppleret op, bortset fra vort 
udgangspunkt, som var ca. et hundrede og femogtyve miles borte og 
på den anden side af omtalte sandørken, var vi meget betænkelige ved 
situationen.
  Torsdag morgen skinnede solen klart, og vi regnede med, at vi så 
straks skulle skynde os videre, men i stedet fik vi besked på at blive, 
hvor vi var, indtil stierne var blevet tørre og floderne faldet til ro, så 
vor videre færd kunne foregå så ubesværet som muligt. Vi frygtede 
alle, at vi skulle løbe tør for proviant, og en fra vor gruppe luftede vor 
ængstelse. Emil, som var den, der stod for hele forplejningen, kom 
hen til os og sagde: "I behøver ikke være ængstelige. Tager Gud sig 
ikke af alle sine skabninger, både stor og lille, og er vi ikke Hans 
skabninger? Se, her har jeg noget korn, noget frø. Det vil jeg så, og 
med denne handling har jeg tydeligt vist, at jeg ønsker korn. Jeg har 
dannet et billede af korn i mit sind. Jeg har opfyldt loven, og når tiden 
er inde, vil den blive fuldbyrdet. Skal vi nu vente på, at naturens 
langsommelige proces - langsom vækst og langsom modning - skal 
skaffe os vort korn? I så fald ville vi være nødt til at vente længe. 
Hvorfor skulle vi ikke benytte os af en højere og mere fuldkommen 
lov, som er givet os af Faderen? Alt, hvad vi behøver, er at søge 
stilheden og visualisere korn eller skabe det i tanken, og vi vil få korn 
lige til at bruge. Hvis I betvivler det, kan I samle det, male det til mel 
og lave det til brød." Og der - lige for vore øjne - så vi kornet vokse 
og modnes og ligge klar til brug, så vi samlede det sammen, maiede 
det og bagte brød.
  Da vi havde gjort det, sagde Emil til os: "Hvad I nu har set, det tror 
I på, men hvorfor skulle vi ikke benytte os af en endnu mere 
fuldkommen lov og frembringe noget endnu bedre, eller lige nøjagtig, 
hvad I ønsker - brød? I vil nu se, at når jeg bruger denne mere 
fuldkomne eller højere lov, så kan jeg skabe nøjagtig det, jeg har brug 
for - brød." Og vi stod som tryllebundne og så på et stort brød i hans 
hænder, og endnu et og endnu et, og det holdt ikke op, før der var 
fyrre brød på bordet foran os, tilsyneladende anbragt der af Emil selv. 
Han bemærkede: "Kan I se, der er nok til alle, og hvis det ikke skulle 
være tilstrækkeligt, kan vi få flere - lige til vi er mættet og endog har 
overskud til at gemme". Vi spiste alle af brødene og var enige om, at 
det smagte dejligt.
  "Da Jesus i Galilæa spurgte Filip: "Hvor skal vi købe brød?" gjorde 
Han det for at sætte ham på prøve, for Han var fuldt vidende om, at de 
ikke behøvede købe brød for at føde den forsamlede skare, ej heller 
bekymre sig om, hvorfra det skulle fremskaffes. Han benyttede 
lejligheden til at vise sine disciple kraften gennem brød gennemsyret 
eller formet af Ånden. Det dødelige menneske tænker næsten altid 
som Filip. Han kalkulerede, som den menneskelige bevidsthed af i dag 
kalkulerer på basis af det, dens øjne ser, det man kan holde i sine 
hænder. Man tænker, at der kun er så og så meget brød, så og så 
megen proviant, så og så mange penge at købe for. Jesus vidste, at for 
den, der har Kristusbevidsthed, findes ingen grænser. I 
Kristusbevidsthed stolede Han da på Gud, Skaberen af alt, og takkede 
for kraften og stoffet, som er til for at dække alle behov. Så brød Han 
brødet og delte ud gennem sine disciple til de trængende, og da sulten 
var stillet, var der tolv kurve tilovers. Jesus
  

var aldrig afhængig af andres overskud, hverken for sit eget 
vedkommende, eller når andre skulle hjælpes, men Han viste os, at vi 
kan få alle vore behov dækket direkte fra det Universelle, hvor alt stof 
og alle former findes, at det eneste, vi har nødig, er at omforme eller 
frembringe det. Det samme gjorde sig gældende, da Elisa forsynede 
enken med olie. Han henvendte sig ikke til en anden, som havde 
overskud af olie, for hvis han havde gjort det, havde han selv skabt en 
grænse. Han forvaltede sin Universelle Kraft, og den eneste 
begrænsning, der opstod, var, at alle dunkene blev fyldte. Olien kunne 
have flydt lige til nu, hvis der havde været tilstrækkelig mange dunke 
til at rumme den.
  Dette er ikke hypnose. Ingen af jer har nogen fornemmelse af at 
være under hypnose. Jeg vil endog hævde, at det eneste, der i denne 
forbindelse kan have noget med hypnose at gøre, er den selvhypnose, 
det er at tro, at vi ikke alle kan virke i den guddommelige 
fuldkommenhed og skabe de ting og de tilstande, som vi ønsker. Er 
behovet da ikke analogt med ønsket om at skabe? I stedet for at 
udfolde jer og skabe, sådan som Gud ønsker det, ruller I jer sammen i 
jeres skal og siger: "Jeg kan ikke", og I hypnotiserer jer selv til 
virkelig at tro, at I er isoleret fra Gud. I lever simpelthen ikke op til 
jeres egen fuldkommenhed og lader den udfolde sig. I lader ikke Gud 
udtrykke sig gennem jer, selv om det er Hans ønske. Sagde Jesus, den 
store Mester, ikke: "Den, der tror på mig, han skal også gøre de 
gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger"? Var det 
måske ikke Jesu virkelige mission her på jorden at vise os, at vi som 
Guds børn, eller som det sande menneske, evner at skabe lige så 
fuldkomment og harmonisk som Gud selv? Da Jesus sagde til den 
blinde mand, at han skulle tvætte sig i Siloam dammen, var det da ikke 
hensigten, at denne handling skulle åbne alles øjne? Det var meningen, 
at alle skulle indse, at Jesus var sendt hertil af Faderen for at vise os, 
at Faderens vilje er, at vi skal være skabende ligesom Han. Alle skal 
komme til at udføre det fuldkomne, ganske som Jesus, ved at erkende 
og bekende sig til Kristus i sig selv og i alle.
  Jeg kan gå et skridt videre. I har nu lige set, at det brød, jeg modtog 
og holdt i min hånd, blev fortæret, som var det brændt op. Hvad var 
det, der skete? Jeg misbrugte den fuldkomne lov, ved hjælp af hvilken 
min tanke manifesteredes, og den tilintetgjorde det, som jeg skabte, 
fordi jeg misbrugte den, anvendte den forkert - den fuldkomne lov, 
som er lige så stringent som musik eller matematik eller en hvilken 
som helst anden såkaldt naturlov. Hvis jeg havde fortsat med 
misbruget af den fuldkomne lov, ville den have tilintetgjort, ikke 
alene det, jeg skabte, men også mig selv, skaberen.
  Er brødet da virkelig ødelagt? Vi må indrømme, at formen er 
ændret, for i stedet for brødet har vi en lille smule aske. Mon der i 
virkeligheden ikke er sket det, at det er vendt tilbage til det 
Universelle Stof - Gud - hvorfra det kom? Er dette ikke den store 
retfærdige Lov?
  For nogen tid siden overværede I, at der blev dannet is i et glas, 
efter jeres opfattelse uden nogen tilsyneladende grund. Forstår I nu, at 
det er ved hjælp af den samme lov, jeg skabte både is og brød. Loven 
er til fri disposition, så længe jeg anvender den i menneskehedens 
tjeneste, så længe jeg selv er et levende udtryk for loven, så længe jeg 
anvender den, som Gud ønsker, alle skulle anvende den. Det er godt 
og rigtigt at lave brød eller is eller hvad som helst, vi har brug for, og 
alle må bestræbe sig på at udvikle sig til at kunne gøre disse ting. 
Forstår I nu, at ved at gøre brug af den højeste Lov, Guds absolutte 
Lov, kan I selv frembringe alt, hvad I trænger til, alt hvad I skaber i 
jeres sind som jeres højeste ønske, jeres idealbillede, og at Gud vil 
frydes over jeres større beherskelse af Loven, når I viser, at I ved, at I 
er Guds fuldkomne børn?
  Dette er ensbetydende med frihed - befrielse for eksistentielle 
bindinger og al anden trældom. Så vidt jeg kan se, vil eksistensen -
kommercialismen i lø bet af få år blive den største binding af alle. 
Hvis det fortsætter i samme tempo, som det er begyndt, vil det 
kommercielle komme til at dominere menneskets sjæl og krop, og 
resultatet deraf kan kun blive tilintetgørelse, både af det falske aspekt 
og af dem, som lader sig binde dertil. Der er ingen tvivl om, at 
forretning, det kommercielle, i begyndelsen foregik på et højt åndeligt 
plan, men materialismen har fået lov til at snige sig ind, og det vil 
uvægerligt afstedkomme, at selve den kraft, der er brugt til at skabe 
med, bliver den samme som den, der tilintetgør. Hvis kraften ikke 
bruges rigtigt, vil den skabende kraft altid blive udlignet med den 
ødelæggende kraft. Mon vi ikke netop oplever den kommercielle 
verden og alle begrænsningerne som så stort et pres, for at vi skal 
indse, at vi skal hæve os over disse tilstande, overvinde dem? Og den 
eneste måde vi kan gøre det på - er det ikke ved simpelthen at erkende, 
at vi må fungere som fuldkomne børn af Gud - højne vor bevidsthed til 
Kristusbevidsthed? Var det ikke det, Jesus underviste os i her på 
jorden? Var hele Hans liv ikke et levende udtryk for det?
  Kære Brødre! I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud. Det 
betyder, at dengang var al skabelse i umanifesteret tilstand indeholdt i 
Universets Ånd - eller som det også udtrykkes - alt var kaos. Den 
oprindelige betydning af dette ord er virkelighed. Ordet kaos er blevet 
misfortolket, så det er kommet til at betyde oprørte eller stridende 
tilstande i stedet for en dyb, åndelig virkelighedstil-
  



stand, evigt afventende den skabende afgørelse - det talte ord, hvor-
igennem en manifestering kan finde sted.
  Da Gudsprincippet nærede ønske om at skabe verden af Universets 
tankemateriale, var Gud stille og kontemplativ. Med andre ord - Han 
så for sig en idealverden. Han fastholdt det materiale, det stof, som 
verden skulle ska bes af, så længe i sit sind, at vibrationerne sænkedes; 
så udtalte Han Ordet, og verden blev skabt. Vi kan sige det på en 
anden måde - Gud visualiserede et mentalt mønster, en støbeform, så 
det stof, der skulle bruges til verdens skabelse, kunne tilflyde denne - 
og verden fremstod - en perfekt skabelse - formet som det mønster, 
Gudsbevidstheden havde visualiseret.
  Verden kunne stadig eksistere som tanke hos Gud - den uendelige 
Kraft - ønsket om at skabe verden, at gøre den synlig, kunne have 
eksisteret for evigt, hvis ikke det uendelige, det afgørende ord var 
blevet udtalt til den formløse æter; uden dette ville intet være blevet 
skabt eller manifesteret. At omforme tanker og ønsker til synlige 
resultater - at skabe ordnede former af en virkelighedstilstand kræver, 
selv for den Uendelige, Almægtige Skaber, det definitive, positive 
"Der blive". På samme måde må vi tage den afgørende beslutning.
  Gud rummer i sit Sind den ideelle, fuldkomne verden til mindste 
detalje, og den må nødvendigvis blive til en realitet, hvor alle Hans 
børn, alle Hans skabninger og alle Hans skabelser kan leve i fred og 
harmoni, som i himlen, et ideelt hjem. Det er den fuldkomne verden, 
Gud skabte i sin bevidsthed, og det er den, Hans tanke former lige nu; 
tidspunktet for dens manifestation ligger udelukkende i vor egen 
accept. Når vi kan acceptere og erkende, at vi alle er et hele, som eet 
menneske, at vi alle er en del af den guddommelige helhed, det 
guddommelige legeme, på samme måde som den mindste celle er en 
del af vor krop - da lever vi i Guds rige og er en del af det - da har vi 
himlen her på jorden.
  For at opnå dette må vi forstå, at der intet materielt er i himlen; alt 
er åndeligt. Vi må erkende, at himlen er den fuldkomne 
bevidsthedstilstand - at den fuldkomne verden er her på jorden nu; vi 
skal blot acceptere det. Den fuldkomne verden er her i os og omkring 
os - den venter blot på, at vi skal åbne vort indre øje. Gennem dette 
øje skal vore legemer blive oplyst af det lys, som hverken kommer fra 
solen eller månen, men fra Faderen; og Faderen er lige her i den 
allerinderste del af vort væsen. Vi må gøre os klart, at der ikke er 
noget materielt, at alt er åndeligt. Vi må forestille os den 
vidunderlige, åndelige verden, som Gud har givet os, at den er lige her 
og lige nu, hvis vi blot kan erkende den.
  I må forstå, at alt er skabt af Gud således. Først fordybede Gud sig 
i stilhed og så lyset. Så sagde Han: "Der blive lys", og sådan skete 
det. På samme måde sagde Han: "Der blive en hvælving", og det 
skete. Således blev alt skabt. Han var tro mod hvert skabt billede og 
fastholdt formen i bevidstheden, udtalte så ordet, og billedet tog 
synlig form. Således også mennesket. Gud sagde: "Lad os gøre 
mennesker i vort billede, så de ligner os til at herske over alt levende 
på jorden". Gud, alt det gode, skabte alle gode ting, mennesket som 
det største og sidste og som hersker over alt. Da så mennesket kun det 
gode, og alt var godt, indtil mennesket skilte sig ud fra Gud og så 
dualiteten eller det tvedelte. Mennesket skabte med sin tanke en 
todelthed - den ene god og den anden det modsatte, for når der var to 
måtte de være modsætninger - god og ond. Det onde opstod således 
ved, at mennesket havde fuldkommen magt til at frembringe det, som 
det så. Hvis mennesket ikke havde set det onde, havde det onde ikke 
fået nogen kraft, ingen chance for at komme til udtryk. Kun det gode 
ville være blevet formuleret, og vi ville være så fuldkomne som det 
billede, Gud har skabt os i. Så ville himlen altid have været på jorden 
som i Guds billede; det samme billede må vi skabe, for at det kan 
manifestere sig. Jesus var i sin fulde ret til at sige, at Han kom fra 
himlen; thi vi kommer jo alle fra himlen - det store Universelle 
Tankesind.
  Da mennesket er skabt i Guds billede og som Gud, har Gud også 
givet mennesket magt til at skabe, nøjagtig som Han skaber. Tror I 
ikke, at Gud endog forventer, at mennesket skal anvende den magt og 
udfolde sig i frihed, ganske som Gud selv? Først føle behovet, så 
skabe det gode, det ideelle, som skal fyldes i den form, som 
bevidstheden fastholder, og som kommer fra tankematerien i 
Universet. Det næste er at fremsige ordet - at det bliver således.
  Da Jesus blev korsfæstet, gav Han sit kød, det ydre, det vi kan se, 
for at vise, at der findes et indre, åndeligt legeme, Han manifestere-de, 
da Han stod op fra graven. Det var det legeme, Han talte om, da Han 
sagde, "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen". 
Dette gjorde Han for at vise os, at vi også har et åndeligt legeme, og at 
vi kan gøre det samme, som Han gjorde. Det er ganske givet, at Jesus, 
hvis Han havde villet, havde kunnet redde sig selv. Det er ganske 
givet, at Han vidste, at der skete store æn-dringer i Hans krop. Han 
vidste også, at de andre ikke forstod, at også de kunne fremkalde det 
åndelige legeme, hvilket Han forsøgte at få dem til at indse. De så 
stadig kun det personlige, og Han indså, at hvis Han fremkaldte det 
åndelige legeme uden nogen kendelig ændring, så ville folk ikke være 
i stand til at skeine mellem det materielle og det åndelige legeme; så 
Han valgte korsfæstelsen - det synlige tegn på forandringen.
  

  Det var i sandhed Kristus i mennesket, den store Mester, Jesus, som 
vi alle elsker og ærer, kom for at vise os. Levede Han ikke sit liv her 
på jorden for at vise os den lige vej til Gud? Kan vi gøre andet end at 
elske og følge den vej, denne ideelle livsform, når den først er 
åbenbaret for os, hvad enten vor gerning består i at så, lave brød eller 
nogle af de mange ting, som er nødvendige for den menneskelige 
eksistens? Er dette vort arbejde ikke blot at betragte som en skole, der 
lærer os sand udfoldelse? En dag skal vi erkende, at vi i sandhed er 
Guds børn, og ikke Guds tyende, at vi som Guds børn kan alt og har 
alt, hvad Faderen har, og at vi kan anvende det lige så frit som 
Faderen selv.
  Jeg indrømmer, det kræver en vældig tro i begyndelsen, en tro, som 
normalt må vokse stille og indøves vedholdende, som matematik og 
musik må indlæres, indtil vi når til det sted, hvor vi ved. Da vil vi 
mærke den storslåede og vidunderlige frihed. Jesus er det bedste 
eksempel på en sand udfoldelse i dette liv. Kan I fornemme den kraft, 
Hans navn, Jesus, udstråler - den manifestere-de Kristus - Guds udtryk 
i det menneskelige legeme? Jesus opnåede den tilstand, hvor Han 
stolede fuldt og helt på sin inderste viden -den fulde erkendelse af 
Gud. Det alene var årsagen til Hans fuldbyrdede gerninger på jorden. 
Han stolede ikke på sin egen viljestyrke, ej heller på stærke, 
koncentrerede tanker. Vi må heller ikke stole på vor egen vilje eller 
koncentrerede tankekraft, men på Guds vilje. "Ske ikke min vilje, men 
Din". Vilje til at udføre Guds vilje. I ved, at Jesus i eet og alt kun ville 
det, der var Guds vilje, og at Han kun gjorde det, Gud ønskede, Han 
skulle gøre.
  I har bemærket, at det ofte nævnes, at Jesus gik op på et højt bjerg. 
Om Han rent fysisk gik op på et højt bjerg eller ej, ved jeg ikke, men 
jeg ved, at vi alle må stige op på bjerget - vor højeste bevidsthed - for 
at blive forklaret, for at få klarhed. Bjerget er vor hjerne, hvor vi med 
ånd<. .L tanker må udvikle den nødvendige kraft. Fra hjertet, 
kærlighedscentret, skal kærligheden da strømme til foråt forene sig 
med kraften - og dermed er Kristus åbenbaret. Menneskesønnen 
fornemmer, at Han er Guds søn, den enbårne, i hvem Faderen har 
velbehag. Og dette må vi virkeliggøre for alle ved konstant 
kærlighedsudfoldelse.
  Prøv at koncentrere jer et øjeblik og tænk på de utallige sands-korn 
på stranden, de utallige dråber vand, der tilsammen udgør alle jordens 
vande, de utallige livsformer i alle jordens vande. Forestil jer det 
uendelige antal partikler, som udgør jorden, de utallige træer, planter, 
blomster og buske på jorden, de utallige former for dyreliv på jorden. 
Tænk, hvad det vil sige, at det altsammen, hver eneste enhed, er en 
udformning af idealbilledet skabt i den store universelle
Gudsånd - at alt er udtryk for det eneste liv, Guds liv. Tænk så på det 
enorme antal sjæle, der er født på denne jord, og erkend da, at hver 
sjæl er en fuldendt udformning af Guds billede, sådan som Gud ser sig 
selv, at hver sjæl har fået den samme kraft og magt som Gud 
selvrepræsenterer Gud selv. Tror I ikke, at Gud vil, at Gud ønsker, at 
mennesket skal udfolde disse Gud-inspirerede kvaliteter og virke som 
Gud, bruge hele arven fra Faderen, den store Universelle Tanke - i alt, 
gennem alt og over alt? Erkend da, at ethvert individ er Andens (det 
usynliges) udtryksform i det synlige, og at det er Guds ønske at 
komme til udfoldelse gennem denne skabelse. Når vi kan erkende og 
acceptere det, kan vi virkelig sige med Jesus: "Se, her er Kristus". 
Ved fuldtud at erkende sin guddommelighed opnåede Han at mestre 
det verdslige eller kødet. Som Han levede livet, skal også vi komme til 
at leve det".







Kapitel VIII


M ed otte dages forsinkelse brød vi op den følgende mandag morgen 
og fortsatte vor afbrudte færd. Efter tre dages forløb kom vi til en flod, 
som var ca. to tusindefod bred. Flodlejet varfyldt til randen af den 
rivende strøm, som skød en fart af mindst ti miles i timen. Under 
normale forhold skulle man kunne komme over floden uden besvær på 
dette sted.
  Vi besluttede os til at slå lejr til næste morgen for at observere 
våndets stigen og falden. Det blev os fortalt, at der længere oppe ad 
floden var en bro, hvor vi kunne komme over, men det ville betyde en 
lang omvej, som ville koste os mindst fire dage, så vi hå bede på, at 
floden ville stilnes og våndet synke, så vi i stedet for at gå den lange 
omvej kunne vente her nogle dage. Vi var blevet helt klar over, at vi 
ikke behøvede at nære nogen bekymringer med hensyn til proviant, for 
fra hin dag, da vort forråd var sluppet op, var samtlige tre hundrede 
mennesker blevet forsynet med føde til overflod fra det usynlige, som 
vi kaldte det, og det vårede ved i fire og tres dage, lige til vi kom 
tilbage til den landsby, vi var startet fra. Der var dog ingen af os, der 
virkelig havde begrebet den dybere mening med de ting, vi oplevede, 
og den fuldkomne lov, som vi alle skulle kunne bruge, var stadig 
uudgrundelig for os.
  Da vi var samlet om morgenmåden næste morgen, blev vi 
præsenteret for fem fremmede, som var kommet til lejren. Det blev 
nævnt, at de var sammen med nogle, som havde slået lejr på den anden 
side af floden, og at de var på vejtilbage fra den landsby, som vi var på 
vej til. Vi gjorde os ikke så mange tanker om dem på det tidspunkt, da 
vi regnede med, at de havde fundet en båd og var kommet over i den. 
En fra vor gruppe sagde: "Hvis de har en båd, hvorfor kan vi så ikke 
låne den til at komme over med'?" Jeg tror, at vi alle øjnede en 
mulighed for at slippe ud af vort bekneb, men fik at vide, at der ikke 
var nogen, der havde en båd.
  Efter morgenmåden var vi alle samlet på flodbredden. Vi 
bemærkede, at Emil, Jast og Neprow samt fire andre stod og talte med 
de fem fremmede, hvorefter Jast kom hen til os og sagde, at de godt 
kunne tænke sig at følge med de fremmede over til deres lejr på den 
anden side af floden, da de havde besluttet, at vi skulle vente til næste 
morgen for at se, om våndet ville synke. Vor nysgerrighed blev 
selvfølgelig vakt, og vi fandt det temmelig dumdristigt at forsøge at 
svømme over en flod med så stærk strøm blot for at aflægge en visit 
hos en nabo. Vi var overbevist om, at det var den eneste måde, man 
kunne komme over på.
  Da Jast kom tilbage til de andre, gik alle tolv, fuldt påklædt, ned til 
flodbredden og trådte med største sindsro ud på våndet, ikke i våndet. 
Jeg skal aldrig glemme mine følelser, da jeg så disse tolv mænd træde 
ud på den rivende flod fra den faste jordbund. Jeg holdt vejret og 
ventede naturligvis at se dem plumpe i og forsvinde. Det, fik jeg 
bagefter at vide, havde alle de andre også troet. I de øjeblikke der gik, 
indtil de alle var nået ca. halvvejs over, var der vist ikke een, der ikke 
holdt vejret af forbløffelse over at se de tolv mænd spadsere roligt 
over floden, lette og ubesværede. Det eneste, der rørte våndet, var 
sålerne på deres sandaler. Da de gik i land på den anden bred, følte 
jeg, at en byrde på flere tons var blevet løftet fra mine skuldre, og jeg 
er sikker på, at alle de andre havde samme følelse, efter de lettelsens 
suk at bedømme, som man hørte, da den sidste gik i land. Det var en 
oplevelse, som ikke kan beskrives med ord. De syv som hørte til vort 
selskab, vendte tilbage til frokost. Selv om spændingen ikke var så 
intens, da de gik over anden gang, åndede alle alligevel lettet op, da de 
var sikkert i land igen. Alle var blevet på flodbredden hele 
formiddagen for at overvære tilbage-komsten. Der var ikke mange 
kommentarer til det, vi havde overværet; alle var overvældede og 
tænksomme. Om eftermiddagen blev vi enige om, at vi blev nødt til at 
gå den lange vej for at komme over floden, så vi stod tidligt op næste 
morgen og beredte os til turen. Før vi drog af sted, blev vi vidne til, at 
to og halvtreds af de ialt ca. tre hundrede deltagere i valfarten gik ned 
til floden og ganske roligt gik over, præcis som de tolv havde gjort det 
dagen i for-vejen. Vi fik besked om, at vi kunne gå over sammen med 
dem, men ingen af os havde stærk nok tro til at vove forsøget. Jast og 
Neprow insisterede på at gå omvejen sammen med os, men skønt vi 
forsøgte at tale dem fra det, for de kunne jo gå med de andre over 
floden og slippe for det ekstra besvær, var de ubøjelige og blev hos os, 
idet de påstod, at det absolut ikke var noget besvær for dem.
  Det, der beskæftigede vore tanker, og som vore samtaler drejede sig 
om i de fire dage, der gik, inden vi atter kunne slutte os til dem, der 
var gået over floden, var de fantastiske ting, vi havde oplevet på den 
korte tid, vi havde opholdt os hos disse vidunderlige mennesker. På 
andendagen, da vi kæmpede os op ad en stejl bjergside med solen 
brændende på vore kroppe, udbrød vor chef, som ikke havde sagt 
mange ord de sidste to dage, pludselig: "Hvorfor i alverden er
  

mennesket dog tvunget til at kravle og krybe hen over jorden?" Vi 
svarede i kor, at det var lige, hvad vi også gik og spekulerede på.
  Så fortsatte han: "Hvorfor kan alle ikke gøre det, som vi nu har set, 
at nogle fa kan gøre? Hvordan kan det være, at mennesket er tilfreds 
med at kravle, ja, ikke bare tilfreds, men tvunget til det? Hvis 
mennesket var givet beherskelsen, så ville det også være i stand til at 
flyve som fuglene. Hvis det er hersker, hvorfor har det så ikke 
forlængst forfægtet denne position? Fejlen må virkelig være at finde i 
menneskets eget sind. Den må være opstået i og med menneskets egen 
opfattelse af sig selv som et dødeligt væsen. Det må være menneskets 
egen forestilling om sig selv som et kravlende væsen, der har gjort, at 
det er blevet til et kravlende væsen."
  Her fortsatte Jast tankerækken og sagde: "Du har helt ret - det 
foregår altsammen i menneskets egen bevidsthed. Mennesket er 
begrænset eller ubegrænset, bundet eller frit, helt i overensstemmelse 
med dets egne tanker. Kunne I forestille jer, at de mennesker, som ved 
at gå over floden undgik denne besværlige tur, på nogen måde er 
specielle skabninger - anderledes end I? Nej, de er ikke skabt 
anderledes end I. De har ikke fået et gran mere magt i vuggegave, end 
I har. De har blot ved rigtig tankegang udviklet den kraft, som Gud har 
givet dem. De ting, som I har overværet, mens I har været sammen 
med os, står det jer helt frit også at udføre. Det, I har set, er 
virkeliggørelsen af den fuldkomne lov, og den er til fri disposition for 
ethvert væsen, når blot han vil benytte sig af den."
  Vi talte ikke så meget mere, men fortsatte ad den besværlige vej, 
indtil vi nåede frem til de to og halvtreds, som ventede på os, og så 
fortsatte vi til den landsby, der var vort mål.
  
  
  



  
  
Kapitel IX

Her lå Det Helbredende Tempel. Det siges, at der i dette tempel, lige 
siden dets opførelse, kun er blevet udtalt ord, som har med Liv, 
Kærlighed og Fred at gøre, og dets vibrationer er så kraftige, at næsten 
alle, som går gennem templet, bliver helbredt på stedet. Det hævdes 
endog, at templet i den grad er mættet med Liv, Kærlighed og Fred, at 
de vibrationer, der strømmer ud, er så kraftige, at al disharmoni og 
ufuldkommenhed ville være ganske kraftesløs, ifald den fandt vej 
dertil. Denne forklaring skulle illustrere det, der foregår i mennesket. 
Hvis mennesket øvede sig i kun at give udtryk for Liv, Kærlighed, 
Harmoni og Fuldkommenhed, så ville det i løbet af kort tid ikke 
længere være i stand til at ytre eet uharmonisk ord. Vi forsøgte at sige 
nogle uharmoniske ord, men resultatet var hver gang, at vi slet ikke 
kunne få dem udtalt.
  Templet var målet for de pilgrimme, som søgte helbredelse. Det var 
skik og brug, at de Mestre, som var i nabolaget, samledes i denne 
landsby med visse mellemrum for at holde en andagt, hvor de også gav 
råd og anvisninger til dem, som havde brug for det. Templet er helt og 
holdent helliget helbredelse og er altid til fri disposition for alle. Da 
det ikke altid er muligt for folk at komme i forbindelse med Mestrene, 
opfordrer disse folk til at søge templet for at .blive helbredt, og derfor 
helbreder de ikke dem, som samles til pilgrimsturene. De ledsager 
pilgrimmene til templet, for at de skal forstå, at de ikke er anderledes 
end Mestrene, at alle har den samme Gudskraft i sig. Jeg formoder, at 
grunden til at de gik over floden hin morgen, var den, at de ville vise 
folk, at man kan beherske enhver situation - at vi alle blot skal lære 
beherskelsen.
  I de egne, der ligger fjernt fra templet, bliver alle, der søger hjælp 
hos Mestrene, i høj grad tilgodeset. Selvfølgelig er der nogle, der blot 
er nysgerrige og nogle ikke-troende, der tilsyneladende ikke bliver 
hjulpet. Vi oplevede flere folkeskarer på fra to hundrede til to tusinde 
i antal, som søgte helbredelse, og alle, som nærede ønske om 
helbredelse, blev helbredt. Mange fortalte os, at de blev helbredt blot 
ved stille at udtrykke, at de ønskede at blive raske. Vi havde senere 
lejlighed til at efterkontrollere mange af helbredelserne og kunne 
konstatere, at omkring halvfems procent var permanente. I
  

templet syntes imidlertid alle at være permanente. Vi fik forklaret, at 
templet symboliserer Gudscentret - Kristus i det enkelte menneske - 
ligesom alle kirker er symbol på det guddommelige i individet eller 
menneskets Kristussjæl, som alle har adgang til. Således havde alle 
også adgang til templet, så ofte de ville, og de kunne blive der, så 
længe de ville for at lade det fuldkomne gennemstrømme deres sind og 
fæstne sig.
  "I dette perspektiv", sagde Emil, "er det nemt at forstå, hvad der 
har ført til afgudsdyrkelse. Mennesket søgte at materialisere deres 
ideal ved at udskære det i træ, sten, guid, sølv eller bronze, men det 
fuldkomne kan kun eftergøres ufuldkomment. Næppe erafbildnin-gen, 
efterligningen skabt, før mennesket opdager, at den overgås af idealet, 
og det skulle lære mennesket, at det er selve kærligheden, de skulle 
danne sig et indre billede af og søge at finde udtryksformer for i stedet 
for at skabe håndgribelige efterligninger af det, de egentlig ville 
udtrykke. En senere form for afgudsdyrkelse er at idealisere den 
person, som udtrykker vort ideal. Vi bør idealisere det ideal, som han 
giver udtryk for og ikke personen, som udtrykker det. Det gælder 
endog en så stor personlighed som Jesus. Da Han så, at folk 
idealiserede Hans person i stedet for det ideal, som Han 
repræsenterede, valgte Han at gå bort. De forsøgte at gøre Ham til 
konge, fordi de var klar over, at Han kunne sørge for, at alle deres 
ydre behov blev dækket, men de forstod ikke, at de selv besad den 
kraft, som ville kunne dække alle deres behov, og at det var meningen, 
at de selv skulle udvikle det, som Han selv havde udviklet. Han sagde: 
"Det er gavnligt for jer, at jeg går bort, thi hvis jeg ikke går bort, 
kommer Talsmanden ikke til jer". Det betød, at så længe de tilbad 
Hans person, ville de ikke kunne erkende deres egne kræfter, thi de 
skal søges indeni, i deres inderste selv.
  Andre kan belære og vejlede jer, men I må selv gøre arbejdet, for 
hvis I støtter jer til en anden, skaber I et idol i stedet for idealet."
  Vi overværede helt vidunderlige helbredelser. Nogle syge gik blot 
igennem templet og blev helbredt. Andre tilbragte megen tid derinde. 
Der blev ikke holdt nogen Gudstjeneste. Det udtalte ønske satte så 
kraftige vibrationer i gang, at alle fik hjælp. Vi så en mand, der var 
helt forbenet, blive båret ind i templet og blive fuldstændig helbredt. 
På mindre end en time gik han og var helt kureret. Bagefter arbejdede 
han for os i fire måneder. En anden mand, som havde mistet sine 
fingre, fik dem igen. Et lille barn med visne lemmer og forkrøblet 
krop blev helbredt på stedet og gik selv ud af templet. Vi så 
spedalskhed, blindhed, døvhed og mange andre sygdomme blive 
kureret på stedet. Faktisk blev alle, som gik ind i templet, helbredt. I 
løbet af de næste to-tre år mødte vi med mellemrum en hel del af dem, 
hvis helbredelse vi havde overværet i templet, og kunne konstatere, at 
helbredelsen var permanent. Vi fik at vide, at hvis helbredelsen ikke 
var permanent, og sygdommen kom igen, var grunden den, at den 
pågældende person ikke havde nået sand åndelig erkendelse.





Kapitel X

Da vi kom tilbage til vort hovedkvarter, var alt gjort parat, så vi kunne 
begive os på turen over bjergene. Vi hvilede en dag og udskiftede 
bærere og dyr og påbegyndte så anden etapeaf vor rejse, som skulle 
føre os over Himalaya. De næste tyve dage forløb uden særlige 
begivenheder.
  Emil talte til os om erkendelsen af Kristusbevidstheden. Han sagde: 
"Det er ved hjælp af kraften i vort eget sind - vor tankekraft -at vi kan 
fremkalde eller realisere Kristusbevidsthed. Ved tankens kraft eller 
via tankeprocesser - ved bevidstgørelse af Kristussjælen i vort indre - 
kan vi omskabe og udvikle vort legeme, vore ydre betingelser og 
omgivelser, så vi aldrig vil opleve døden eller den ændring, som 
kaldes død. Mennesket har kraft til den fuldkomne beherskelse ad 
sindets vej ved at visualisere, idealisere, undfange og ska be det 
ønskede. Først og fremmest må vi vide og erkende eller tro på, at 
Kristus er inden i os; dernæst må vi forstå den sande betydning af Jesu 
lære og gøre vort legeme til eet med Gud, da det er skabt i Guds 
billede, lade dette legeme smelte sammen med det guddommelige 
legeme, blive som Gud ser os. Så har vi på basis af ønsket skabt 
idealet, undfanget det og manifesteret det som det fuldkomne Guds-
legeme. Vi er genfødt af og i Guds åndelige rige.
  På den måde kan vi også sende alting tilbage til den Universelle 
Tankemåtene, hvorfra det udsprang, og fremkalde det igen som 
manifestation i perfekt form. Når stoffet befinder sig i sin rene, 
åndelige, fuldkomne tilstand, skal vi fastholde det i vort sind, sænke 
dets vibrationer, og præcis det, vi ønsker at skabe, vil manifesteres til 
fuldkommenhed. Således kan vi behandle enhver falsk tanke, enhver 
uønsket tilstand, enhver synd, alt fra vort forgangne liv uden 
undtagelse, ligegyldigt hvor godt eller dårligt det er - hele bjerge af 
forkerte tanker eller tvivl eller frygt eller mangel på tro, som vi selv 
eller hvem som helst har skabt på vor vej - til det altsammen kan vi 
sige: "Jeg sender dig nu tilbage til det store ocean af Universel 
Tankemåtene, hvor alt har sin oprindelse, og hvor alt er fuldkomment, 
og hvorfra du også kom, for at du atter kan blive opløst i de 
elementer, du blev skabt af. Jeg sender dig nu tilbage fra den rene 
materie lige så fuldkommen og ren, som du er i Guds øjne, og jeg 
fastholder dig for evigt i denne absolutte fuldkommenhed". Vi kan 
sige til os selv: "Jeg indser nu, at jeg i det forgangne skabte dig som 
ufuldkommen, og du manifesterede dig ufuldkomment. Da jeg nu 
erkender sandheden, skaber jeg dig så perfekt, som du er i Guds øjne. 
Du bliver genfødt i fuldkommenhed, og 'sådan er det'." Så vil vi 
erkende, at vor indre alkymist, vor guddommelighed, har tåget sig af 
det, har omformet, forfinet og fuldkommengjort det, som fremstod 
ufuldkomment, det som vi frembragte og nu har sendt tilbage. Det er 
forvandlet, forfinet og perfekt - ganske det samme som med vort 
legeme, der ved hjælp af den indre alkymist bliver fornyet og forfinet 
og tilbageleveret til os som Guds legeme, perfekt, skønt og frit. Dette 
er Kristusbevidstheden, det fuldkomne, som er i alle og til alles 
rådighed. "Jeres liv er skjult med Kristus i Gud"."
  Den 4. juli om morgenen var vi i det højeste pas. Emil havde sagt til 
os aftenen i forvejen, at han syntes, vi havde fortjent en fridag, og at 
den 4. juli måtte være den rigtige dag at holde fri på.
  Ved morgenbordet begyndte Emil at tale til os. Han sagde: "Det er 
den fjerde juli i dag, jeres Uafhængighedsdag. Det er en dag af stor 
betydning.
  Jeg føler, at I alle har ret stor tillid til os, så jeg vil tale frit. Om få 
dage vil vi kunne give jer de endelige beviser for, at det, jeg fortæller 
jer, er sandhed. Vi elsker klangen af jert lands navn - Amerika - og vi 
elsker amerikanerne. I fatter slet ikke, hvilken glæde disse øje-blikke 
fylder mig med på denne så vigtige dag - at sidde overfor en lille flok 
amerikanere, som alle med undtagelse af en enkelt er født i dette 
skønne land. Nogle af os, kan jeg fortælle jer, er så begunstigede at 
have kendt jeres land, længe før Columbus drog ud på sin berømte 
færd. Andre havde tidligere forsøgt at gøre denne opdagel-se, men 
havde ikke haft heldet med sig. Og hvorfor? Simpelthen fordi de ikke 
var i besiddelse af den guddommelige egenskab - troen. Den, som var 
i besiddelse af tilstrækkeligt mod og tro til at vir-keliggøre visionen, 
var endnu ikke vakt. Det øjeblik, denne sjæl vaktes til erkendelse af, 
at jorden var rund, og at der måtte være land på den modsatte side, 
vidste vi, at vi gik ind i en ny, storslået historisk epoke. Hvem anden 
end den store Almægtige, som ser alt, kunne have sået det lille frø, 
den stærke tro, i Columbus' sjæl? Husker I hans ord, da han fik 
foretræde hos dronningen, de ord han sagde uden selv at have 
bevidstgjort sig den højere magt? "Kære dronning - jeg er helt 
overbevist om, at jorden er rund, og jeg vil sejle ud og finde beviset 
derpå". Jeg ved ikke, om I er klar over det, men de ord var en 
inspiration fra Gud, og Columbus var kendt for at være en handlingens 
mand, en der fuldførte det, som han påtog sig.
  

  Det var optakten til den lange række af begivenheder, som vi i flere 
år havde vidst ville komme til at finde sted. Vi havde ikke det fulde 
billede af begivenhedernes rækkefølge, men tilstrækkeligt til at have 
overblik. Vore sjæle var opfyldt af de næsten utrolige undere, som 
skulle ske i løbet af så forholdsvis kort tid, som er gået siden da, men 
de af os, som er så begunstigede at have levet så længe, at vi har 
kunnet følge udviklingen, er nu helt klart over, at der venter jeres 
nation endnu større undere i fremtiden. Vi føler, at tiden er inde for 
jeres nation til at vågne for at følge den sande, åndelige vej, og vi 
ønsker at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe jer til erkendelsen deraf."
  Deres interesse i os skyldtes altså i meget høj grad et inderligt 
ønske om, at Amerika skulle lære Kristusbevidstheden at kende og 
erkende og virkeliggøre de muligheder, det indebærer. De vidste, at 
Amerikas oprindelse var åndelig, og på den baggrund var nationen 
prædestineret til at lede verdens åndelige udvikling.
  Emil fortsatte: "Tænk jer, at begyndelsen var det lille trosfrø, der 
blev sået ieen mands bevidsthed og der fandtgrobund. Kan I forstå, 
hvad der skete? Columbus blev dengang betragtet som en upraktisk 
dagdrømmer. Er vi ikke alle ved at blive klar over, at gårsdagens 
drømme er virkeligheden af i dag? For hvem anden end en såkaldt 
fantast har nogensinde udrettet noget af virkelig betydning? Var hans 
visioner mon drømme? Mon de ikke var tanker, som lå og ventede i 
det store Universelle Tankesind, Gud, og som blev undfanget i sjælen 
hos den, som manifesterede dem som en stor sandhed? Sejlede han 
ikke ud på et ubefaret hav med en klar vision i sin bevidsthed om et 
land forude? Om han havde nogenforudanelse om de store 
forhåbninger, dette land skulle indfri, eller om det navn, det ville få, 
ved jeg ikke. Mest sandsynligt er det, at det blev overladt til 
fremtiden. Det, det drejer sig om, er, om det hele ikke begyndte som 
en drøm eller en vision. Vi har allerede været vidne til nogle af 
underne, og på nuværende tidspunkt kan vi kun forestille os eller 
visualisere de vidunderlige ting, som denne ene vision var 
udgangspunkt for. Det samme er tilfældet med masser af de visioner, 
som allerede har gjort verden bedre at leve i. Det er sådan, Gud 
manifesterer sig og kommer til udtryk i alt, hvad der sker. Den, som 
skaber, er den, som har den største tro på Gud, enten bevidst eller 
ubevidst. Forestil jer den sjæl, som sejlede ud på det ukendte hav, 
tænk på de genvordigheder, de prøvelser og skuffelser, han måtte 
igennem; det, der førte ham frem, var den faste tro på, at han ville nå 
målet.
  Begivenhederne fortsatte, og det gik støt fremad. Tænk på den dag, 
da den lille flok gik om bord på Mayflower for at søge frihed til at 
dyrke Gud på deres måde. Tænk over det - på deres egen måde! Når 
man ser det i åndeligt lys og på baggrund af senere hændelser, kan 
man se den virkelige sandhed. De skabte større ting, end de selv 
anede. Kan I ikke se den store Almægtiges hånd styre det hele? Så 
kom de mørke dage, da det så ud, som om de første kolonier ville 
blive kvalt, men det, Gud har tåget hånd om, sejrer. Senere kom den 
store dag, da Uafhængighedsdeklarationen blev underskrevet, og 
valget stod mellem Gud og undertrykkelse. Hvem sejrede - hvem må 
nødvendigvis sejre? Hvad enten I er klar over det eller ej, er den 
kamp, der blev ført hine mindeværdige dage af den lille gruppe mænd, 
som prentede deres navne på dette dokument, en af de største 
hændelser siden Jesu komme.
  Så lød frihedsklokkerne. Tro det, om I vil - vi kunne høre de første 
klokkeslag så tydeligt, som om vi var på stedet. De klokker 
forstærkede de vibrationer, som opstod i det lille centrum, og spredte 
dem ud, og en dag vil de nå frem til og trænge ind i det dybeste 
mørke, der findes på jorden og på denne måde skabe lys i den 
mørkeste bevidsthed.
  Tænk på de prøvelser og omvæltninger, som gik forud for den 
begivenhed. Var det ikke den dag, det Ædle Barn fødtes? Tænk på de 
højmodige sjæle, som havde mod til at træde frem for at stå fadder til 
barnet. Hvad ville der være sket, hvis de havde mistet modet? Men det 
gjorde de ikke; de stod fast. Og hvad var resultatet? Den største nation 
på jorden var grundlagt. Al den modgang og alle de trængsler, som 
nationen har måttet gennemgå - hvad viser det os? At det er vejen til 
udfoldelse - ganske som med Jesus af Nazareth. Kan vi ikke drage 
sammenligning mellem dem, som underskrev 
Uafhængighedserklæringen hin dag, og de Vise Mænd fra Østerland, 
som så stjernen som et symbol på fødslen af barnet i krybben - 
Kristusbevidstheden i mennesket? Opfattede de ikke stjernen lige så 
vel som de gamle Vise?
  Når I mindes ordlyden af deklarationen, er I så i tvivl om, at hvert 
ord var inspireret af Gud? Lad os overveje det et øjeblik. Findes der 
en parallel i hele historien? Eksisterer der, eller har der nogensinde 
eksisteret, et dokument magen til, som det kunne være en kopi af? Er 
der nogen tvivl om, at det var en direkte manifestation af den 
Guddommelige Tankemåtene? Kan vi betvivle, at det er en af 
udtryksformerne i den store skabende planmæssighed? Kan vi 
betvivle, at det er et af trinene på vejen i udformningen af den store 
Hensigt?
  Er det ikke helt givet, at devisen 'e pluribus unum' (en ud af mange, 
eller enhed ud af forskellighed eller mangfoldighed), de efterfølgende 
udviklingsfasers parole, er udsprungetaf den åndelige
  

Sandhed? Den opstod i al fald ikke mekanisk i den jordiske, 
menneskelige tanke. Og det faste motto 'Vi stoler på Gud' viser den 
faste tillid til Skaberen. Så er der valget af ørnen som symbol -fuglen 
der er sindbillede på den højeste higen. Det viser, at disse mænd var 
dybt spirituelle, eller at de skabte større ting, end de selv var klar over. 
Er det ikke helt indlysende, at alt blev ledet af den store, skabende 
Gudsånd? Tyder det ikke på, at Amerika er bestemt til at være verdens 
leder?
Tænk på jeres nations historie. Der findes ikke en parallel på hele 
jorden. Ser I ikke, hvordan hvert enkelt trin er et skridt i retning af 
fuldbyrdelsen? Kan I forestille jer, at det er den store Almægtige Gud, 
der styrer jeres nations skæbne?
  Ligesom sennepsfrøet, endskønt det er et af de mindste frø, der 
findes, i sit inderste har tro og vished om, at det besidder den kraft, der 
skal til for at udfolde sig til en sennepsplante, den største af alle urter - 
"Når det vokser til, bliver det til et træ, så himmelens fugle kommer og 
bygger rede i dets grene" - ligesom det lille frø ved, at det i sit inderste 
har kraft til at skabe det største, således skal vi også have tro og vished 
om, at vi har kraften indeni os selv til at lade det ædleste komme til 
udfoldelse. Med denne lignelse ville Jesus få os til at forstå forskellen 
mellem kvalitativ og kvantitativ tro. "Hvis I har tro som et sennepsfrø 
(og hvis troen er vished), kan I sige til dette bjerg: "Flyt dig herfra og 
derhen", så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer". Det 
samme gælder for det sarteste valmuefrø, det største banyantræ, for 
hvert løg og hver plante; de har alle vished om, at de kan skabe og 
udfolde det ypperste. Alle har et fuldkomment billede af det, der skal 
udtrykkes. På samme måde må vi i vort inderste have et klart billede 
af, hvad vi ønsker at give udtryk for. Vi må gennemgå lange indre 
processer for at forberede vor udfoldelse, og det vil så lykkes os at 
udtrykke os i fuldkommenhed. Ingenblomst er nogensinde sprunget ud 
uden at gennemgå denne indre, skabende proces - denne trang til 
udfoldelse. Når den indre fuldkommengørelse er fuldbragt, vil 
knoppen, som nys var eet med bægerbladene og indesluttet i disse, 
briste og udfolde sig til en blomst i fuld skønhed.
  Ligesom frøet, der falder på jorden, først må afgive noget fra selvet 
for at komme i vækst, for at udvikle sig og vokse, således må også vi 
først afgive, yde fra vort selv for at kunne udfolde os. Nøjagtig som 
frøet først skal bryde sin skal for at komme til at vokse, må vi også 
bryde vor skal for at vokse, bryde vor skal af begrænsning, for at vi 
kan begynde at udvikle os. Når vi så har gennemgået og tilendebragt 
denne fuldkommengørelsesproces i vort indre, kan vi udfolde os i 
skønhed som blomsterne. Som med et individ, således også med en 
nation. Kan I se, at når Kristusbevidst-heden er fuldt udviklet i en 
nation som jeres, vil alt, hvad der foregår, vil alt, hvad menneskene 
foretager sig, være til bedste for alle, thi roden eller kærnen i al 
styring ligger i bevidstheden hos dem, der bliver styret.
  Jeres nation har begået store fejl undervejs, fordi I ikke har 
bevidstgjort jeres åndelige styrke, og det store flertal er stadig dybt 
forankret i materialismen. Det er mig helt klart, at store sjæle har ledet 
jeres nations skæbne. Det er mig også helt klart, hvor lidt disse store 
sjæle er blevet værdsat, mens de levede på jorden. Vejen har været 
stenet og snoet, en hård vej, fordi mennesket i al sin begrænsethed 
hidtil har banet vejen i overensstemmelse med sin jordiske opfattelse. 
Der er skabt store ting, men tænk hvilke undere, der kunne være 
blevet skabt, hvis mennesket havde forstået og fulgt den dybere, 
åndelige mening. Med andre ord - hvis skibets ror, ledelsen af staten, 
var blevet givet Kristus i hænde, hvis alle havde kunnet kende 
sandheden, hvis alle, som Jesus, havde vidst, at Kristus er i ethvert 
menneske, og at alle er een - så havde nu den vidunderlige skønhed 
været åbenbaret. Den herlighed vil komme til udfoldelse, så snart den 
dy be åndelige mening i 'e pluribus unum' bliver erkendt. Er I klar 
over, at det er en af Guds væsentligste love - at den ene kommer til 
udtryk igennem de mange - at den ene er en del af alle og er til for 
alle?
  Tænk på alle de nationer, der er blevet grundlagt. De, der har en 
sand åndelig forståelse som grundlag, har levet længst og ville have 
levet i al evighed, hvis ikke materialismen havde fået lov til at snige 
sig ind og gradvis underminere hele strukturen, indtil den brød 
sammen grundet på sin egen abnorme tyngde eller blev tæret bort på 
grund af misbrug af selve den livgivende lov. Hvad er der sket ved 
hver eneste nations undergang? Princippet eller det guddommelige 
element er blevet bevaret; efter hver fejl, hver svækkelse har der 
kunnet spores en gradvis stigen eller opadgående bevægelse i hver på 
hinanden følgende fase, indtil det punkt var nået, hvor alt forenede sig 
med Gud, Enheden i Mangfoldigheden. Kære venner, man behøver 
ikke at være profet for at kunne erkende dette.
  Tænk hvilken nation Spanien var, da Columbus drog ud på sin 
opdagelsesrejse; det holdt et kort stykke tid, og hvad sker der nu? 
Inden længe vil nationen være i krig med sit eget barn, og så vil I se, 
hvilken hjælpeløs og kraftesløs nation det er, som knap nok kan vakle 
ind i en god kamp og endnu mindre ud af en dårlig. Hvad kan grunden 
til denne kraftesløshed være? Hvorfor denne formindskede livskraft? 
Er det ikke det, der altid sker med en nation eller et individ? Når 
formen eller strukturen er blevet overmættet af
  

grådighed eller begær, sker der altid det samme. For en tid kan der 
tilsyneladende være fremgang og lykke, men det har en kort levetid, så 
kan det affældige, hentærede og hærgede ydre ikke skjules, og man ser 
den gamles haltende, usikre skridt. Havde de derimod bevaret og 
udviklet deres åndelige kraft, så ville de have været lige så spændstige 
og frejdige i en alder af fem hundrede, fem tusinde eller ti tusinde år, 
eller for evigt, som da de var på toppen af deres velmagtsdage.
  Vi ser med forventning frem til den gryende tid, ud krysta lliserin-
gens tid, Åndens rene, hvide lys. Vi ser det første svage skær. Vi kan 
begynde at skimte morgenrøden, og inden længe vil alle kunne se den 
gryende dags fulde glans og pragt. Så vil der ikke længere være mørke 
- ingen begrænsninger. Viser det os ikke, at der konstant sker 
fremskridt? Hvis det ikke er sådan, må alt vende tilbage til sin 
oprindelige tilstand, den Universelle Tankemåtene. Alt må bevæge sig 
frem eller tilbage; der er ingen mellemvej, intet stoppested. Når jeres 
nation erkender sin virkelige rigdom og vedkender sig sin mission og i 
åndelig forening med Gud giver udtryk for Hans vilje, eller lader 
Ånden udfolde sig indefra, da vil jeres nation udfolde en så blændende 
skønhed, at den ikke kan beskrives med jordiske tunger.
  Det er ganske givet, at det har været påkrævet at bruge ørnens næb 
og kløer for at holde sammen på jeres nation i udviklingsfasen, men 
når det sande åndelige lys kommer, vil I opdage, at duen er mægtigere 
end ørnen, og den vil være beskytter, som ørnen nu er vogter. På selve 
jeres mønt, som I sender ud på verdensmarkedet står der 'Vi stoler på 
Gud' og 'e pluribus unum' (een bestående af mange) - selve det 
Åndelige motto, når duen kommer til at fungere som medium i stedet 
for ørnen i jeres nation."
  Her sluttede Emil sin tale, og han sagde, at han ville forlade os en 
kort tid, da han skulle møde nogle andre i en landsby, der lå ca. to 
hundrede miles borte. Han ville mødes med os igen i en anden lille 
landsby, som vi ville komme til i løbet af fire dage, og som lå tres 
miles borte. Derpå forsvandt han, og da vi var ankommet til 
landsbyen, som lå på grænsen, kom han dertil som lovet sammen med 
fire andre.
  
  
  



  
Kapitel XI

Den dag, vi nåede frem til landsbyen, regnede det voldsomt, og vi var 
alle gennemblødt til skindet. Vi fik stillet et dejlig stort, komfortabelt 
udstyret rum til rådighed, som vi kunne bruge til spise- og dagligstue. 
Det var meget hyggeligt og varmt, og vi undrede os over, hvordan det 
blev opvarmet, da vi ikke kunne få øje på nogen ovn eller nogen anden 
varmekilde, skønt det var helt indlysende, at varmen kom et eller andet 
sted fra. Vi sagde imidlertid ikke noget om det, da vi var ved at vænne 
os til overraskelser af denne art og var overbevist om, at vi nok skulle 
få forklaringen.
  Vi havde lige sat os til middagsbordet, da Emil og hans venner 
dukkede op. Ingen bemærkede, hvor de kom fra, men pludselig stod de 
i den ene ende af rummet, og det var i den ende, som ingen indgang 
havde. De var der bare og kom ganske roligt og diskret hen til vort 
bord. Emil præsenterede sine venner, og de satte sig alle ned, som om 
de følte sig helt hjemme. Før vi vidste af det, var bordet fyldt med det 
dejligste måltid, dog intet kød, for disse mennesker spiser hverken kød 
eller noget andet, som har haft bevidst liv.
  Da vi havde spist og endnu sad rundt om bordet, spurgte enaf os, 
hvordan rummet blev opvarmet. Emil svarede: "Den varme, soml 
mærker her i rummet, kommer fra en kraft, som vi alle er i stand til at 
komme i forbindelse med og anvende. Det er en langt højere kraft eller 
magt end nogen af de energiformer, I kender, men den er til 
menneskets rådighed og kan udnyttes som lys eller varme eller endog 
som mekanisk drivkraft. Der er tale om en universel kraft. Hvis I 
kendte denne kraft og kunne anvende den, ville I kalde den evig 
bevægelse. Vi kalder den Universel Kraft, Gudskraft, en kraft Faderen 
har givet alle sine børn. Den kan bruges til at trække enhver form for 
mekanisk opfindelse, den overflødiggør brændstof til transportmidler, 
og den leverer så meget lys og varme, som vi har brug for. Den er 
overalt, og den er ganske gratis og til fri disposition for alt og alle."
  Der var en, der spurgte, om også måden var blevet tilberedt ved 
hjælp af denne kraft, og vi fik at vide, at måden var kommet, fuldt 
tilberedt, sådan som vi havde indtaget den, fra det Universelle,
  



akkurat som brødet og de andre levnedsmidler, som vi hidtil var 
blevet forsynet med.
Emil inviterede os til at følge med ham og hans venner til deres 
hjemsted, som lå to hundrede miles borte; der ville vi fa lejlighed til 
at træffe hans moder. Han fortalte os følgende: "Min moder er en af
dem' SOm har Perfektioneret sit legeme i en sådan grad, at hun kan
have det med sig, også når hun modtager den højeste lære. Derfor 
opholder hun sig altid i det usynlige. Hun har selv valgt dette, da det 
er hendes ønske at modtage den højeste lære, og på den måde kan hun 
i meget høj grad være til hjælp for os. I vil måske bedre kunne forstå 
det, når jeg siger, at hun har fortsat sin udvikling, lige til hun nåede 
det Himmelske Rige, som vi kalder det - der hvor Jesus befinder sig. 
Man kalder det også undertiden den Syvende Himmel. For jer lyder det 
nok som mysteriet over alle mysterier, men der er intet mystisk ved 
det. Det er et sted i bevidstheden, hvor der ikke længere eksisterer 
noget mysterium. De, som har opnået denne bevidsthedstilstand, er 
ikke længere synlige for det jordiske øje, men de kan manifestere sig 
for at tale til og undervise dem, som kan modtage deres lære. De kan 
fremtræde i kød og blod, thi de har fuldkommen kontrol over deres 
kroppe og kan bevæge sig, hvorhen de ønsker. De kan, når de ønsker 
det, vende tilbage til jorden uden-om reinkarnationsloven. De, som har 
gennemgået døden, er nødt til at reinkarnere for at komme tilbage til 
jorden med en krop. Denne krop blev givet os som en 
fuldkommengørelse af ånden, og det må vi indse, og vi må arbejde på 
at bevare den. De, som har forladt deres kroppe for at fortsætte i ren 
ånd, har måttet sande dette og ved, at de er nødt til atter at inkarnere 
sig for at opnå denne fuldkommengørelse."
  Før vi gik fra bordet den aften, havde vi ordnet det sådan, at vi 
skulle deles i fem gruppr, og at hver gruppe som leder skulle have en 
af de fem, som tidligere på aftenen var dukket op og havde spist 
middag sammen med os. På den måde kunne vi brede os over et større 
område og dermed lette vort arbejde, og samtidig ville vi få lejlighed 
til at få verificeret fenomener som tankeoverføring og rejser i det 
usynlige. Ved denne opdeling ville mindst to af os komme i samme 
gruppe med en af de fem som leder. Vi skulle spredes over store 
afstande, så der var langt imellem hver gruppe, og dog skulle vi holde 
forbindelsen ved lige ved hjælp af vore venner, som gav os alle 
muligheder for at efterkontrollere deres virke og gerninger.
  
  
  
  



  
  
Kapitel XII

Næste dag blev alt forberedt til mindste detalje, og tre af os, mig selv 
iberegnet, 
skulle følges med Emil og Jast. Den følgende morgen var alle grupper rede til at 
drage af sted i forskellige retninger, og det var en aftale, at vi omhyggeligt 
skulle 
gøre notater om alt, hvad vi oplevede, og tres dage senere skulle vi atter mødes 
i 
Emils hjemby, to hundrede miles derfra. Og vi skulle holde os i forbindelse med 
hinanden gennem vore venner, hvilket vi også gjorde hver aften, idet disse enten 
kommunikerede eller rejste usynlige fra den ene gruppe til den anden. Hvis vi 
ønskede at komme i forbindelse med vor chef eller en anden fra vor ekspedition, 
behøvede vi blot give beskeden til vore venner, som så på utrolig kort tid havde 
svar. Når vi sendte en besked, skrev vi den omhyggeligt ned og noterede det 
nøjagtige tidspunkt for afsendelsen, og det samme gjorde vi med svaret. Da vi 
mødtes igen, sammenlignede vi vore optegnelser, og de var alle i 
overensstemmelse 
med hverandre. Desuden rejste vore venner fra den ene lejr til den anden, så vi 
kunne tale med dem personligt. Vi holdt nøje regnskab med, hvor og hvornår de 
således dukkede op og forsvandt igen og noterede, hvad vi talte om, og alle 
detaljer 
stemte helt overens, da vi senere sammenlignede vore notater.
  Til tider var vi meget langt fra hinanden; en gruppe var i Persien, en i Kina, 
en i 
Tibet, en i Mongoliet og en i Indien, altid med en af vore venner som leder. De 
rejste i det usynlige, som vi kaldte det, over disse afstande, d.v.s. tusinder 
af miles, 
og holdt os underrettet om, hvad der skete i de andre lejre.
  Det første bestemmelsessted for den gruppe, jeg tilhørte, var en lille landsby 
i 
sydvestlig retning. Den lå på et plateau et stykke oppe i Himalaya bjergene ca. 
firs 
miles fra vort udgangspunkt. Vi havde ingen proviant med på turen, men vi blev 
rigeligt forsynet med alt, hvad vi havde brug for, og vi overnattede altid godt 
og 
komfortabelt. På turens femte dag nåede vi til vort bestemmelsessted tidligt på 
eftermiddagen, og vi blev modtaget af nogle af landsbyens beboere, som havde 
sørget for en hyggelig indkvarte-ring.
  Vi bemærkede, at beboerne behandlede Emil og Jast med den største ærefrygt. Vi 
fik at vide, at Emil aldrig havde været i
  

landsbyen før, men at Jast havde været der. Gründen til Jasts tidligere 
besøg var, at man i landsbyen havde udsendt nødråb, fordi tre af 
indbyggerne var blevet fanget af de forfærdelige snemænd, som bebor 
nogle af de barskeste egne af Himalaya. Dette besøg var forårsaget af 
et lignende nødråb, og desuden var der brug for hjælp til de syge, som 
ikke kunne forlade landsbyen.
  Disse såkaldte snemænd er flygtninge, som i sin tid er rømmet eller 
bortvist, og som har levet i bjergene i sne og is så længe, at de 
efterhånden har udviklet en stamme, som kan overleve i det barske 
klima uden nogen form for kontakt med civilisationen. De er ikke 
talrige, men meget vilde og krigeriske, og det sker, at de fanger og 
torturerer dem, som er så uheldige at komme inden for deres 
rækkevidde. I dette tilfælde var fire af landsbyens indbyggere blevet 
fanget af snemændene, og de andre indbyggere var ude af sig selv af 
rædsel og anede ikke, hvad de skulle gøre, så de havde sendt bud til 
Jast, som nu sammen med Emil og os andre kom foråt undsættede 
ulykkelige.
  Naturligvis var vi alle meget spændt på, om vi skulle fa lejlighed til 
at se disse vilde folk, som vi nok havde hørt om, men ikke regnet med 
eksisterede. I begyndelsen troede vi, at der ville blive organiseret et 
undsætningshold, og at vi ville få lov til at komme med, men dette håb 
brast, idet Emil meddelte os, at han og Jast ville gå alene, og at de tog 
af sted omgående.
  I løbet af et øjeblik forsvandt de, og de vendte ikke tilbage før 
aftenen efter, medbringende de fire fanger, som berettede de 
mærkværdigste ting fra deres ophold hos det besynderlige folk, som 
havde taget dem til fange. Efter alt at dømme går snemændene helt 
nøgne, og deres kroppe er efterhånden blevet helt behårede som vilde 
dyrs, så de kan tåle bjerghøjdernes strenge kulde. De bevæger sig efter 
sigende meget hurtigt; de skulle sågar kunne fange de vilde dyr, som 
også lever i disse bjergegne. De kalder Mestrene "Maendene fra 
Solen", og når Mestrene opsøger dem for at få de tilfangetagne 
udleveret, gør de ingen modstand. Vi fik at vide, at Mestrene havde 
gjort adskillige forsøg på at komme i kontakt med disse vilde folk, 
men forsøgene havde været resultatløse på grund af den frygt, 
snemændene nærede for Mestrene. Det siges, at deres frygt er så 
voldsom, at de, hvis Mestrene trænger sig på, hverken vil spise eller 
sove, men blot går hvileløse rundt. De har mistet al kontakt med 
civilisationen; de har endog glemt, at de nogensinde har haft nogen 
forbindelse med andre racer og har ingen anelse om deres egen 
nedstamning.
  Vi kunne ikke få Emil og Jast til at fortælle os ret meget om denne 
underlige, vilde stamme, ej heller kunne vi overtale dem til at tage os 
med ud til dem. På vore spørgsmål svarede de blot: "De er Guds bø 
rn, ganske som vi, de har blot levet meget længe i had og frygt for 
deres medmennesker. De har udviklet hadet og frygten i en sådan 
grad, at de er blevet helt isoleret fra deres medmennesker, og dermed 
har de glemt, at de nedstammer fra den menneskelige familie, så de 
selv tror, at de virkelig er de vilde skabninger, som de også 
forekommer os at være. Så længe har dette stået på, at de har mistet 
deres instinkter i modsætning til de vilde dyr, for den vilde skabning 
ved pr. instinkt, når et menneskeligt væsen elsker den og reagerer på 
kærligheden. Den slutning, vi kan drage, er, at mennesket skaber det, 
som det fylder sit sind med, og kan på den måde skille sig fra både 
Gud og mennesket og synke lavere end dyret. Det ville ikke tjene 
noget formål at tage jer med ud til dem. Det ville blot skade dem. Det 
er vort håb, at vi en dag finder en iblandt dem, som vil være 
modtagelig for vor lære, så vi ad den vej vil kunne nå dem alle."
  Vi fik besked om, at hvis vi på eget initiativ ville forsøge at komme 
i nærheden af disse mærkelige folk, stod det os frit at gøre det, og at 
Mestrene ganske givet ville kunne beskytte os mod overlast; ifald vi 
skulle blive tåget til fange, ville de sandsynligvis også kunne befri os 
igen. o
  Om aftenen fandt vi ud af, at vi næste dag skulle begive os pa vej til 
et meget gammelt tempel, der lå ca. fem og tredive miles fra vort 
nuværende opholdssted. Mine to kammerater besluttede, at de ville 
give afkald på at se templet og i stedet forsøge at komme på nærmere 
hold af de vilde mænd. De forsøgte at overtale to af beboerne i 
landsbyen til at gå med, men fik blankt afslag; ingen af beboerne ville 
forlade landsbyen, så længe de havde mistanke om, åt de vilde mænd 
var i nærheden. Mine kammerater besluttede da at forsøge alene og fik 
vejledning med hensyn til retning og stier af Emil og Jast, hvorefter de 
forsynede sig med skydevåben og gjorde sig parate. Før de tog af sted, 
aftvang Emil og Jast dem det løfte, at de kun ville skyde for at dræbe 
som den absolut sidste udvej. De kunne ger-ne skyde for at skræmme, 
så meget de ville, men de måtte give deres ord på, at hvis de dræbte, 
var det deres eneste redning.
  Det undrede mig, at vi havde skydevåben med, da vi normalt ikke 
bar skydevåben. Jeg havde forlængst lagt mine fra mig og anede ikke, 
hvor de var. Forklaringen var, at en af de kulier, som havde været med 
til at pakke vor bagage, havde anbragt to pistoler, som ikke var blevet 
fjernet igen.
  





Kapitel XIII

Senere på dagen tog Emil, Jast og jeg af sted med templet som mål og 
kom dertil næste dag klokken I5.30. Der var to ældre mænd, som 
havde opsyn med templet, og som sørgede for nattelogi til mig. 
Templet, som skal være over tolv tusinde år gammelt, ligger på en høj 
bjergtop og er bygget af kampesten. Det er velbevaret og 
vedligeholdes omhyggeligt. Det er et af de første templer, som blev 
bygget af Siddhaerne, og dets beliggenhed kunne ikke tjene hensigten 
- fuldkommen stilhed - bedre. Det ligger på den højeste bjergtinde i 
området i en højde af I0.900 fod over havet og lidt over 5000 fod over 
dalen. De sidste syv miles af opstigningen var så stejl, at det forekom 
mig, vi gik ret opad. Flere steder dannedes stien af træstøtter, der blev 
holdt på plads af reb, som var fastgjort til klippestykker højere oppe 
og derfra kastet ud over klippesiden. Det slog mig på et tidspunkt, 
mens vi klatrede op ad en sådan stolpesti, at vi befandt os i en højde af 
seks hundrede fod over jorden, tilsyne ladende i den fri luft. Andre 
gange var vi nødsaget til at klatre op ad rebstiger, som var fastgjort 
højere oppe. Den sidste del af opstigningen, ca. tre hundrede fod, 
foregik udelukkende ad rebstiger og var helt lodret. Da vi nåede op, 
havde jeg en følelse, som var jeg på selve verdens tinde.
  Næste morgen var vi oppe før solopgang, og da jeg stod på templets 
tag, glemte jeg alt om opstigningen den foregående dag. Templet lå 
helt ude på kanten af en stejl klippe, og når man stod på tåget og så 
ned, kunne man intet øjne under sig i en dybde af ca. tre tusinde fod, 
så det føltes, som om selve templet hang frit i luften. Det var meget 
vanskeligt at overbevise sig selv om, at det ikke forholdt sig sådan. I 
det fjerne kunne vi skimte tre bjerge, på hvilke der lå templer magen 
til dette, men de var så langt borte, at jeg ikke klart kunne få øje på 
dem med min kikkert. Emil sagde, at en af de andre grupper skulle 
være nået frem til templet på det fjernest liggende bjerg på 
nogenlunde samme tidspunkt, som vi var ankommet aftenen i forvejen, 
og det var den gruppe, vor chef var med i. Han sagde, at hvis jeg 
ønskede at komme i forbindelse med ham, kunne jeg blot sige til; de 
stod nu på tåget af det andet tempel nogenlunde som vi. Jeg tog min 
notesbog frem og skrev, at jeg stod på tåget af et tempel i en højde af 
I0.900 fod over havet, og det føltes, som om templet svævede frit i 
luften; klokken var nøjagtig 4.55 efter mit ur, og det var lørdag den 2. 
august. Emil læste meddelelsen og stod stille et øjeblik; så kom svaret: 
"Klokkeslet 5.0I efter mit ur - lokalitet: midt i luften 8.400 fod over 
havet - dato: lørdag den 2. august. Vidunderlig udsigt, men 
fornemmelsen højst mærkværdig".
  Så sagde Emil: "Hvis du gerne vil have det, kanjegtage beskeden 
med over til de andre, for jeg vil gerne over og tale med dem i det 
andet tempel, hvis du ikke har noget imod det; og når jeg kommer 
tilbage, kan jeg tage deres svar med herover." Det indvilligede jeg 
gerne i, og så forsvandt han. En time og fyrre minutter senere vendte 
han tilbage med en besked fra vor chef, som bekræftede, at Emil var 
ankommet dertil klokken 5.I6, og at de havde det dejligt ogglædede 
sig til de næste oplevelser.
  Vi blev i templet i tre dage, og Emil brugte tiden til at besøge de 
andre grupper og sørgede på den måde for at holde kommunikatio-nen 
vedlige.
  Den fjerde dag om morgenen gjorde vi os parat til at tage tilbage til 
landsbyen, hvor vi havde efterladt mine kammerater.
  Emil og Jast ville imidlertid gerne gøre en afstikker til en anden 
lille landsby, som lå i dalen ca. tredive miles fra det sted, hvor vi 
skulle have ændret retning for at komme tilbage til vor landsby. Jeg 
ville gerne med, så jeg foreslog, at vi alle tog derhen. Vi overnattede 
den nat i en hytte, der tilhørte en fårehyrde, og stod tidligt op næste 
morgen for at nå frem til vort bestemmelsessted den følgende dag 
inden mørkets frembrud. Vi måtte gå på vore ben hele vejen, da vi 
ikke havde kunnet benytte vore heste på turen til templet og derfor 
havde efterladt dem i landsbyen.
  Ved ti-tiden om formiddagen brød der et voldsomt tordenvejr løs, og 
det så ud, som om det ville blive styrtregn, men der kom ingen regn. 
Det var et skovrigt område, vi befandt os i, og jorden var dækket med 
tæt, tørt græs. Alt var usædvanlig tørt. Lynene slog ned i græsset flere 
steder og antændte det, og før vi så os om, var vi faktisk omringet af 
en skovbrand. Ilden rasede omkring os i lø bet af et øjeblik og 
nærmede sig med et eksprestogs hastighed. Røgen sænkede sig om os i 
tætte skyer, og jeg blev desperat ogpanikslagen. Emil og Jast så ud til 
at være rolige og fattede, og det fik mig til at falde nogenlunde til ro 
igen. De sagde: "Vi har to muligheder. Den ene er at forsøge at nå til 
den nærmeste kløft, hvor der er et vandløb. Hvis vi kan nå denne kløft, 
som ligger ca. fem miles herfra, kan vi sikkert komme i sikkerhed, 
indtil branden er overstået. Den anden mulighed er at gå fremad, 
gennem ilden, hvis du tør stole på, at vi kan føre dig igennem".
  

  Øjeblikkelig forlod al frygt mig, og det stod mig klart, at når disse 
mænd havde kunnet klare alle vanskelige situationer nid til, så kunne 
jeg trygt forlade mig på deres beskyttelse, og jeg trådte derpå ind 
imellem dem, hvorefter vi fortsatte vor vandring i den retning, hvor 
ilden tilsyneladende rasede voldsonist. Pludselig så det ud, som om en 
stor porthvælving åbnede sig foran os, og vi fortsatte lige igennem 
ilden uden på nogen måde at blive forulempet, hverken af røgen eller 
varmen eller af de brændende træstykker på stien under vore fødder. 
Det antændte område strakte sig over mindst seks miles, men jeg 
mærkede intet til det. Jeg opfattede kun, at vi gik på stien så 
uanfægtede af ilden, som om den ikke eksisterede. På den måde 
fortsatte vi, til vi nåede et lille vandløb, som bremsede ilden, og vi var 
ude af skovbranden.
  Mens vi gik gennem ilden, sagde Emil til mig: "Kan du se, hvor 
nemt det er at benytte sig af Guds højere lov i stedet for en lavere, når 
man virkelig har brug for den højere? Vi har nu hævet vore kroppes 
vibrationer, så de er højere end ildens, og ilden kan ikke genere os. 
Hvis vi skulle opfattes med jordiske sanser nu, ville vi være forsvun-
det, men i virkeligheden er vor identitet den samme, som den al-tid 
har været. I virkeligheden er vi ikke anderledes. Det er den jordiske 
sansning, som har mistet forbindelsen med os. Hvis de kunne se os, 
som vi er, ville det uden tvivl forekomme dem, at vi havde hævet os; 
og det er faktisk det, der sker. Vi hæver os til et bevidsthedsplan, hvor 
det jordiske - det dødelige - virkelig mister forbindelsen med os. Alle 
kan gøre det samme, som vi gør. Vi bruger blot en lov, som Faderen 
har givet os, for at vi skal bruge den. Det er den samme lov, vi 
anvender, når vi flytter vore kroppe fra det ene sted til det andet - når 
du ser os komme tilsyne eller forsvinde; man kan også kalde det at 
ophæve rumdimensionen. Vi overvinder simpelthen vanskelighederne 
ved at hæve vor bevidsthed over dem, og det er på den måde, vi bliver 
i stand til at overkomme eller ophæve alle begrænsninger, som 
mennesket med jordisk bevidsthed har pålagt sig selv."
  Jeg havde opfattet det, som om vi havde gået lidt over jorden, og 
fødderne kun lige akkurat havde berørt den. Da vi var nået over på den 
anden side af vandløbet, var min første fornemmelse, at jeg var vågnet 
efter en dyb søvn, og at jeg havde drømt det altsammen, men lidt efter 
lidt vågnede jeg helt op og blev klar over, at det virkelig var sket, og 
det betydningsfulde i tildragelsen begyndte at dæmre i min bevidsthed. 
Vi fandt et skyggefuldt sted ved bredden af vandløbet, spiste vor 
frokost og hvilede en time. Så fortsatte vi til landsbyen.







Kapitel XIV


Det viste sig at være en meget interessant landsby, idet der forefandtes 
nogle optegnelser, som, da de blev oversåt, måtte betragtes som 
endegyldigt bevis på, at Johannes Døberen havde boet på dette sted i 
ca. fem år. Senere viste der sig at være flere optegnelser, som, da vi 
fik dem oversåt, syntes at bevise, at han havde opholdt sig i området i 
omkring tolv år. Vi så også nogle optegnelser, som gjorde rede for, at 
han havde levet blandt disse folk både i Tibet, Kina, Persien og Indien 
i ca. tyveår. Ifølge vore planer så det faktisk ud til, at vi skulle følge 
næsten samme rute, som han havde fulgt ifølge de optegnelser, der var 
efterladt og bevaret. Disse var så interessante, at vi senere vendte 
tilbage til de forskellige landsbyer og foretog en ret omfattende 
efterforskning, som, sammenholdt med de data vi selv fandt frem til, 
gav os vældig god indsigt i hans færden, så vi ligefrem kunne 
kortlægge hans rejser for det tidsrum, hvor han opholdt sig i disse 
egne. Til tider stod disse begivenheder så livagtigt for os, at vi 
forestillede os, at vi selv rejste ad de samme veje, og at det hele så ud, 
som dengang Johannes færdedes der for så mange år siden.
  Vi blev i landsbyen i tre dage, og i den tid fik jeg et meget godt 
indblik i fortiden, som fik vide perspektiver for mig. Jeg kunne se, 
hvordan denne lære fortonede sig i en tåget fortid lige til selve 
begyndelsen - til altings oprindelse med eet eneste indhold - Gud. Jeg 
kunne se, hvordan de forskellige sidegrene af denne lære var opstået 
på grund af individuelle opfattelser af guddommelige åbenbaringer, 
idet hvert enkelt individ havde troet, at han alene havde fået den 
eneste sande åbenbaring fra Gud, havde følt, at han alene havde det 
eneste sande budskab, og at han var den eneste, som skulle 
viderebringe budskabet til verden. På den måde blev den klare, 
utilslørede sandhed forplumret af den jordiske opfattelsesev-ne, og 
resultatet var splittelse og disharmoni. I det lys kunne jeg se Mestrene 
stå klippefast, forankret i ren åndelighed med en urokkelig vished om, 
at det virkelige menneske er udødeligt, fri for synd, ujordisk, konstant, 
evigt, skabt i Guds billede. Det forekom mig, at man ved nærmere 
efterforskning ville finde ud af, at disse store mennesker havde bevaret 
og overleveret denne sandhed i
  

gennem tiderne i sin oprindelige form. De hævder ikke, at de ved alt, 
ej heller kræver de, at nogen skal acceptere noget som helst, 
medmindre de selv erfarer det, og de gør ikke krav på at have nogen 
myndighed, undtagen den, der kommer til udtryk i deres gerninger.
  Da vi havde været der i tre dage, var Emil og Jast parat til at vende 
tilbage til landsbyen, hvor vi havde efterladt mine kammerater. Deres 
opgave i landsbyen havde udelukkende været at helbrede, og de kunne 
naturligvis have gjort turen til både templet og landsbyen på langt 
kortere tid uden mig, men da jeg ikke var i stand til at bevæge mig 
rundt på samme måde som de, tog de den tid, jeg havde nødig.
  Da vi kom tilbage til landsbyen, ventede mine kammerater på os. 
Deres eftersøgning efter snemændene havde været forgæves. De 
havde søgt i fem dage, før de endelig noget skuffede havde opgivet, 
men da de var på tilbagevejen, havde de fået øje på noget, der 
mindede om en menneskeskikkelse, der tegnede sig i silhouet mod 
himlen på et højdedrag ca. en mile borte. Før de kunne nå at få 
kikkerterne frem, var skikkelsen forsvundet så langt bort, at de kun 
fik et glimt af den, men de havde nået at opfatte en abelignende 
skikkelse dækket med hår. Så skyndte de sig hen til stedet, men fandt 
intet. Skønt de tilbragte resten af den dag med at undersøge området, 
fandt de ikke noget som helst spor og opgav så eftersøgningen.
  Efter at have hørt min beretning om turen til templet, ville mine 
kammerater også gerne have den oplevelse, men Emil sagde, at vi i lø 
bet af nogle få dage ville komme til et andet, som var næsten magen 
til, så de vedtog, at de kunne undvære den tur.
  Der var kommet en hel del mennesker fra oplandet til landsbyen for 
at blive helbredt, da de havde hørt, at de fire, som var blevet fanget af 
snemændene, var reddet, så vi blev i landsbyen en dag til, og det var 
nogle fantastiske helbredelsesresultater, vi overværede. En ung kvinde 
i tyveårsalderen, som vinteren i forvejen havde fået slemme 
forfrysninger i sine fødder, blev kureret. Vi så rent faktisk kødet 
vokse ud, til fødderne var helede, og hun kunne gå helt normalt. To 
blinde fik deres syn igen. Den ene, fik vi at vide, var født blind. 
Mange lettere sygdomstilfælde blev kureret.
  Helbredelserne syntes at gøre dybt indtryk på alle. Vi spurgte 
senere Emil, om der var mange, som blev omvendt, og han sagde, at 
mange af dem, der blev hjulpet, blev interesseret i at lære, og de ville 
eventuelt arbejde et stykke tid for at udvikle sig, men de fleste faldt 
normalt hurtigt tilbage til deres vanlige levevis, da de fandt det alt for 
anstrengende at gå ind for arbejdet for alvor. Næsten alle lever et let 
liv uden bekymringer, og der er ikke mere end omkring en procent af 
dem, som erklærer sig for troende, der virkelig tager det al-vorligt. 
Resten er helt afhængig af, at andre hjælper dem, når de møder 
vanskeligheder, og det er netop heri, en stor del af deres 
genvordigheder ligger. Mestrene siger, at de kan hjælpe enhver, som 
virkelig ønsker hjælp, men de kan ikke gøre arbejdet for nogen. De 
kan fortælle andre om den overflod, der er til disposition, men for 
virkelig at blive eet med og få del i overfloden må hver enkelt selv nå 
til accept og erfare det ved at kende og udføre arbejdet.
  





Kapitel XV

Næste morgen tog vi fra landsbyen, og to af indbyggerne, som 
ønskede at påbegynde arbejdet, ledsagede os. Den tredie dags aften 
kom vi til en landsby, der lå ca. tolv miles fra den, jeg havde været i 
sammen med Emil og Jast, og hvor jeg havde gennemgået 
beretningerne om Johannes Døberen. Jeg var meget ivrig efter, at mine 
kammerater også skulle se optegnelserne, så vi besluttede os for et 
ophold der, og Jast ledsagede os til landsbyen. Da vi havde 
gennemgået beretningerne, var mine kammerater virkelig begejstre-de, 
og vi udarbejdede en plan, hvorefter vi kunne kortlægge og følge de 
ruter, som var skitseret i optegnelserne.
  Om aftenen fik vi besøg af den Mester, som ledede den fjerde 
gruppe. Han havde også meddelelser til os fra den første og tredie 
gruppe. Han var født og opvokset i landsbyen og hans forfædre havde 
nedskrevet beretningerne, som siden da havde været i familiens 
besiddelse. Han var efter sigende femte generation efter forfatteren af 
optegnelserne, og han fortalte os, at ingen i hans familie var afgået 
ved døden. De havde alle medtaget deres legemer og kunne vende 
tilbage når som helst. Vi spurgte, om det ville være for stor ulejlighed 
for forfatteren til optegnelserne at komme og tale med os, hvilket han 
sagde, det ikke ville, så vi blev enige om at holde mødet samme aften.
  Vi havde blot ventet nogle få minutter, da en mand, som så ud til at 
være omkring de fem og tredive, pludselig dukkede op i rummet. Han 
blev præsenteret for os, og alle rakte ham hånden. Vi var alle 
fascinerede af hans udseende, for vi havde forestillet os, at han ville 
være meget gammel. Han var over middelhøjde, havde marke-rede 
træk, men han havde det venligste ansigt, jeg nogensinde havde set. 
Hver bevægelse tydede på karakterstyrke, og hele hans væsen havde 
en udstråling, som var helt ufattelig.
  Før vi satte os, klappede Emil, Jast og de to fremmede i hænderne 
midt i rummet for derefter at stå helt stille nogle øjeblikke. Derefter 
satte vi os alle ned, og han, som så pludselig var dukket op i rummet, 
sagde: "I har bedt om denne samtale for at få en bedre forståelse af de 
beretninger, som er blevet læst og oversåt for jer. Jeg kan fortælle jer, 
at det er mig, der har nedskrevet dem og opbevaret dem, og at det, der 
bliver fortalt om den ædle sjæl, Johannes Døberen, og som overrasker 
jer voldsomt, er helt faktisk og stammer fra den tid, da han levede 
sammen med os her. Optegnelserne viser, at han var en mand af stor 
visdom og med et højt udviklet intellekt. Han vidste, at vor lære var 
sand, men han nåede aldrig helt den virkelige erkendelse, for hvis han 
havde gjort det, ville han aldrig være afgået ved døden. Jeg har siddet 
i dette rum og hørt Johannes og min fader tale sammen, og det var her, 
han tilegnede sig meget af sin lærdom. Det var her, min fader gik over 
og tog sin krop med sig, og Johannes overværede hans bortgang.
  Der er ingen i min familie, hverken på fædrene eller mødrene side, 
som ikke har medtaget deres kroppe, når de er gået over. Denne 
proces, denne overgang, er ensbetydende med, at kroppen har nået sin 
åndelige fuldkommenhed, så at man bliver så bevidst om Livets eller 
Guds dybe åndelige mening, at man ser livet, som Gud ser det. Da er 
man rede til at modtage den højeste lære, og fra denne sfære er man i 
stand til at hjælpe alle (vi kommer aldrig ned fra dette rige, for de, 
som har nået denne sfære, ønsker ikke længere at stige ned). Vi ved, at 
liv er ensbetydende med fremskridt - konstant fremgang; man vender 
ikke tilbage, og ingen ønsker det.
  Alle rækker ud for at nå dem, som stræber efter mere lys, og de 
budskaber, som vi konstant sender ud i Universet, bliver opfanget af 
dem af Guds børn, som er modtagelige, overalt på jorden i dag. Dette 
er den primære hensigt med at nå til dette rige eller denne 
bevidsthedstilstand - at hjælpe alle på en eller anden måde. Vi både 
taler med og vejleder dem, som er modtagelige, og som hæver deres 
bevidsthed, enten ved hjælp af egne kræfter eller en andens. Der er 
ingen, der kan gøre arbejdet for jer - der er heller ingen, der kan 
skubbe på jer i det uendelige. I må beslutte jer til at gøre arbejdet selv 
- og gøre det. Først da har man frihed og tillid til sig selv. Når alle, 
som Jesus, har bevidstgjort sig, at kroppen er et åndeligt legeme og 
uudsletteligt, og fastholder denne bevidsthed, så vil vi være i stand til 
at kommunikere med alle og udbrede den lære, som vi har modtaget, 
til langt flere. Vi er så begunstigede at vide, at alle kan gøre, hvad vi 
har gjort, og derved løse ethvert eksisterende problem, og det, som 
man hidtil har betragtet som vanskeligt og mystisk, vil man finde, er 
ganske enkelt.
  Jeg ser ikke anderledes ud end et hvilket som helst andet menneske, 
I møder på jeres vej, og mit syn på jer er det samme."
  Vi indskød, at vi mente at kunne se noget langt mere forfinet i ham, 
hvortil han svarede: "Det er blot det dødelige i sammenligning med 
det udødelige i mennesket. Hvis I udelukkende søgte efter de 
guddommelige egenskaber i mennesket og ikke sammenlignede,
  

ville I se ethvert menneskeligt væsen, som I ser mig, eller hvis I så 
efter Kristus i ethvert ansigt, ville den Kristus eller den guddommelige 
kvalitet fremtræde på ethvert ansigt. Vi sammenligner ikke. Vi ser kun 
Kristus eller det guddommelige lys i alle, altid, og på den måde 
adskiller vort syn sig fra jeres. Vi ser det fuldkomne eller har klart 
syn, mens I ser det ufuldkomne eller har uklart syn. Indtil I kommer i 
kontakt med nogen, som kan undervise jer, så I kan hæve jeres 
bevidsthed, så I kan se os og tale med os, sådan som I gør nu, vil vor 
lære kun forekomme jer at være af inspiratorisk beskaffenhed. Det er 
ikke inspiration, når vi samtaler, eller når vi forsøger at samtale med 
en. Det er kun vejledning, som fører til det sted, hvor den virkelige 
inspiration kan mod tåges. Kun når det kommer direkte fra Gud, er der 
tale om inspiration, og når I lader Gud udtrykke sig gennem jer. Da er 
I hos os.
  Idealbilledet af blomsten er i mindste detalje indeholdt i frøet, men 
det må vokse, udvikles og bearbejdes konstant og vedvarende og 
indarbejdes i alle detaljer i det indre billede, som blomsten bærer af 
sig selv; først da springer blomsten ud i al sin pragt. På samme måde 
fastholder Gud idealbilledet af ethvert barn i sit sind, det perfekte 
billede, som Han ønsker at udtrykke sig igennem. Vi kan få endnu 
mere ud af denne fuldkomne udtryksform, end blomsten gør, hvis vi 
blot vil lade Gud udtrykke sig gennem os så fuldkomment, som Han 
har tænkt det. Det er kun, når vi tager sagerne i vore egne hænder, at 
problemerne og vanskelighederne opstår, og dette gælder ikke for en 
enkelt eller for nogle få; det gælder for alle. Vi har lært, at vi ikke er 
forskellige fra jer. Vi opfatter blotanderledes - det er alt.
  De forskellige ismer, kulter og trosbekendelser, de forskellige 
trosretninger er alle positive, for de vil med tiden føre deres 
tilhængere til forståelsen af, at under overfladen er der en dyb 
virkelighedsfaktor, som de har overset, noget meget dybt, som de ikke 
har fået forbindelse med; eller at de har undladt at forene sig med det, 
som er en del af dem selv, det, som man kan og bør eje. Vi ved, det er 
selve det, der sluttelig vil forårsage, at mennesket kommer til at eje 
det hele. Selve det faktum, at mennesket føler, der er noget, som skal 
erhverves, noget som skal ejes, og som det endnu ikke ejer, vil 
anspore det til at fortsætte, indtil målet er nået. Det er på den måde, 
alle fremskridt bliver gjort. Tanken udtrykkes først fra Guds 
bevidsthed og når menneskets, og mennesket ser, der er noget forude, 
som det når, hvis blot det fortsætter. Her forkludrer mennesket det 
sædvanligvis ved at undlade at erkende, hvorfra tanken kom. Det 
fjerner sig fra Gud, og i stedet for at lade Gud, det fuldkomne, komme 
til udtryk gennem sig, begynder mennesket at udtrykke sig på sin egen 
måde og skaber noget ufuldkomment* noget der kunne have været en 
guddommelig manifestation.
  Hvis mennesket blot ville fatte, at enhver tanke kommer direkte fra 
Gud og er fuldkommen, og at det straks skulle gøre denne tanke til sit 
ideal og lade den komme til udtryk i dens guddommelige form, at det 
skulle holde sine jordiske hænder borte og blot lade Gud udtrykke sig 
i al sin fuldkommenhed. På den måde ville idealbilledet virkelig blive 
manifesteret. Vi må forstå, at Gud er hævet over det jordiske, og at det 
jordiske ikke kan hjælpe på nogen måde. Med en sådan viden ville 
mennesket hurtigt lære at udtrykke det fuldkomne. Det afgørende for 
mennesket er at lære for bestandig at komme ud over, at befri sig for 
de psykiske og mentale kræfter og lade sig lede direkte fra sin 
guddommelige kærne, thi alle psykiske kræfter er menneskets værk, 
og de fører som regel mennesket på vildspor."
  







Kapitel XVI


Her sluttede han sin tale, og vi aftalte, at alle skulle mødes igen ved 
morgenbordet. Vi stod tidligt op næste morgen og var parat til at spise 
morgenmad klokken 6.30. Da vi forlod vort nattelogi, mødte vi vore 
venner. De var også på vej til morgenbordet og gik og talte sammen 
som almindelige, jordiske mennesker. De hilste på os, og vi udtrykte 
vor forbavselse over deres jordiske fremtræden. Deres kommentar var: 
"Vi er kun mennesker ligesom I. Hvorfor vil I absolut betragte os som 
anderledes? Vi er på ingen måde forskellige fra jer; vi har blot 
udviklet vor guddommelige kærne mere end I har." Så spurgte vi: 
"Hvorfor kan vi ikke gøre det samme, som vi har set jer gøre?" De 
svarede: "Hvorfor følger alle dem, som vi kommer i forbindelse med, 
os ikke, og udretter det samme? Vi kan ikke, og vi ønsker heller ikke 
at påtvinge nogen vor vej. Det står alle frit at leve det liv, de selv 
vælger og gå den vej, som de ønsker at gå. Vi forsøger blot at vise jer 
den lette og enkle vej, som vi kender, og som har vist sig at være 
tilfredsstillende for os."
  Så gik vi til morgenbordet, og under måltidet blev der talt om 
almindelige, dagligdags emner. Jeg faldt hen i undren. Her sad vi 
sammen med fire mænd. En af dem havde levet her på jorden i et par 
tusinde år. Han havde fuldkommengjort sin krop i en sådan grad, at 
han var i stand til at medtage den, når som helst og hvor som helst. 
Hans krop var ligeså livfuld og ung som en fem og tredive årigs, og 
denne tilstand havde han bibeholdt i ca. to tusinde år. Ved siden af 
ham sad en mand, som var femte generation efter, eller som 
nedstammede i lige linie fra den førnævnte. Han havde levet her på 
jorden i over syv hundrede år, og hans krop så ikke ud til at være en 
dag over fyrre. Og de talte med os på samme måde, som enhver anden 
ville gøre. Så var der Emil, som havde levet i over fem hundrede år og 
så ud til at være omkring fyrre, og Jast, som var omkring fyrre og 
lignede en mand på den alder. Alle talte sammen som brødre, uden 
antydning af overlegenhed fra nogen side -venligt, enkelt, og dog med 
en klar og logisk formulering; der var ingen mysticisme over dem; de 
var ganske almindelige mennesker, som førte en dagligdags samtale. 
Det kunne ikke trænge helt ind i min bevidsthed, at det hele ikke var 
en drøm.
  Da vi rejste os fra bordet, ville enaf mine kammerater til at betale 
for måltidet, men Emil sagde: "I er vore gæster her", og rakte en 
tilsyneladende tom hånd frem mod opvarteren. Hånden var imidlertid 
ikke tom; der var nøjagtig det beløb, som regningen lød på. Vi fandt 
ud af, at vore venner ikke gik med penge på sig og heller ikke havde 
behov for det. Når de havde brug for penge, var de lige ved hånden, 
skabt af det Universelle.
  Vi gik udenfor og manden, som hørte til vor femte gruppe, gav os 
hånden og sagde, at han skulle tilbage til gruppen, og så forsvandt 
han. Vi noterede tidspunktet for hans forsvinden og fandt senere ud af, 
at han var dukket op hos vore kammerater, ti minutter efter at han 
havde forladt os.
  Vi tilbragte dagen sammen med Emil, Jast og vor historiske ven, 
som vi kaldte ham. Vi gik rundt i landsbyen og i omegnen, og vor ven 
fortalte meget detaljeret og kom med mange eksempler på det, der var 
foregået i de tolv år, da Johannes Døberen havde boet i landsbyen. 
Han skildrede disse hændelser så livagtigt, at vi følte os hensat til den 
dunkle fortid, som vi gik der og talte med denne ædle sjæl, som vi 
hidtil havde fornemmet som lidt af en mytisk figur, der var fremmanet 
på mystisk vis. Fra den dag blev Johannes Døberen en virkelig, 
levende person - for mig så virkelig, at jeg kunne fornemme ham gå 
omkring i landsbyens gader og i omegnen og modtage lærdom af de 
store sjæle, som han var iblandt, ligesom vi nu gik omkring både i 
landsbyen og i omegnen - dog uden at kunne fatte den store, 
fundamentale sandhed i det hele.
  Vi travede omkring hele dagen og lyttede til de meget interessante 
beretninger om de historiske hændelser, og vi fik optegnelserne læst 
op og forklaret på de steder, hvor begivenhederne havde fundet sted 
tusinder af år i forvejen, så da vi vendte tilbage til landsbyen lige før 
mørkets frembrud, var vi fuldstændig udmattede. Vore tre venner, som 
havde været sammen med os hele tiden og gået lige så langt som vi, 
viste ikke mindste tegn på træthed, endsige udmattelse. Vi var 
snavsede, støvede og svedige, mens de havde det tilpas køligt og 
behageligt, og deres klæder var lige så hvide og friske og rene, som da 
vi startede om morgenen.
  Vi havde under hele vort samvær med disse folk bemærket, at deres 
klæder aldrig blev snavsede, og havde gentagne gange nævnt det for 
dem, men havde ikke fået nogen forklaring før nu. Som svar på en 
bemærkning, der faldt i den anledning, sagde vor historiske ven: "Det 
forekommer jer mærkværdigt, men vi finder det endnu mere 
mærkværdigt, at noget af det stof, som Gud har skabt, klæber sig til 
noget andet gudsskabt, hvor det er uønsket og ikke hører til. Hvor den 
klare indsigt har vundet indpas, kan dette ikke ske, thi
  

ikke et gran af den guddommelige materie kan flyttes eller anbringes 
noget sted, hvor det er uønsket."
  Et øjeblik efter opdagede vi, at vore klæder og kroppe var lige så 
rene og friske som deres. Omskabelsen - for os var det virkelig en 
omskabelse - var indtruffet samtidig for os alle tre, mens vi stod der. 
Al træthed var som blæst bort, og vi var så friske, som om vi lige var 
stået ud af sengen og havde tåget et morgenbad.
  Vi havde fået svar på alle vore spørgsmål. Den aften gik vi i seng 
med den dybeste følelse af fred, vi endnu havde oplevet under vort 
samvær med disse folk, og den følelse af ærefrygt, vi havde, veg 
hurtigt til fordel for en meget dybtfølt kærlighed til disse enkle, 
venlige sjæle, som gjorde så meget for menneskeheden, eller for deres 
brødre, som de selv udtrykte sig. Vi begyndte at betragte dem som 
brødre. De ville ikke have nogen anerkendelse eller ære for det, de 
udrettede, men sagde, at det var Gud, der udtrykte sig gennem dem. 
"Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det han ser Faderen 
gøre."





Kapitel XVII

Næste morgen vågnede vi med alle sanser åbne, forventnings fu Ide og 
spændte på, hvad den ny dag ville bringe. Vi var begyndt at betragte 
hver dag som en åbenbaring af livsudfoldelse og følte, at vi stod lige 
på tærskelen til en forståelse af den dybere mening med de ting, som vi 
oplevede.
  Ved morgenbordet fik vi at vide, at vi skulle til en landsby, som lå 
højere oppe i bjergene og derfra videre til det tempel, som lå på en 
bjergtop, og som jeg havde fået udpeget, da jeg stod på tåget af det 
tempel, som jeg allerede har berettet om. Vi fik besked på, at vi ville 
kunne ride på vore heste femten miles af vejen. To af landsbyens 
indbyggere ville ledsage os for at tage sig af hestene, når vi ikke kunne 
have dem med længere, og bringe dem til en anden landsby, hvor de 
ville passe dem, indtil vi kom.
  Da vi havde redet de femten miles, overlod vi som aftalt vore heste 
til de to mænd fra landsbyen og begav os til fods op ad den smalle 
bjergsti, som mange steder bestod af trin udhugget i klippen. Vi 
overnattede i et herberg, som lå på en højderyg ca. midtvejs mellem 
det sted, hvor vi havde måttet skilles fra vore heste og den landsby, 
som var vort mål.
  Herbergsindehaveren var en gammel, tyk, munter fyr. Han var så 
rund og trivelig, at det så ud, som om han rullede i stedet for at gå, og 
man kunne knap nok se, at han havde øjne. Så snart han så Emil, bad 
han om at blive helbredt. Hvis han ikke fik hjælp, mente han, at han 
afgjort ville dø snart. Vi fik at vide, at han og hans forfedre havde haft 
herberget og beværtet folk i hundreder af år, og at han havde drevet 
det i ca. halvfjerds år. På det tidspunkt, da han overtog herberget, blev 
han helbredt for en såkaldt arvelig sygdom, som regnes for 
uhelbredelig. Derefter var han gået aktivt ind for deres arbejde i to år, 
men havde så gradvis mistet interessen og var blevet mere og mere 
afhængig af andres hjælp. Det var gået godt i ca. tyve år; han trivedes 
tilsyneladende godt, og hans helbred var udmærket, men pludselig var 
han faldet helt tilbage til en sløvhedstilstand, som han ikke var i stand 
til at komme ud af ved egen hjælp. Hans tilfælde var sådan set kun et 
godt eksempel på det, der sker med tusindvis af andre. Disse 
mennesker lever et let og overfladisk liv, og alt, hvad
  

der kræver en anstrengelse, bliver meget hurtigt belastende. De mister 
hurtigt interessen, og deres bøn om hjælp bliver automatisk i stedet for 
at være udtryk for et dybt og meningsfyldt ønske.
  Vi stod tidligt op næste morgen og drog af sted. Klokken fire om 
eftermiddagen nåede vi frem til landsbyen, hvorfra vi kunne se vort 
endemål, templet, næsten lodret over vore hoveder, helt oppe på toppen 
af en bjergtinde. Bjergsiderne var så stejle, at man måtte hejses op i en 
kurv. Via en trisse, som var fastgjort til en træbjælke, der var hugget 
ind i klippesiden, kunne kurven med et reb, der i den anden ende blev 
reguleret af et hejseværk, hæves og sænkes. Hejseværket var anbragt i 
et lille indhug i klippen på afsatsen, som ragede frem og hang ud over 
klippevæggen. Bjælken, som trissen sad fast på, ragede lige akkurat så 
langt ud, at rebet og kurven gik fri af afsatsen, så man nedefra kunne 
hejse lasten op til afsatsen. Her blev kurven svinget ind og landede 
sikkert ovenpå afsatsen i det lille indhug, der var lavet til det samme. 
Klippefremspringet ragede så langt ud over klippevæggene, at kurven 
svingede fra halvtreds til tres fod ud i den fri luft, mens den blev hejset 
op og ned. På et bestemt signal blev kurven sænket ned, og vi gik 
ombord og blev, en efter en, hejset op på klippeafsatsen fire hundrede 
fod oppe.
  Da vi var landet på afsatsen, begyndte vi at søge efter en sti, så vi 
kunne komme op til templet, hvis mure vi kunne se som en fortsættelse 
af klippevæggen, som rejste sig lodret endnu fem hundrede fod. Så fik 
vi at vide, at vi endnu en gang skulle hejses op, som vi lige var blevet. 
Ved nærmere eftersyn fik vi da også øje på en bjælke magen til den på 
klippeafsatsen, hvor vi stod, og vi så et reb blive sænket; dette bandt vi 
fast i kurven og blev så hejset op, en efter en, og landede på tåget af 
templet fem hundrede fod højere oppe. Atter havde jeg en fornemmelse 
af at være på verdens tinde. Templet lå på en klippe, som ragede ni 
hundrede fod op over alle de omkringliggende bjerge. Landsbyen, som 
vi kom fra, og som lå ni hundrede fod under os, lå i selve det bjergpas, 
som fører over Himalaya bjergkæden. Vi fandt ud af, at templet her lå 
ca. et tusinde fod lavere end det, jeg havde været i sammen med Emil 
og Jast, men udsynet var meget videre. Derfra, hvor vi stod, så det ud, 
som om det uendelige rum udbredte sig for vore øjne.
  Vi fik anvist vort nattelogi, og vore tre venner sagde, at de ville 
opsøge nogle af vore kammerater; hvis vi havde nogen meddelelser, 
ville de gerne tage dem med. Vi gjorde så vore notater, daterede dem 
omhyggeligt og opgav tid og sted, hvorefter vi afleverede dem til vore 
venner, som tog afsked og sagde, at vi ville ses igen om morgenen, og 
så forsvandt de en efter en. Vi noterede omhyggeligt tidspunktet og 
indholdet af vore meddelelser og konstaterede senere, at 
meddelelserne havde nået deres bestemmelsessted i løbet af tyve 
minutter, regnet fra det øjeblik, vi gav dem fra os.
  Efter et dejligt aftensmåltid trak vi os tilbage for natten, men ikke 
for at sove; vore oplevelser havde gjort et meget dybt indtryk på os. Vi 
befandt os i en højde af ni tusinde fod, og der var ingen menneskelige 
væsener i nærheden, bortset fra dem, der passede templet. Her var 
absolut stilhed; kun vore egne stemmer brød stilheden. Ikke en vind 
rørte sig. En af mine kammerater bemærkede: "Det er ikke så 
underligt, at de vælger en sådan placering til meditation. Stilheden er 
så intens, at man næsten kan føle den. Man kan ikke forestille sig noget 
mere ideelt sted til at meditere." Så sagde han, at han ville gå ud og se 
sig lidt omkring. Han vendte imidlertid hurtigt tilbage og meddelte os, 
at alt var indhyllet i en tæt tåge, så man intet kunne se.
  Mine to kammerater faldt snart efter i søvn, men jeg kunne ikke 
sove, så jeg stod op, klædte mig på og gik udenfor på templets tag og 
satte mig på kanten med fødderne hængende ud over muren. Der 
trængte lige akkurat månelys nok igennem tågen til at oplyse den 
kulsorte nat, som ville have været uigennemtrængelig, hvis ikke månen 
havde skinnet. Der var lige lys nok til, at man kunne skimte de store, 
bølgende tågebanker, der rullede forbi, nok til at minde mig om, at jeg 
ikke svævede frit i rummet, at dernede, et eller andet sted, var jorden, 
og at det sted, jeg befandt mig på, på en eller anden måde havde 
forbindelse med den. Så var det pludselig, som om jeg kunne se en 
bred, lysende vej, hvis stråler bredte sig vifteformet med den udbredte 
ende af viften mod mig. Det sted, jeg befandt mig på, forekom mig at 
være næsten centrum for de evigt udbredende stråler, og den midterste 
stråle var den klareste af dem alle. Hver stråle fortsatte på en eller 
anden måde i en bestemt retning, indtil den oplyste en bestemt del af 
jorden. Alle strålerne oplyste forskellige dele af jorden, men flød til 
sidst sammen og dannede een kraftig hvid stråle. Når jeg så langt frem, 
kunne jeg se, hvordan de alle løb sammen og dannede eet centralt 
punkt, et intenst, hvidt lyspunkt, så hvidt, at det syntes gennemsigtigt 
som krystal. Pludselig føltes det, som om jeg stod ude i rummet og 
betragtededet hele. Når jeg så langt, langt ud ad den hvide stråle, kunne 
jeg se noget, der mindede om genfærd fra den fjerne fortid, noget der 
kom marcherende og blev til flere og flere, men i faste rækker, indtil 
de nåede et vist punkt; så skiltes de mere og mere, indtil de fyldte hele 
lysstrålen og dækkede hele jorden. De syntes alle at dukke op fra et 
centralt, hvidt lyspunkt. De syntes at komme ud af dette punkt, først 
en, og lige foran var der to, lige foran dem var der fire, og sådan blev 
det ved, og de spredte sig som en vifte, indtil spredningen var videst
  

mulig, og der var omkring hundrede side ved side i en lige række. Her 
spredtes de pludselig og skiltes, og de fyldte hele den lysende vej, og 
hver enkelt marcherede videre tilsyneladende alene, indtil de forekom 
mig at have indlemmet hele jorden. Da de havde bredt sig over hele 
jorden, så det ud, som om strålerne havde nået den videst mulige 
spredning, og så samledes de lidt efter lidt for atter at ende i det ene 
punkt, som de oprindelig var udgået fra. Kredsen var sluttet og de 
trådte atter frem en efter en. Men før de trådte frem, stod de i en 
række, hundrede side om side, og de smeltede langsomt sammen for at 
ende som een, og den ene trådte ind i lyset alene. Jeg kom pludselig i 
tanke om, at det var temmelig risikabelt at sidde og drømme her, så 
jeg rejste mig og gik ind i seng.






Kapitel XVIII

Vi havde bedt om at blive vækket ved morgengry, og før jeg vidste af 
det, blev der banket på døren. Vi for alle ud af sengen, ivrige efter at 
opleve det første daggry fra dette ophøjede sted. Vi klædte os på på 
ingen tid og for ud på tåget som tre ivrige skoledrenge. Vi lavede så 
megen støj, at tempelpasserne ganske forskrækkede kom farende op 
for at se, om vi var ved vore fulde fem. Vi tre lavede sandsynligvis 
mere støj, end man nogensinde tidligere havde været udsat for iden 
fredfyldte stilhed i det gamle tempel, lige siden det blev bygget, og 
det, erfarede vi, var mere end ti tusinde år siden. Det var så gammelt, 
at det lignede en del af klippen, som det var bygget på.
  Da vi kom ud på tåget, var det ikke nødvendigt at bede os om at 
være stille. Eet blik, og mine to kammeraters øjne og munde stod 
vidtåbne. Hvis nogen havde betragtet mig, tror jeg, de ville have set 
det samme. Jeg ventede og lod dem tale først. Næsten som med een 
mund udbrød de: "Jamen, vi svæver jo i den fri luft." De udtrykte 
nøjagtigt det, som jeg havde følt i det andet tempel. Man glemte 
simpelthen et kort øjeblik, at der var fast grund under fødderne, da 
følelsen af at svæve i luften var så stærk. En bemærkede: "lntet under, 
at disse folk kan flyve efter at have oplevet dette.*"
  Vi blev vækket fra vor henførte tilstand af en latter, og alle vendte 
sig for at opdage, at Emil, Jast og vor historiske ven stod lige bag os. 
En af mine kammerater gik straks hen til dem, prøvede at tage dem 
alle i hånden på een gang og udbrød: "Det er helt vidunderligt! Det 
undrer os ikke, at I kan flyve efter at have opholdt jer her et stykke 
tid." De smilede, og en af dem sagde: "I kan flyve, ligeså vel som vi 
kan; I behøver blot at vide, at I har kraften i jer til at gøre det, og så 
bruge kraften." Så vendte vi os om for at nyde udsigten. Tågen var 
sunket og sejlede under os som store bølger, lige akkurat så højt, at 
man ikke kunne se jorden nogetsteds, og tågebankernes bevægelse gav 
os en fornemmelse af at blive båret af sted på stille vinger. Når man 
stod deroppe og så langt ud over dette bølgende hav, mistede man 
fuldstændig fornemmelsen af at have fast grund under fødderne, og 
det var vanskeligt at overbevise sig selv om, at vi ikke sejlede af sted i 
rummet. Jeg følte det, som om min krop blev vægtløs, og jeg svævede 
over tåget. Jeg havde så fuldstændig glemt
  

mig selv, da der var en, der brød stilheden, at mine fødder ramte tåget 
med en sådan kraft, at jeg havde eftervirkninger af st ødet i flere dage.
  Ved morgen bordet besluttede vi at blive på stedet i tre dage, da vi 
kun havde planer om at besøge et sted til af interesse, før vi skulle 
sætte ind på at nå frem til det aftalte mødested. Da vi læste de 
meddelelser, som Emil havde medbragt, erfarede vi, at den gruppe, vor 
chef var i, havde været her i templet for få dage siden. Efter 
morgenmåden gik vi ud igen, og nu var tågen ved at lette. Vi blev 
stående, indtil den var lettet helt, og solen kom frem. Så kunne vi se 
den lille landsby, som lå tæt inde ved klippen, samt hele dalen langt 
nede.
  Vore venner besluttede sig til at tage ned til landsbyen, og vi 
spurgte, om vi kunne tage med. De lo og sagde, at det måtte vi gerne, 
men det var nok bedst, at vi brugte kurven i stedet for at forsøge os 
med deres rejsemetoder; det kunne eventuelt ødelægge vort gode 
udseende. Så blev vi sænket ned på klippeafsatsen, en efter en, og 
dernæst ned til det lille plateau lige over landsbyen. Næppe var den 
sidste af os kommet ud af kurven, før vore venner var der. Vi gik ned 
til landsbyen og tilbragte størstedelen af dagen der. Det var en 
ejendommelig gammel by, typisk for disse bjergegne; alle husene var 
hugget ind i klippesiden, og den sidste væg var bygget af 
klippestykker. Der var ca. tyve huse ialt. Vi fik at vide, at husene var 
bygget på den måde, for at de ikke skulle blive knust af de tunge 
snemasser om vinteren. Indbyggerne begyndte hurtigt at samles, og 
Emil talte til dem et øjeblik. Det blev arrangeret, at der skulle holdes et 
møde den følgende eftermiddag, og der blev sendt bud rundt for at 
underrette dem, der boede i nærheden, og som ønskede at delta-ge.
  Vi fik at vide, at Johannes Døberen havde boet i landsbyen og fået 
undervisning i templet, og at templet ikke havde ændret sig, siden 
Johannes var der. Vi så, hvor huset, han havde boet i, havde stået, men 
selve huset var blevet revet ned. Om eftermidagen, da vi vendte 
tilbage til templet, var luften helt klar, så vi kunne se vidt omkring, og 
vi kunne se den sti, som Johannes havde benyttet, når han gik til og 
fra templet, samt de forskellige landsbyer han havde boet i. Man 
antog, at templet var blevet bygget og landsbyen grundlagt mere end 
seks tusinde år, før Johannes kom til stedet. Vi kunne se den sti, vi 
skulle følge, når vi skulle videre, og vi fik at vide, at den havde været 
i brug, lige siden templet blev bygget. Ved fem-tiden om 
eftermiddagen sagde vor historiske ven, at han ville forlade os et 
stykke tid. Så gav han os hånden og sagde, at det ikke ville vare 
længe, før han kom igen, og så forsvandt han.
  Om aftenen oplevede vi fra templets tag den mest fantastiske 
solnedgang, som jeg nogensinde har set, og jeg har ellers været så 
heldig at have set solnedgange i næsten alle lande. Som aftenen faldt 
på, samledes der en let dis over en lav bjergkæde, som afsluttede et 
vidtstrakt, fladt landskab, som vi havde udsyn over. Da solen nåede 
ned til denne rand, oplevede vi det fra vor høje position, som om vi så 
lige ned på et hav af smeltet guid. Og da der kun var gløden tilbage, 
stod hver eneste bjergtop i flammer. De, der lå langt borte og var 
dækket med sne, så ud, som om der var lagt et ildtæppe hen over dem, 
og gletcherne i kløfterne mindede om lange ildtunger, der slikkede ned 
ad bjergsiderne. Hele dette flammehav flød ud i og smeltede sammen 
med de mange farvenuancer på himlen. Søerne, der ellers lå som større 
og mindre pletter i landskabet, blev pludselig omdannet til vulkaner, 
som udspyede ild, der steg til vejrs og blandede sig med himlens 
farvespil. Et øjeblik så det ud, som om vi stod på randen af et stille 
inferno; så flød alt sammen til een skøn farveharmoni, og der var kun 
en ubeskrivelig blid, fredfyldt stilhed tilbage.
  Vi sad på tåget til klokken var over tolv den aften og stillede 
spørgsmål til Emil og Jast, hovedsagelig angående folkets og landets 
historie i almindelighed. Emil refererede beredvilligt, hvad der var 
nedskrevet. Ifølge de optegnelser, der var gjort, skulle landet have 
været beboet tusinder af år før vor historiske tid. Emil sagde: "Jeg vil 
ikke på nogen måde forklejne eller undervurdere jeres historie, ej 
heller dem, som skrev den, men jeg vil dog påpege, at historikerne ikke 
er gået langt nok tilbage. De tog det for givet, at Ægypten be-tød det, 
som navnet lader formode, nemlig ydre mørke eller vild-nis. I 
virkeligheden betød det tanke-vildfarelse. Dengang som nu led en stor 
del af verden af tankeforvirring. Det undersøgte historikerne ikke 
nøjere for at komme ind til den dybere mening. De accepterede, hvad 
de så eller hørte, eller det, man kunne konstatere på overfladen, og det 
skrev de ned, og det er begyndelsen til jeres historie. Det er ret 
vanskeligt at bygge bro mellem de to opfattelser af de historiske 
begivenheder, og jeg skal ikke forsøge at få jer til at acceptere vor som 
den eneste sande. Jeg foreslår, at I selv under-søger det nærmere."
  Månen kom frem, rund og fuld, bag de fjerne bjerge, og vi sad og 
fulgte den, til den næsten var lige over os. Det var et skønt syn; af og 
til gled en let sky hen over himlen ikke så langt fra os, og vi fik en 
fornemmelse af, at det var månen og skyerne, der stod stille og os, der 
drev forbi dem. Sådan havde vi siddet en timestid, da vi pludselig hørte 
støj bag os; det lød, som om noget var blevet kastet ned på tåget. Vi 
sprang op og så os omkring og fik øje på en
  

midaldrende kvinde, der smilende spurgte, om hun havde forskrækket 
os. Vor første indskydelse var, at hun var sprunget fra kanten ned på 
tåget, men hun havde blot trampet med foden for at påkalde vor 
opmærksomhed. Stilheden havde været så intens, at lyden havde virket 
meget kraftigere, end den var.
  Emil trådte hurtigt frem, hilste på hende og præsenterede hende som 
sin søster. Hun smilede og spurgte, om hun havde forstyrret os i vore 
drømme. Så satte vi os, og samtalen førte os snart ind på hendes liv og 
oplevelser. Hun havde tre sønner og en datter, som alle under deres 
opvækst var blevet indført i det arbejde, de alle udførte. Hun sagde, at 
de to yngste altid var sammen med hende, så vi spurgte, om vi måtte se 
dem, hvortil hun svarede, at de kunne komme endnu i aften. Næppe 
havde hun sagt det, før to skikkelser viste sig, en mand og en kvinde. 
De hilste på deres onkel og deres moder og kom så hen og blev 
præsenteret for os. Sønnen var høj og rank og mandig og så ud til at 
være omkring de tredive. Datteren var ikke så høj, ret spinkel og med 
meget forfinede træk og virkede af-klaret og velafbalanceret. Vi 
bedømte hende til at være omkring tyve år. Senere fik vi at vide, at 
sønnen var et hundrede og femten og datteren et hundrede og 
otteogtyve år gammel. De skulle begge deltage i mødet næste dag, og 
det vårede ikke længe, før de gik ned fra tåget.
  Da de havde trukket sig tilbage, kom vi med nogle velmente og 
komplimenterende bemærkninger om sønnen og datteren, hvortil 
moderen svarede: "Hvert barn, der bliver født, er godt og 
fuldkomment; der findes ingen slette børn. Det gør ingen forskel, om 
de er undfanget i den fuldkomne verden, jomfrueligt, eller i sansernes, 
det materielles verden. Den, der er undfanget i den fuldkomne verden, 
vil hurtigt erkende sig som et barn af Faderen, at han er Kristus eller 
Guds Søn. Det barn vil udvikle og udfolde sig hurtigt og vil kun kunne 
se det fuldkomne. Den, der undfanges i sansernes verden, kan ligeså 
vel erkende, at han er Guds barn, forstå, at Kristus er i ham og 
realisere sin fuldkommenhed ved at fastholde idealbilledet Kristus. 
Han må elske og nære idealet, indtil han manifesterer eller udtrykker 
det indre billede, Kristus. Dermed bliver han genfødt og er 
fuldkommen. Han har formået at lade den fuldkommenhed, som lever i 
hans indre, og som altid har været der, komme til udfoldelse. Den ene 
fastholdt idealbilledet og var dermed fuldkommen; den anden måtte 
opfatte, erkende idealbilledet, udvikle det og udfolde sig, og genvandt 
dermed fuldkommenheden. Således opfattet er intet barn slet; alle er 
gode og stammer fra Gud." Her var der en, der mente, at det var 
sengetid, da klokken var over tolv.




Kapitel XIX

Klokken fem næste morgen var vi alle oppe på tåget af templet. Efter 
de sædvanlige morgenhilsner samledes vi, og der blev læst nogle afsnit 
fra templets samlede optegnelser. Jast oversatte dem for os, og til vor 
forbavselse opdagede vi, at det første afsnit svarede ganske nøje til 
første kapitel af Johannes-Evangeliet i vor Bibel, og andet afsnit 
svarede til første kapitel i Lukas-Evangeliet. Efter oplæsningen spurgte 
vi, om vi måtte tage vor Bibel og sammenligne versionerne. Det 
imødekom de beredvilligt, og med Jasts assistance sammenholdt vi de 
to versioner og var forbavsede over den store lighed. Vi var lige blevet 
færdige, da der blev kaldt til morgenbord, og alle gik ned. Efter 
morgenmåden gjorde vi os klar til at gå til landsbyen, og vi slog for en 
stund forbindelsen mellem de to versioner ud af hovedet.
  Nede i landsbyen var der samlet en hel del mennesker fra området, 
og Jast fortalte os, at de næsten allesammen var fårehyrder, som havde 
deres flokke på græs oppe i bjergene om sommeren; det var ved at 
være på de tider, da de skulle søge ned til lavereliggende græsgange. 
Et møde som det, vi skulle overvære samme eftermiddag, blev holdt 
hvert år ved samme tid.
  Da vi gik igennem landsbyen, mødte vi Emils nevø, som foreslog, at 
vi gik en kort tur før frokost. Vi tog med glæde mod tilbudet, da vi 
gerne ville se noget af egnen. På turen fik vi udpeget flere steder i 
dalen, som vi fattede interesse for. Når navnene på disse steder blev 
oversåt, mindede de meget om nogle af navnene i vor Bibel, men vi 
kunne ikke rigtig finde sammenhængen. Vi vendte tilbage, spiste 
frokost og blandede os med de forsamlede.
  Der var kommet omkring to hundrede til mødet, og som de sidste 
indfandt resten af vore venner fra templet sig. Så rejste Emils nevø sig 
og gik hen til to mænd, som stod og holdt noget, der lignede en stor 
bog. Da den blev åbnet, kunne vi se, at det var en kasse. Han tog en 
pakke ud, som indeholdt en stak løse ark, som et manuskript. Så blev 
kassen anbragt på jorden.
  Pakken blev rakt til en af mændene, som åbnede den og rakte det 
første ark til Emils nevø. Efter oplæsningen af hvert ark blev dette rakt 
til den anden mand, som anbragte det i kassen. Jast oversatte
  


under oplæsningen, og det vårede ikke længe, før vi opdagede, at det, 
der blev læst op, havde en slående lighed med Johannes-Evangeliet, 
blot mere detaljeret. Det næste, der blev læst op, lignede Lukas-
Evangeliet, det næste svarede til Markus- og det sidste til Mattæus-
Evangeliet.
  Efter oplæsningen samledes folk i små grupper, og vi søgte sammen 
med Jast efter Emil, for vi var nysgerrige efter at få rede på 
sammenhængen i det hele. Vi fik at vide, at disse skrifter blev læst op 
hvert år under mødet, og at netop dette sted var centrum for de 
begivenheder, som fandt sted mange år tilbage. Vi omtalte ligheden 
mellem disse hændelser og dem, der er beskrevet i vor Bibel og fik at 
vide, at nogle af de tidlige episoder i vor Bibel utvivlsomt var hentet 
fra disse skrifter, hvorimod episoderne af senere dato, kulminatio-nen 
af det hele - Kristi fødsel og liv samt korsfestelsen - havde fundet sted 
i andre egne. Den centrale tanke i det altsammen var at søge Kristus i 
mennesket og at vise dem, som har fjernet sig fra idealet, at^ Kristus 
lever i dem, og at Han altid har levet i dem. Endvi-dere påpegede Emil, 
at det ingen betydning havde, hvor scenerne var udspillet, idet det 
drejede sig om at begribe den evigt bestående, åndelige virkelighed, 
som lå til grund for det hele.
  Resten af eftermiddagen og den næste dag sammenlignede vi 
skrifterne og gjorde notater, hvilket jeg af pladshensyn ikke skal 
komme nærmere ind på her. Ved at læse ovennævnte kapitler vil man 
opfatte den åndelige mening. Vi fandt ud af, at faderen til E-mils nevø, 
som havde læst skrifterne op, var født i landsbyen og var en direkte 
efterkommer af Johannes Døberen. Det var skik og brug, at en af 
efterkommerne hvert år læste disse optegnelser op. Oppe i templet 
havde både Zakarias og Johannes bedt deres bønner.
  Vore venner ville gerne videre, så vi aftalte, at Jast skulle blive hos 
os, til vi havde afsluttet vort arbejde, og de andre skulle fortsætte. Vi 
blev ferdige næste dag, og tidligt den følgende morgen tog vi af sted 
fra templet. Skønt det var meget tidligt, var næsten alle landsbyens 
beboere oppe for at ønske os held på rejsen.





Kapitel XX


De stier, vi fulgte de næste fem dage, førte os gennem det område, som 
Johannes havde draget omkring i. Den femte dag nåede vi til den 
landsby, som vore heste var blevet bragt til. Her sluttede Emil sig også 
til os igen, og fra nu af mødte vi ikke mange forhindringer på vejen til 
den landsby, hvor Emil boede.
  Efterhånden som vi nærmede os denne landsby, blev egnen tættere 
og tættere befolket, og vejene og stierne var langt bedre, end de havde 
været noget andet sted på vor rejse. Vejen førte gennem en frugtbar 
dal, som vi fulgte. Dalen blev smallere og smallere, efterhånden som vi 
kom frem, og til sidst rejste bjergsiderne sig stejlt på hver side af 
vandløbet og dannede en kløft. På rejsens sidste dag, ved fire-tiden om 
eftermiddagen, befandt vi os pludselig ved randen af en klippeafsats, 
som vandløbet strømmede ud over i et lodret fald på omkring tre 
hundrede fod. Vi fulgte vejen, som førte til et lille plateau ved foden af 
klippen i nærheden af vandfaldet. Her så vi, at der var lavet en opgang 
i klippevæggen, som skrånede i en vinkel på fem og fyrre grader og på 
dette sted var af sandsten. Opgangen førte op til en højslette, som lå 
ovenover, og der var hugget trin i sandstenen, så man lettere kunne 
komme op. Det indhug, der var lavet som indgang, kunne barrikaderes 
med store stendøre, så eventuelle fjender ikke kunne trænge ind. Da vi 
nåede op på højsletten, hvor landsbyen lå, kunne vi se, at den stejle 
trappe var den eneste vej, der førte til landsbyen fra kløften. Der havde 
engang været mulighed for at trænge ind ad tre veje, men det var der 
ikke længere og murene, som omgav landsbyen var blevet bygget om 
på en sådan måde, at de umuliggjorde al indtrængen. Mange af husene i 
landsbyen var bygget sammen med muren, som omgav landsbyen, 
således at muren dannede den ene husvæg. Vi bemærkede, at de huse, 
der var bygget sammen med muren, normalt var tre etager høje, og der 
var ingen vinduesåbninger før på tredie etage. I åbningerne var der 
lavet en balkon så stor, at der nemt kunne stå to eller tre mennesker. Vi 
gik ud fra, at de var lavet som en slags udkigstårne. Vi fik at vide, at 
der på egnen engang havde levet en indfødt stamme, som havde 
isoleret sig fra andre stammer, og som til sidst var gået til grunde som 
stamme, og nogle få havde sluttet sig sammen med andre stammer.
  

  Dette var Emils hjem, og det var her, vi skulle mødes med de fire 
andre grupper, som havde været spredt viden om. Vi forhørte os, om de 
andre var kommet, men fik at vide, at vi var de første, og at de andre 
ville komme næste dag. Vi fik stillet et af de huse til disposition, som 
var bygget sammen med landsbyens mur. Vinduerne på tredie etage 
vendte ud mod det vilde bjerglandskab mod syd. Her blev vi vist til 
rette og fik besked på, at aftensmåden ville blive serveret i stueetagen. 
Da vi kom ned, fandt vi Emil, hans søster, dennes mand og deres søn 
og datter, som vi havde truffet første gang i templet nogle dage i 
forvejen, bænket omkring bordet.
  Da vi lige var blevet færdige med aftensmåden, blev der røre på den 
lille plads, som husene vendte ud imod. En af indbyggerne kom ind og 
meldte, at vor chef og hans gruppe var ankommet. Da de var blevet 
indkvarteret, gik vi alle op på tåget.
  Solen var gået ned, men aftenrøden luede stadig. Vi havde en udsigt, 
som mest af alt mindede om et stort bassin, der blev fyldt ved, at en 
mængde bække strømmede sammen og banede sig vej igennem dybe 
revner i bjergsiden for derefter at løbe sammen med den store strøm, 
som vældede ud over den stejle klippe og ned i dalen som et vandfald. 
Den store strøm havde sit udspring i en dyb kløft og gennemskar et 
fladt plateau, hvor den brat styrtede ud over afgrunden. Fra kløftens 
lodrette vægge kom et væld af brusende vandfald; nogle faldt lodret fra 
to hundrede fods højde, mens andre havde dannet fordybninger i 
kløftens væg og derfra fossede videre i rivende strømme. Højt oppe i 
bjergene var flodlejerne dækket af gletchere, som ragede frem som 
kæmpefingre fra den store snehat, som dækkede hele toppen af 
bjergkæden. Muren, som værnede landsbyen, var bygget i forlængelse 
af den dybe kløft, der hvor den mundede ud i den flade slette, som 
endte i den lodrette klippevæg, hvor vandfaldet strømmede ned i dalen. 
På det sted, hvor muren nåede kløftens væg, rejste bjerget sig lodret til 
to tusinde fods højde og dannede således et naturligt værn, så langt øjet 
rakte. Vi fik at vide, at højsletten havde en udbredelse i østlig og 
vestlig retning på tres miles. Den eneste mulighed for at bane sig vej til 
landsbyen var over den del af højsletten, som havde den videste 
udstrækning. Her var der en sti, som førte igennem et pas, men dette 
pas var befæstet med en tilsvarende mur som den omkring landsbyen.
  Mens vi talte om de fantastiske forsvarsmuligheder, som 
beliggenheden bød på, sluttede Emils søster og dennes datter sig til 
os, og lidt senere kom også Emil og søsterens mand og søn op. Vi 
bemærkede en forventningsfuld stemning og fik at vide af Emils 
søster, at de ventede besøg af deres moder om aftenen. Hun sagde: 
"Vi er så lykkelige, at vi næsten ikke kan styre os selv, for vi holder 
så meget af vor moder. Vi elsker alle, som er nået til den højeste 
erkendelse, så inderligt, for de er alle så skønne og ædle og 
hjælpsomme, men vor egen moder er så vidunderlig og hjælpsom og 
kærlig, at vi ikke kan lade være med at elske hende tusinde gange 
mere. Desuden er vi skabt af hendes kød og blod. Vi er overbevist om, 
at I vil komme til at elske hende lige så højt." Vi spurgte, om hun ofte 
kom på besøg, og de svarede: "Hun kommer altid, når vi trænger til 
hende, men hun er så optaget af sit arbejde, at hun kun kommer to 
gange om året af sig selv, og i dag venter vi et af disse faste besøg. 
Denne gang vil hun blive en hel uge, så vi er så lykkelige, at vi næsten 
ikke kan vente."


  Samtalen førte os nu til vore kammeraters oplevelser, og mens vi var 
optaget af at berette for hinanden, alt hvad vi havde erfaret under 
adskillelsen, blev alle pludselig helt stille, og uden at vi vidste hvorfor, 
sad også vi helt tavse og afventende. Aftenens skygger var blevet 
lange, og de fjerne bjerges snehat lignede et stort, hvidt monster, der 
lige skulle til at strække sine isfingre ud over dalen. Stilheden blev 
brudt af et sagte sus, som når en fugl letter, og vi kunne se en let 
tågedannelse på kanten af tåget mod øst. Tågen tog pludselig form og 
blev til en kvindeskikkelse omgivet af et strålende lysskær og med et 
vidunderligt smukt ansigt. Lyset var så stærkt, at vi knap nok kunne se 
på det. Hele familien sprang op og løb over mod hende med udstrakte 
arme og udbrød som med een stemme: "Moder!" Hun bevægede sig let 
ned på tåget fra kanten og omfavnede dem alle, som enhver anden 
kærlig moder ville have gjort. Så blev hun præsenteret for os og sagde: 
"Nå, I er vore kære brødre fra det fjerne Amerika, som er kommet for 
at besøge os. Jeg er meget, meget lykkelig over at kunne byde jer 
velkommen i vort land. Vore hjerter når alle, og vi ville også række 
vore arme ud og omfavne alle, som jeg lige har omfavnet dem, jeg 
kalder mine, hvis de blot ville lade os gøre det. I virkeligheden er vi 
een stor familie; vi er alle børn af den samme Fader-Moder Gud. Bare 
vi dog alle kunne mødes som brød re!"
  Vi havde lige lagt mærke til, at aftenerne var ved at blive køligere, 
men da denne kvinde viste sig, udstrømmede der en varme fra hendes 
skikkelse, som fik aftenen til at føles som en midsommeraf-ten. Det 
var, som om luften var fyldt med blomsterduft, og et lys som ved 
fuldmåne gennemstrømmede alting. En ubeskrivelig, inderlig varme 
havde bredt sig til alt og alle. Og der var intet spor af bevidst 
ophøjethed i hendes fremtoning - blot denne dybe, enkle, umiddelbare 
inderlighed.
  Det blev foreslået, at vi skulle gå nedenunder, og moderen gik foran 
sammen med de andre kvinder, og vi og de andre mænd fulgte
  

bagefter. Vi bemærkede, at skønt vi gik som vi plejede at gå, kunne 
vore fodtrin ikke høres, hverken på tåget eller på trapperne. Vi gjorde 
os ikke umage for at gå stille, tværtimod var der en fra vor gruppe, der 
sagde, at han med vilje havde forsøgt at trampe med fødderne, men ikke 
havde kunnet. Det føltes, som om vore fødder ikke kom i berøring med 
tåget og trapperne. Vi kom ind i en smukt møbleret stue, og så snart vi 
havde sat os, mærkede vi en dejlig varme, og rummet var fyldt med et 
dæmpet lys, som ingen af os kunne forklare.
  Alle sad i dyb stilhed en stund. Så spurgte moderen, om vi boede 
godt, og om der blev sørget godt for os, og om vi nød turen. Vi talte om 
forskellige dagligdags emner, og hun talte med om alting. Så kom vi 
ind på vore mere private forhold, og moderen fortalte os, hvad vore 
fædre, mødre, søstre og brødre hed, og hun gjorde detaljeret rede for 
vort liv og levned uden at spørge om en eneste ting. Hun fortalte os, 
hvilke lande vi havde været i, hvilket arbejde vi havde, og hvilke 
fejltagelser vi havde gjort. Hun fortalte det ikke på nogen vag eller 
tvetydig måde, som vi selv måtte stykke sammen til et hele, men så 
klart og udførligt, at vi næsten gennemlevede episoderne igen.
  Da vore venner var gået til ro, måtte vi give udtryk for vor undren 
over det fantastiske, vi oplevede. Alle disse mennesker var over 
hundrede år gamle. Moderen var over syv hundrede år og havde levet 
her på jorden i sin fysiske krop i seks hundrede år. Alligevel var alle 
så frejdige og livlige som tyveårige, og det virkede helt naturligt. Det 
var som at være sammen med unge mennesker. Før de gik til ro, 
fortalte de os, at der næste aften ville blive holdt en stor fest i 
herberget, og de indbød os alle til at deltage.





Kapitel XXI


før middag næste dag var alle grupperne ankommet. Hele 
eftermiddagen sammenlignede vi vore notater, og de var fuldstæn-dig 
overensstemmende. Da vi var færdige, blev vi indbudt til at gå ned til 
herberget til middag. Da vi kom derned, var der allerede samlet 
omkring tre hundrede mennesker - mænd, kvinder og børn, som var 
bænket ved lange festborde. Der var reserveret plads til os ved et af 
endebordene, så vi havde overblik over hele salen. Alle bordene var 
dækket med smukke, hvide duge og med porcelæn og sølvtallerkener 
som til en banket, men der var kun tændt et enkelt lys i salen.
  Da vi havde siddet i ca. tyve minutter og betragtet det hele, blev der 
dyb stilhed, og et øjeblik efter oplyste et blegt lys salen. Lyset blev 
stærkere og stærkere, ind til hele salen var oplyst og alt strålede, som 
om tusinder af elektriske lamper havde været skjult og var blevet tændt 
lidt efter lidt. Vi konstaterede senere, at der ikke var elektricitet i 
landsbyen. Efter at rummet var blevet oplyst, fortsatte stilheden endnu i 
ca. et kvarter, og pludselig viste der sig en tåge, og vi hørte den samme 
stille susen som lyden af vinger, som vi havde hørt aftenen i forvejen, 
da Emils moder kom. Tågen forsvandt, og der stod Emils moder og 
elleve andre, ni mænd og tre kvinder, på forskellige steder i salen.
  Ord kan ikke beskrive denne scenes strålende skønhed. Jeg 
overdriver ikke, når jeg siger, at de lignede en flok engle, skønt de 
ingen vinger havde. Et øjeblik stod de som forstenede. Alle bøjede 
hovederne og ventede, og lidt efter hørtes et kor af usynlige stemmer. 
Jeg havde tidligere hørt om et himmelsk kor, men havde aldrig tidligere 
oplevetdet. Vi blev ligefrem løftet fra vore sæder. Da den himmelske 
musik var ved at være slut, gik de nyankomne hen til deres pladser, og 
vi bemærkede atter, at deres fodtrin var ganske lydløse, skønt de ikke 
anstrengte sig for at gå stille.
  Da de tolv var bænket på deres respektive pladser, viste der sig atter 
en tåge, og da den klarede, stod der tolv til. Denne gang var der elleve 
mænd og een kvinde, og blandt dem genkendte vi vor historiske ven. 
Atter brød det himmelske kor ud i sang, og da den var ved at tone ud, 
gik de tolv lydløst hen til deres pladser.
  

  Næppe havde de sat sig, før tågen atter fyldte salen, og da den 
forsvandt, stod der for enden af salen tretten, seks mænd og syv 
kvinder, en kvinde i midten med tre mænd på den ene side og tre 
kvinder på den anden. Kvinden i midten var en smuk, ganske ung pige. 
Hver eneste kvinde, som havde vist sig, havde været meget smuk, men 
denne unge pige oversteg dem alle i skønhed. De stod med bøjede 
hoveder et øjeblik, og skøn musik fyldte salen. Så tonede musikken ud, 
og et kor af stemmer brød ud i sang. Alle rejste sig. Mens tonerne 
brusede, havde vi en fornemmelse af, at tusinder af mystiske skikkelser 
bevægede sig omkring i salen og sang som med een stemme. Alt var 
glæde; der var ikke en sørgmodig strofe i sangen. Det var som et 
kildevæld af glade toner, som udsprang fra sjælen og trængte ind i 
sjælen og løftede den op i højere og højere sfærer, indtil vi følte, at vi 
havde mistet al forbindelse med jorden.
  Da sangen tonede ud, gik de tretten hen på deres pladser og satte sig. 
Vore blikke kunne ikke slippe kvinden i midten. Hun kom hen til vort 
bord med en kvinde på hver side. Hendes plads var for enden af vort 
bord. Da hun havde sat sig, blev tallerkenerne anbragt til venstre for 
hende. Lyset dæmpedes et øjeblik, og vi kunne se en fantastisk 
udstråling omkring de syv og tredive, som var kommet fra det usynlige, 
og en klart lysende korona om hovedet på den unge pige, som var 
æresgæst. Vi var de eneste, som var dybt rørt. Alle de andre 
tilstedeværende betragtede det hele som en ganske naturlig og 
selvfølgelig ting.
  Da alle var bænket, var der stilhed en kort stund; så brød alle ud i en 
glad og munter sang, indledt af de syv og tredive sidstankomne. Da 
sangen ophørte, rejste den unge kvinde for enden af vort bord sig og 
rakte sine hænder frem, og et lille brød på ca. fem gange fem og tredive 
cm lå i hendes hænder. Dernæst rejste de seks og tredive andre sig, gik 
hen til kvinden og fik et lignende brød af hende. De delte brødet ud, så 
alle fik et stykke, og kvinden ved vort bord gav os hver et stykke af sit 
brød.
Da hun delte brødet ud ved vort bord, sagde hun: "Ved I, at Kristus 
lever i jer, at Han lever i alle mennesker? Ved I, at jeres krop er ren, 
fuldkommen, evigt ung og skøn og guddommelig? Ved I, at Gud 
skabte jer fuldkomne og i sit billede, at I skulle herske over alle ting? 
I jeres inderste selv er I Kristus, Guds fuldkomne Søn, Guds enbårne 
Søn, i hvem Fader-Moderen har velbehag. I er rene, fuldkomne, 
hellige, guddommelige, eet med Gud, og hvert eneste barn har ret til at 
kalde sig Guds søn, til at kalde sig guddommelig." Da alle havde fået 
et stykke, gik hun tilbage til sin plads, og brødet havde samme 
størrelse, som da hun brød det første stykke. Efter denne ceremoni 
kom måden. Den kom i store skåle med låg på. Skålene dukkede op på 
bordet foran kvinden, som om de var anbragt der af usynlige hænder. 
Så tog hun lågene af, stillede dem til side og begyndte at servere. Det 
foregik på den måde, at kvinden til højre for hende fik en tallerken 
først, dernæst fik kvinden til venstre en, og de sendte dem videre, 
indtil alle havde fået en god portion.
  Lidt inde i måltidet spurgte vor chef kvinden, hvad hun regnede for 
Guds største attribut. Uden et øjebliks tøven svarede hun: "Kærlighed." 
Så fortsatte hun: "Livets Træ findes midt i Guds paradis, det inderste i 
vor egen sjæl, og den ypperste frugt, den mest fyldige og svulmende, 
den mest styrkende og livgivende, er Kærlighed. De, som kender 
Kærlighedens sande væsen, kalder den det højeste, der findes i verden. 
Jeg kunne tilføje, at den tillige er den største helbredende kraft i 
verden. Kærlighed opfylder altid ethvert ønske fra det menneskelige 
hjerte. Kærlighedens guddommelige princip kan fjerne enhver sorg, 
enhver sygdom, enhver disharmoni og enhver nød, som plager 
mennesket. Hvis menneskeheden fattede dette, kunne den benytte sig af 
Kærlighedens ophøjede og ubegrænsede magt og hele alverdens sår, og 
dens himmelske medvidenhed ville svøbe sig om menneskeheden som 
en blød kåbe og fjerne alt det uharmoniske og fejlagtige, som bliver 
begået i uvidenhed.
  Med udstrakte vinger søger Kærligheden de golde steder i det 
menneskelige hjerte, de forspildte muligheder i livet, og når den vinder 
indpas, omvendes menneskeheden som ved et trylleslag, og verden 
omskabes. Kærlighed er Gud, evig, uden grænser, uforanderlig, 
hinsides al forståelse, uendelig. Kærlighedens omfang er hinsides vor 
begribelighed. Kærligheden fuldbyrder sin egen lov, fuldender sit 
perfekte værk og åbenbarer Kristus i menneskets sjæl. Kærligheden 
søger altid en åbning, gennem hvilken den kan trænge ind i menneskets 
sjæl for at udøse godhed. Hvis den ikke modarbejdes af menneskets 
vrangbilleder og krampagtige tanker, flyder Guds evige, uforanderlige 
kærlighedsstrøm bestandig, og på sin vej til det store, universelle 
glemselshav fjerner den enhver ansats til ubalance og disharmoni, som 
forstyrrer menneskets fred. Kærligheden er åndens modne frugt. Den 
arbejder for os; den læger menneskehedens sår; den søger at skabe 
harmoni nationerne imellem, og den bringer fred og fremgang til 
verden. Den er selve verdens puls, Universets hjerteslag. 
Menneskeheden må lutres af denne kærlighedsstrøm fra det store 
Allestedsnærværende liv, hvis den skal nå, hvad Jesus nåede.
  Er du tynget af livet? Har du brug for mod og styrke til at møde de 
problemer, som dukker op? Er du syg eller angst? Hvis det er tilfældet, 
så luk dit hjerte op og bed til Ham, som leder dig. Guds
  

uforgængelige Kærlighed vil favne dig. Du behøver intet frygte. "Thi 
jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder Ham." I kan frimodigt 
nærme jer denne Nådens Trone, ikke som I måske forestiller jer, 
bønfaldende og krybende, men i fuld tillid og med vished om, at den 
hjælp, I har behov, allerede er på vej. Tvivl aldrig -gå endnu videre - 
forlang. Gør krav på jeres fødselsret som et barn af den levende Gud, 
ligesom Jesus gjorde. I skal vide, at i den usynlige, Universelle verden, 
i hvilken vi alle har vor tilværelse, hvor vi lever og bevæger os, venter 
alt det gode og fuldkomne, som mennesket kan ønske; det venter på, at 
troen skal omskabe det til synlig form, så det kan manifestere sig. Læs i 
jeres egen Bibel, hvad Paulus siger om Kærlighed i I. brev til 
Korinterne.
  Tænk på kong Salomon, da han hin nat lod sit inderste, den rene, 
pure kærlighed, udfolde sig og forene sig med den universelle 
bevidsthed og bad om visdom for at tjene og ikke om personlig vinding. 
Det bragte ham uanede rigdomme og i tilgift ære og berømmelse og et 
levned, som han aldrig havde bedt om. Han erkendte Kærlighedens 
visdom som den højeste kraft, og Kærlighe-den udøste sin uendelige 
rigdom over ham. Sølv var for intet at regne i kong Salomons dage. 
Selv drikkebægrene hos denne mæg-tige kærlighedskonge var af pure 
guid.
  At elske er at frigøre Guds ubegrænsede lagre af gyldne skatte. Hvis 
vi elsker, kan vi ikke lade være med at give, og at give er det samme 
som at få, og kærlighedsloven er fuldbragt. Så når vi giver, får vi den 
uafvendelige lov om mål for mål til at træde i kraft. Når man ikke 
tænker på at modtage, er det umuligt at undgå at modtage, for den 
overflod, man har givet, må vende tilbage til en selv, for at loven kan 
ske fyldest. "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt 
mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I 
selv få tilmålt igen."
  Hvis vi virker i Kærlighedens Ånd, er Gud indeholdt i vor 
bevidsthed. At være eet med Livet, Kærligheden og Visdommen er det 
samme som at have bevidst forbindelse med Gud. At kontakte Gud 
bevidst er det samme som at nyde overflodens milde gaver, ligesom vi 
i aften ved dette bord nyder overflodens milde gaver. Kan I indse, at 
der er overflod til alle, og at ingen behøver at mangle no-get i 
erkendelse af Guds rige skatte? Erkendelsen af Guds overflod hæver 
sindet ud over de jordiske begrænsninger. For at erkende Guds rige 
skatte må man slippe alle verdslige tanker,' thi det er så stor en 
undfangelse, at der ikke er plads til dagligdags tanker. For at berede 
tankesindet må bevidstheden bevæge sig langt ud i det Universelle og 
lukke op for den frydefulde og fuldkomne frihed. Denne frihed må 
imidlertid ikke opfattes som nogen beføjelse, for vi må stå til ansvar 
for hver eneste tanke, hver eneste handling. Vor bevidsthed kan ikke 
opnå denne frihed på et øjeblik. Frigørelsenfra den sidste rest af 
begrænsning kan foregå på et øjeblik, men forberedelsen til denne 
herlige begivenhed kræver arbejde. Det skal forberedes indefra, til 
mindste detalje er perfekt, ligesom hvert kronblad i en blomst er 
fuldkommengjort inden i knoppen. Først når skabelsesprocessen er 
fuldbragt, bryder blomsten igennem bægerbladenes skal og springer ud 
i al sin pragt. På samme måde må mennesket bryde sin skal om selvet, 
før det kan udfolde sig.
  Guds love er evige, uforanderlige, bestandige, og eftersom de er 
uforanderlige, er de velgørende, for de er gode. Når vi lever i 
overensstemmelse med dem, bliver de selve grundstenen, hvorpå vi 
bygger vort helbred, vor lykke, vor fred og harmoni, vor succes og vor 
fremgang. Hvis vi retter os fuldstændig efter Guds love, kan intet ondt 
ske os. Vi har ikke helbredelse behov, da vi er strålende sunde.
  Vi ser tydeligt, at der i menneskehedens store hjerte er en dyb 
hjemlængsel, som aldrig kan blive tilfredsstillet med noget mindre end 
en klar bevidsthed om eller forståelse af Gud, vor Fader. Vi kender 
denne længsel og hører, når hjerterne kalder på Gud. Der er intet, den 
menneskelige sjæl længes efter som efter at kende Gud. "Og dette er 
det evige Liv, at de kender dig." Mennesket vandrer fra det ene til det 
andet i håb om at finde tilfredsstillelse eller hvile i en eller anden 
opgave, eller ved at eje et eller andet jordisk. De stræber efter, og de 
opnår disse ting, men de er stadig utilfredse. Nogle forestiller sig, at de 
ønsker huse og jord, nogle stor rigdom og nogle megen kundskab. Vi er 
så lykkelige at vide, at mennesket bar alle disse ting i deres indre. 
Jesus, den store Mester, forsøgte at få alle til at forstå dette. Vi elsker 
Ham meget højt. Han fremstår som en vidunderlig sejrherre på grund af 
sin åndelige erkendelse. Vi elsker alle, som har nået de højder, som har 
højnet deres bevidsthed, som Jesus har. Vi elsker dem ikke blot for 
deres gerninger, men for det, de er og repræsenterer.
  Jesus tillod aldrig sig selv at opholde sig ved det ydre efter sin 
forklarelse. Han holdt altid sine tanker i den centrale kærne af sit væsen 
- Kristus. Jesus udfoldede Kristus eller den inderste Gnist, som er det 
guddommelige i os alle, og viste, hvor suverænt det åndelige er i 
sammenligning med kødet, den jordiske krop. Det var på den måde. 
Han gjorde alle sine store gerninger, ikke fordi Han på mystisk vis var 
anderledes end I; ej heller havde Han større magt. Jesus var ikke af en 
eller anden ukendt årsag Guds Søn, mens vi andre blot er Guds trælle. 
Han udførte det arbejde, og de gerninger, vi kender, fordi den 
guddommelige Gnist, som Faderen har tildelt
  

ethvert af sine børn, blev næret gennem Hans egne anstrengelser og 
derved blev til en klar flamme - fordi Han bevidst fastholdt foreningen 
med Guds-selvet, kilden til alt Liv, al Kærlighed og al Kraft.
  Jesus var et menneske, ganske som alle de mennesker, som lever på 
jorden i dag. Han led, blev fristet og prøvet, akkurat som I lider på 
grund af fristelser og prøvelser. Vi ved, at Jesus, mens Han levede på 
jorden i sin synlige skikkelse, tilbragte timer hver dag alene med Gud, 
og vi ved, at Han som ung mand gennemgik nøjagtig det samme, som 
vi har gennemgået, og som I nu gennemgår. Vi ved, at ethvert 
menneske må overvinde sit jordiske begær, kødets begær, tvivl og 
frygt, indtil det når til den fuldkomne bevidsthed eller genkender den 
iboende Ånd, denne "Faderen i mig", som Jesus gav æren for alle sine 
store gerninger. Han måtte lære, som vi måtte lære, og som I nu må 
lære. Han måtte prøve om og om igen, som I gør. Han måtte tvinge sig 
til at holde fast og på de samme betingelser, som dem I har. Han måtte 
knytte hænderne og bide tænderne sammen og indprente sig: "Det skal 
lykkes for mig; jeg ved, Kristus lever i mit indre." Vi ved, at det var 
Kristus i Ham, som gjorde Jesus til det, Han var, og er i dag, og I har 
alle de samme muligheder. Dette er ikke at opfatte som nogen 
forklejnelse af Jesus, for vi elsker Ham usigelig højt. Vi ved, at Han 
gennemgik selvets fuldkomne korsfestelse, for at Han kunne føre sit 
folk til Gud, for at vise dem vejen ud af synd, sygdom og lidelser, for 
at de skulle få åbenbaret Faderen i sig, for at de kunne lære, at den 
samme Fader lever i os alle og elsker alle lige højt. Ingen, som har 
fulgt Jesu liv og lære, kan lade være med at elske Ham. Han er vor 
perfekte, ældre broder.
  Men hvis vi sælger vor fødselsret, hvis vi negligerer Guds 
godgørende love eller behandler dem med foragt, og således forlader 
Faderens hus og vandrer bort til et fjernt land, som den fortabte søn 
gjorde - til hvad nytte er da freden og rigdommen, overfloden af varme 
og glæde, som venter inde i huset? Når I er trætte af at leve af avner, 
når I er udkørte og har hjemlængsel, vil I med usikre skridt søge vejen 
hjem til Faderens hus. I kan selv vælge om vejen skal føre jer over 
bitre erfaringer, eller I vil slippe de materielle ting med et glad og 
befriet sind. Det er ligegyldigt, på hvilken måde I når til forståelsen og 
indsigten, når blot I holder jer målet, jeres høje kald, for øje. For hvert 
skridt vil I blive stærkere og friere, indtil I ikke fenger kender til 
vaklen eller tøven. I vil søge lyset i jeres indre, og jeres bevidsthed vil 
erkende, at det er jeres hjem. Det er den guddommelige 
Allestedsnærværelse, i hvilken vi alle lever, bevæger os og har vore 
gøremål. Vi indånder den med hvert åndedrag. Vi lever den med hvert 
hjerteslag.
  Tror I, I har nødig at komme til os. Gå ind i jeres hjem Jeres kirke, 
jeres bønnens hus, alene, hvor som helst, og Jesus, den store Kær-
lighedsmester vil hjælpe jer; alle dem, som er nået så langt, at de 
modtager den højeste lære, kan hjælpe jer og søger at hjælpe jer lige 
der, hvor I er nu og til alle tider. Vi ser ganske tydeligt Jesus og alle 
de andre, som altid er rede til at hjælpe dem, der kalder. I behøver blot 
at kalde, og I vil få svar, før I er ferdige med at kalde. De står og går 
ved siden af jer hvert øjeblik. Det, I skal gøre, er at hævejeres 
bevidsthed, så at I kan se og vide, at I går ved siden af dem; så vil I 
ikke vakle. De rækker deres hænder frem og siger: "Kom til mig, og 
jeg vil give jer fred." Det betyder ikke: "Kom når I er døde." Det 
betyder: "Kom nu, lige nu". Hæv jeres bevidsthed til vor bevidsthed, 
og I vil opdage, at I har erhvervet alt det, som gør sådybt indtryk på 
jer her i aften -I vil være hicvet over alle jordiske begrænsninger og 
være vidunderligt frie.
  Fred, sundhed, kærlighed, glæde og rigdom - det er Åndens frugter, 
Guds gaver. Hvis vi følger Gud, kan det onde ikke ramme os; intet ondt 
kan komme i nærheden af os. Hvis vi følger den Højere Lov, som Jesus 
gjorde, er vi ikke fenger underkastet jordiske lidelser.
  Gud er i dit inderste, du barn af den uendelige, udødelige Ånd. Intet 
skal du skælve for eller frygte eller græmmes over. Fra Faderens bryst 
er du kommet; den Almægtige Guds ande skabte dig en levende sjæl. 
"Før Abraham blev til, var du." Vi er Guds elskede børn og skal arve 
Himmeriges Rige. I jer er den samme Kraft, som er i Jesus. Denne 
Kraft er Åndens klædning. Når I har fattet dette til bunds, finder I ud 
af, at forfald, sygdom, ulykke og død ikke eksisterer; der er intet, som 
på nogen måde kan berøve dig dit liv. Du kan indhylle dig i Åndens 
klædning, og intet kan gennemtrænge den, intet kan røre dig.
  Alle menneskenes destruktive kræfter og handlinger kan du møde, 
og du kan ikke skades deraf. Hvis den ydre form på en eller anden 
måde skulle blive ødelagt, ville den øjeblikkeligt genopstå i samme 
form i det Åndelige. Det er en beskyttelse, som er mere sikker end 
nogen rustning, mennesket nogensinde har fremstillet, og den er altid 
ved hånden og koster intet. Du kan frejdigt rejse dig, du barn af den 
levende Gud.
  Jesus vidste alt dette. Han kunne have undgået og sparet sig selv for 
det, der skete på Golgata. Havde Han ønsket at bruge sin magt, kunne 
Hans fjender ikke have rørt Ham. Han vidste, at der fandt en
  

stor åndelig forvandling sted i Hans krop, og Han indså, at hvis den 
blev fuldbragt blandt dem, som Han kendte og elskede, uden at der 
skete nogen synlig forandring, så ville de fleste ikke nå til erkendelse 
af den åndelige rækkevidde, det væsentlige, men ville stadig klynge sig 
til personen. Han vidste, at Han havde magt til at overvinde døden, og 
Han ønskede at vise dem, som Han elskede, at de havde den samme 
magt; derfor valgte Han vejen over Golgata, den synlige forandring, og 
når de så, ville de tro. Han ønskede at vise, at Han havde 
fuldkommengjort, åndeliggjort sin krop, og når Hans fjender tog Hans 
liv (det de kaldte liv) og lagde Hans krop i graven og rullede en stor 
sten for (den sidste jordiske begrænsning), så kunne Han, det sande 
Selv, alligevel rulle stenen væk og hæve sit sande eller åndelige 
legeme over alle jordiske begrænsninger. Jesus kunne have gjort sin 
krop usynlig og have fjernet sig, men Han valgte at blive og vidne om, 
at det åndelige legeme, når det er fuldt udviklet, ikke kan tilintetgøres 
af nogen forulempelse af jordisk art, end ikke ved berøvelse af livet.
  Efter korsfestelsen og opstandelsen var Jesu legeme så højt åndeligt 
udviklet, at Han var nødt til at hæve bevidstheden hos sine nærmeste til 
et plan, hvor de var i stand til at se Ham, ligesom vi i aften må hæve 
bevidstheden hos næsten alle, som er til stede. Da kvinderne kom ud til 
graven hin morgen og så, at stenen var rullet væk, og at linklæderne lå 
ved siden af, kendte de Ham ikke, før Han havde hævet deres 
bevidsthed til det plan, hvor de kunne opfatte Ham. Senere, da de to 
var på vej til Emmaus, kom Jesus hen til dem og talte med dem, og dog 
kendte de Ham ikke, før Han brød brødet og gav det til dem. Da blev 
deres bevidsthed hævet, så de genkendte Ham. Det samme skete, når 
Han viste sig for andre; Han kunne endog gå og tale med dem, uden at 
de genkendte Ham, fordi deres bevidsthed ikke fungerede på et plan, 
der kunne opfatte Ham. I samme øjeblik, deres bevidsthed hævedes, og 
deres vibrationer nåede Hans, kunne de se Ham. Når det skete, var der 
nogle, der fattede, at den åndelige verden er den virkelige, og de så den 
dybe mening, selve den åndelige Styrelse. Så vidste de. Og dog var der 
mange, som ikke troede på Ham, fordi de ikke havde opnået det 
bevidsthedsplan, hvor de kunne fatte og indse, at det Åndelige er 
forudsætningen for alt liv.
  Og mysteriesløret, som var skabt af menneskets jordiske forstand, 
blev fjernet. "Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra 
øverst til nederst." Erkendelsen af at døden var overvundet, var nået, 
ikke alene døden, men også alle menneske-skabte, jordiske 
begrænsninger kunne og ville blive overvundet, når blot bevidstheden 
hævedes til det plan, hvor begrænsningerne ikke længer opfattes og 
således ikke eksisterer. Hvis den erkendelse bliver næret og 
fremelsket, vil den træde frem i al sin lysende klarhed.
  Det var det, der blev åbenbaret for Jakob, da han lå på 
materialismens hårde sten. Det blev åbenbaret for ham, at det, som man 
skaber i sit sind, er det, der sker, det, der manifesteres, og hans 
erkendelse af dette befriede ham fra hans materielle trældom. Det var 
dette, der fik ham til at putte plettede pinde i køernes drikkevand, for 
således at få dem til at avle plettet afkom.
  Så absolut kan vi skabe vort ønske, vort idealbillede, i det formløse, 
at det formes direkte af det uformede, det der er usynligt for den 
jordiske bevidsthed. Køernes drikkevand symboliserer blot spejlet, 
gennem hvilket sindets billede reflekteres til sjælen, det inderste, hvor 
det befrugtes og skabes.
  Af alle vore venner, som er samlet her i aften, er det kun nogle få, 
som arbejder i dyb alvor, og de forstår, og de fortsætter og når til fuld 
udfoldelse for at arbejde i Guds Ånd. Andre begynder godt, men det 
kræver snart for store anstrengelser at overstige materialismens første 
mur. Det er meget lettere at drive med strømmen, og de falder fra. Vi 
har alle levet i det synlige, på dette jordiske plan, og vi er kun usynlige 
nu for dem, som lever i de dødeliges bevidsthed. For dem, der lever på 
et højere bevidsthedsplan, er vi altid synlige.
  Ethvert tankefrø, som sås i sjælen, bliver befrugtet og får tankeform 
i sindet, for senere at tage fysisk form. Tanker om fuldkommenhed 
skaber fuldkommenhed. Det modsatte gælder lige så vel. Som solen og 
jorden med samme beredvillighed skaber det største træ og den 
mindste blomst, når henholdsvis træets og blomstens frø bliver sået, 
således svarer Ånd og Sjæl mennesket; det, mennesket ønsker, eller 
det, som der er bedt om i tro, det modtager han.
  De, som har gennemgået døden fra det synlige, forbliver på det 
samme psykiske plan, som da de forlod kroppen, thi det dødelige sind 
fungerer på det psykiske plan. Det er årsagen til, at der er den store 
psykiske verden mellem den materielle eller synlige verden og det 
sande Åndelige Rige, og det er den, alle, der ønsker at nå til det 
Åndelige Rige, må kæmpe sig igennem, før den rene Ånd kan opfattes. 
For at opnå at føle sig som en del af det Åndelige må vi arbejde os 
gennem det psykiske, direkte mod Gud. Døden frigør kun sjælen på det 
psykiske plan, og den manifesterer sig på det samme åndelige niveau, 
som den var på, da den blev frigjort fra kroppen. De, der går den vej, 
har ikke opfattet, at der kun er een Ånd, eet Sind og een Krop, og at alt 
er opstået af dette Ene og må vende tilbage dertil. Ånden, som er 
udgået fra dette Ene, og som er
  

iklædt et perfekt legeme, er lige så meget en del af den Ene Ånd, som 
vor arm er en del af vor hele krop og er lige så lidt en isoleret del i 
forhold til Ånden, som en del af vor krop er isoleret i forhold til hele 
kroppen. Ligesom alt i vor krop er forenet for at udgøre et hele, 
således også med al åndelig udformning.
  "At samle Guds adspredte børn sammen til ét" betyder, at vi skal 
komme til at erkende, at vi er eet udtryk for det Guddommelige, og 
alle har samme udspring, Gud. Dette er den store forsonende forening, 
erkendelsen af, at vi alle er skabt i Guds billede, er et billede på Ham, 
ved hjælp af hvilket det Guddommelige kan komme til udtryk.
  "Ske ikke min vilje, men Din" er et klart udtalt ønske om, at Gud 
skal udtrykke sig gennem os, det højeste ideal, Han har undfanget. 
Ingen kan hæve sig over jordiske tanker uden at gøre det, der er Guds 
vilje, hvad enten det gøres bevidst eller ubevidst."
  Her var der et ophold i talen, og en fra vor gruppe stillede et 
spørgsmål angående materiens relativitet, hvortil hun svarede: "Det 
rigtige ord er stof. Lad os et øjeblik beskæftige os med de fem riger -
mineral-, plante-, dyre-, menneskeriget og Guds rige. Lad os begynde 
med mineralriget, det laveste. Hver eneste lille enhed i mineralriget er 
udtryk for det eneste liv, Guds liv. Når mineralerne opløses og 
smuldrer, går de i forbindelse med elementerne luft og vand, og 
resultatet er jord. Hver lille enhed har bibeholdt det oprindelige liv, 
Guds liv. Denne proces åbner mulighed for planteriget, en højere 
manifestation af det guddommelige princip. Planten, som også i et og 
alt er udtryk for det eneste liv, har overtaget en del af dette liv fra 
mineralet, har højnet og udviklet det, og udtrykker det på et højere 
udviklingstrin, der er lidt nærmere Guds Rige. Denne proces har skabt 
livsmulighed for dyret, Guds manifestation på et endnu højere plan. 
Dyret, som også i et og alt er udtryk for det eneste liv, har overtaget 
en del af dette liv fra planten, har højnet og udviklet det, og udtrykker 
det på et udviklingstrin, der er lidt nærmere Guds rige. Hermed er der 
skabt livsmulighed for mennesket, en endnu højere manifestation af 
det guddommelige princip, og mennesket, som også i et og alt er 
udtryk for det eneste liv, har overtaget en del af dette fra dyreriget, og 
ved at manifestere sig på et endnu højere udviklingstrin har mennesket 
åbnet til Gudsriget, det højeste, der kan udtrykkes gennem mennesket. 
Når mennesket har nået dette rige, erkender det, at alt har samme 
oprindelse, at alt indeholder det eneste liv, Guds liv; da vil mennesket 
have sejret over alle materielle ting. Men vi behøver ikke stoppe op 
her, for alt er fremskridt. Når mennesket når til dette sted, vil det blive 
åbenbaret, at der er endnu flere verdener at erobre. Nu er vi nået 
dertil, hvor vi kan erkende, at alt eksisterende er indeholdt i og 
indeholder det eneste liv, Guds liv, at alt har sin oprindelse i samme 
udgangspunkt, samme stof. Så er alt stof også relativt eller beslægtet, 
ikke sandt?"
  Her sluttede talen, og vi var færdige med middagen, så salen blev 
tømt for borde og stole. Derefter havde alle en dejlig stund sammen, 
med glæde og latter, med dans og sang samt skønne toner fra det 
usynlige kor. Aftenen sluttede af med musik og sang fra det usynlige 
kor, som blev synligt og gik rundt blandt de forsamlede og svævede 
hen over vore hoveder. Til allersidst deltog alle i eet brusende væld af 
musik, sang og latter. Det var den mest betagende scene, vi 
nogensinde havde overværet.


  Det blev os fortalt, at vi, hvis vi var helt stille, kunne høre 
musikken altid, men det var kun ved lejligheder som denne, at koret 
sang til musikken. Senere har vi prøvet adskillige gange, og det har 
virkelig vist sig at være tilfældet, at vi kunne høre musikken, altid 
dæmpet og skøn og blid, men den glade, sprudlende fylde som den 
aften, oplevede vi kun, når vi var sammen med nogle af Mestrene. Det 
er den musik og de toner, som kaldes englekoret. De kalder den "De 
harmoniske sjæles symfoni."
  Vi blev i landsbyen i endnu tre dage og så i den tid en hel del til 
vore venner. Den tredie dag om aftenen tog de afsked med os og 
sagde, at de ville møde os der, hvor vi var indkvarteret for vinteren, og 
så forsvandt de.
  






Kapitel XXII


Næste morgen tog vi afsted med kun Emil og Jast som ledsagere. Vort 
mål var den landsby, som vi havde valgt til vinterdomicil. Vintrene i 
denne del af landet er temmelig strenge, så vi syntes, vi ville sikre os 
bekvemme boligforhold, før kulden virkelig satte ind. I dette som i så 
mange andre tilfælde viste vore bekymringer sig at være ubegrundede, 
for da vi nåede frem, var alt arrangeret og lagt til rette, så vi allerede 
havde et sted at bo.
  Fra landsbyen førte vor vej over højsletten, så igennem en lang, 
bugtende kløft, som delte sig der, hvor den næste befæstede landsby lå 
for at overvåge højsletten. Kløftens vægge hævede sig lodret to til fem 
hundrede fod og fortsatte over i bjergene, som nåede en højde af to 
tusinde fod. Der, hvor kløften delte sig, var der to klippetoppe, en på 
hver side af et fladt område på ca. fem acres, og med en afstand af ca. 
seks hundrede fod. Imellem disse to klippetoppe var der opført en mur 
i en højde af fyrre fod, altså tværs over det åbne område - en absolut 
effektiv beskyttelse. Muren var tres fod bred forneden og tredive fod 
bred foroven og således konstrueret, at den foroven dannede en rende, 
som store klippestykker kunne rulles i og væltes ud over på ydersiden 
af muren, hvor terrænet skrånede ret meget og fortsatte over i en 
endnu stejlere skråning, hvor vejen førte over til den anden side af 
kløften. I muren var der lavet slidsker med mellemrum på et hundrede 
fod, så klippestykkerne kunne få fart på og holde sig klar af murens 
fundament, før de råmte jorden. Når de havde ramt jorden, ville de 
rulle ned ad skråningen, så over det stejle stykke og videre ned i 
kløften ca. firemiles ialt,førde stoppede, hvis de ikke splintredes på 
grund af farten. Tilsammen dannede dette et effektivt forsvar, idet 
kløften ikke var over halvtreds fod bred nogetsteds på de fire miles, og 
den var så stejl, at klippestykkerne fik meget stærk fart på, når de kom 
rullende. På hver side af kløften var der også to positioner, hvorfra 
løse klippestykker kunne rulles ned. Hertil førte stier eller rettere 
udhuggede trin i klippen for hver ende af muren. Ovenpå muren var et 
anseligt antal klippestykker på ca. tolv fod i diameter parat i tilfælde 
af et uventet angreb. Vi fik at vide, at de aldrig havde haft brug for 
dem, da der kun var en stamme, som nogensinde havde vovet at 
tiltvinge sig adgang til landsbyen, og den var blevet totalt udslettet af 
klippestykker, som blev sluppet løs fra de fire positioner på kløftens 
vægge. De første stykker havde på vej ned slået andre løse, indtil en 
hel lavine var rullet ned i dalen og havde revet alt og alle med sig. 
Klippestykkerne havde ligget urørt oven på muren i over to tusinde år, 
da der ikke havde været krig i landet i så lang tid.
  De seks huse, som landsbyen bestod af, var bygget ind i muren, og 
var tre etager høje, så tågene var på højde med det øverste af muren. 
Man kunne således komme op på muren ad trapper indvendig i 
husene. Vinduesåbningerne var i tredie etage. Fra vinduerne havde 
man udsigt over kløften, og man kunne også se stien sno sig hen over 
bjergsiden.
  Vi blev indlogeret for natten på tredie etage i et af husene, og efter 
aftensmåden, som vi spiste tidligt, gik vi op på tåget for at se 
solnedgangen. Vi havde kun opholdt os deroppe ganske kort, da en 
mand i halvtredsårs alderen kom op ad trappen til os. Jast intro-
ducerede ham for os, hvorefter han satte sig og deltog i samtalen. Vi 
fandt snart ud af, at han boede i den landsby, som vi havde valgt til 
vinterdomicil, og at han var på vej dertil. Vi gik ud fra, at han rejste 
på samme måde som vi og tilbød ham at slutte sig til os. Han takkede 
for tilbudet, men sagde, at han kunne nå hurtigere frem end vi; han 
havde gjort ophold her i landsbyen for at besøge en slægtning, og han 
ville være hjemme allerede i aften. Under samtalen kom vi ind på 
templet, som tre af os havde været i sammen med Emil og Jast, og den 
fremmede sagde: "Jeg så dig sidde på kanten af templets tag den nat." 
Så fortsatte han med at gengive den drøm eller vision, jeg havde haft, 
og som jeg allerede har berettet om. Det kom som en overraskelse 
både for mig og mine kammerater, til hvem jeg ikke havde nævnt 
noget om oplevelsen. Denne mand var en ganske fremmed, og dog 
genfortalte han drømmen lige så levende, som den havde været for 
mig, og han fortsatte: "Det, du blev vist, er det samme, som bliver vist 
os, nemlig at mennesket udgør en enhed, så længe det bevidst 
erkender, at det er sådan og bruger magten og herredømmet rigtigt, 
men i det øjeblik det med sin jordiske opfattelse skaber duale kræfter, 
begynder det at se dualitet. Mennesket har misbrugt kraften og skabt 
dualisme, for mennesket har sin frie vilje og fremkalder det, som det 
forestiller sig. Resultatet er divergens og splittelse, og det er 
situationen over hele jorden. Men der er ved at ske en forandring. 
Divergensen har snart nået sin grænse, og menneskeheden er ved at 
erkende, at alle inderst inde er et og samme væsen. Når mennesket har 
erkendt dette, vil de nærme sig mere og mere til hinanden. Mennesket 
er ved at erkende, at ethvert andet menneske er dets broder og ikke 
dets fjende. Når
  

denne erkendelse er modnet, vil følgen blive, at alle vender tilbage til 
den enhed, som de udgik fra, og bliver som brødre. Så vil mennesket 
være i himlen og forstå, at himlen betyder indre fred og harmoni skabt 
af menneskene selv her på jorden. Da vil det stå klart for enhver, at 
himmel og helvede formes efter eget valg. Skønt geografisk forkert 
placeret er denne himmel den virkelige. Mennesket vil vide, at Gud er i 
dets eget indre, og ikke blot i mennesket, men i alt hvad der eksisterer, 
hver sten, hver blomst, hver plante, hvert træ, at Gud er i selve den 
luft, vi indånder, det vand vi drikker, de penge vi bruger, at Gud er 
overalt. Når mennesket ånder, ånder det Gud, lige så vel som det ånder 
luft, og når det indtager sin føde, indtager det lige så vel Gud som 
føde.
  Vi ønsker ikke at danne nogen ny kult eller sekt. Vi føler, at de 
allerede eksisterende kirker er tilstrækkelige, og de er logiske centre, 
som folk kan støtte sig til og få hjælp fra til at erkende Gud via 
Kristus, som er i alle. De, der arbejder indenfor kirkerne, må gøre sig 
klart, at kirken kun er et symbol på det Eneste, Kristusbevidsthe-den i 
hele menneskeheden. Hvis de erkender det, hvad er da skyld i 
splittelsen andet end det jordiske menneskesinds måde at opfatte på, og 
ikke kirken? Hvori består da divergensen mellem de forskellige kirker 
eller de forskellige trossamfund? Den uenighed, der tilsyneladende 
eksisterer, må helt og holdent eksistere i menneskets eget sind. Se 
hvad denne splittelse har ført til - store krige, indædt had nationer 
imellem, familier imellem og endog mellem personer indbyrdes, og 
altsammen fordi en eller anden organisation har ment at vide, at dens 
tro eller overbevisning var bedre end en andens. I virkeligheden vil 
alle det samme, og de føres alle i samme retning. Det ville ikke være 
muligt for hver enkelt at have sin egen private himmel, for hvis det var 
tilfældet, ville enhver, som var nået til vejs ende som medlem af en 
eller anden speciel kirkeorganisation, og som var rede til at modtage 
sin belønning, være nødt til at bruge resten af sine dage på at 
gennemsøge oceaner af himle for at finde den særlige, som var bestemt 
for ham. Kirkeorganisationerne og deres udøvere kommer nærmere og 
nærmere, for hver dag der går, og den dag vil komme, da de vil være 
forenede i harmoni. Når alle er som een, vil der ikke længer være 
behov for organisationer.
  Fejlen ligger absolut ikke alene hos kirkeorganisationerne. Kun få 
mennesker er vågnet til bevidsthed om, hvad livet virkelig har at byde 
på. Størstedelen flyder, lader sig føre gennem livet, utilfredse, 
forvildede, usikre eller knuste. Hver eneste må lære at gribe fat i livet 
og begynde at udtrykke sig fra sit eget livscenter med meningsfulde 
og velovervejede handlinger - gaver, som Gud har givet ham. Enhver 
må udfolde sig selv i livet. Det er ikke muligt for nogen at leve livet 
for andre. Ingen kan udtrykke dit liv for dig, og ingen kan sige, 
hvordan du skal forme dit liv. "Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, 
således har Han også givet Sønnen at have liv i sig selv." En sjæl kan 
ikke erkende dette og samtidig flyde, thi hele livsindholdet 
tilkendegives i det privilegium, det er at have mulighed for at 
udtrykke Gud igennem selvet. At mennesket er og skal være det 
guddommelige billede af Gud, det er Guds mening med mennesket. At 
udtrykke det, som Gud har skabt for mennesket, skulle være 
menneskets ophøjede mening med livet. Da Jesus var oppe på bjerget, 
og Hans disciple kom til Ham - husker I da, hvilke visdomsord Han 
talte? Hans bevidsthed var vågnet til fuld erkendelse, og Han var 
urokkelig i sin overbevisning om, at mennesket kun kan udfolde sig i 
al sin vælde, når det har et sandt ideal, en virkelig mening med livet. 
Et frø kan ikke begynde at gro, før det ligger i jorden. En indre 
Gudskraft kan kun manifestere et sandt ønske, når dette har fundet 
grobund i menneskets sjæl. Vima alle blive klar over det, som Jesus 
vidste, at den første åndelige impuls i retning af en udtryksform er det 
afgjorte ønske om at udtrykke.
  Jesus sagde: "Salige er de fattige i Ånden," idet Han erkendte, at 
enhver begrænsning i livet, som kan skabe et begær i individet efter at 
hæve sig over denne begrænsning og gøre sig fri af den, er god. Han 
erkendte, at behov er forkyndelse om fuldbyrdelse. Han betragtede 
ethvert behov som en jord, der er beredt til et frø. Hvis frøet bliver sået 
og får lov til at spire og vokse, vil behovet blive dækket. Behov eller 
attrå som livsudfoldelse betragtet bliver misforstået. Efter mange 
dygtige læreres mening skal det undertrykkes i hjertet. Jesus sagde: 
"Ve jer, I som er tilfredse." Hvis man er tilfreds, er man gået i stå. At 
være i kontakt med livet vil sige at søge hvert øjeblik at udtrykke livet 
fuldkomment. Begæret efter dette er tilskyndelsen dertil. Når 
mennesket er blevet træt af at kravle i jordens støv, længes det efter at 
flyve, og denne længsel tilskynder det til at finde den lov, gennem 
hvilken det kan få sit ønske manifesteret, og som vil gøre det i stand til 
at hæve sig over sine hidtidige begrænsninger. Når mennesket finder 
den, kan det rejse, hvorhen det vil uden at tænke på afstande og tid. 
Det siges, at mennesket spår, men Gud rå'r. Det er det omvendte, der er 
sandheden, for det er Gud, der planlægger og mennesket, der 
disponerer. Med den indstilling kan mennesket gøre alt, hvad Gud gør. 
Kan Sønnen ikke gøre det samme som Faderen har gjort?
  I mangel af tilfredsstillelse via de ydre ting drives sjælen til at søge 
den indre kraft. Der kan individet finde JEG ER og nå til vished om, at 
inde i sig selv har man den magt, der skal til for at tilfredsstille
  

sjælen, for at realisere alle dens behov og ønsker. Denne viden 
kommer måske ikke, før individet af verdens stød og slag er blevet 
drevet til at søge dette indre plan af fred og ro. Når man ved, at JEG 
ER er opfyldelsen af alle ønsker, er begæret mættet. At søge uden-for 
Gudsselvet efter opfyldelsen af ens ønsker er tåbeligt. Hvis mennesket 
skal udfolde sig, må selvet sørge for udfoldelsen. Hvilken erkendelse 
da, hvilken opvågnen! At lære JEG ER at kende, at vide at i det indre 
er kraften, visdommen og stoffet, hvormed alle former skabes, at vide, 
at i det øjeblik et definitivt og sandt ønske formes i visdom, så må 
Åndens kraft, visdom og stof belive det og manifestere det. Er det ikke 
himlens mageløse skatkammer? Her, i vort eget indre, i det formløse, 
ligger uendelige skatte skjult. Helt indlysende og klart er det for den, 
som har fundet perlen. "Søg Hans Rige, så skal disse ting gives jer i 
tilgift." Grunden til at de gives i tilgift er, at de er skabt af selve 
Andens væsen. Bevidstheden må finde Ånden, før den kan forme det 
ønskede.
  Den, der er vågnet, mærker det indre skabende princip, dernæst 
indser han, og hans erkendelse er hans livsmulighed. Han ser eller 
bevidstgør sine muligheder, eller de muligheder, som er. Med 
bevidstheden om, at den skabende kraft ligger i hans indre, tænker han 
på sit inderlige ønske; dette bliver til et billede eller en form, som 
tiltrækker sig kraften og stoffet, som skal fyldes i formen. JEG ER er 
indbegrebet af sjælen - det forjættede land - drømmen bliver til 
virkelighed, hvilket sjælen trygt kan stole på. Selv om det måske endnu 
ikke beherskes bevidst, vil det manifesteres, når loven sker fyldest. Det 
kan være nødvendigt at gå gennem et vildnis af erfaringer for at sejre, 
men det gør blot sjælen værdig til foreningen. Når drømmen er som et 
forjættet land, et ideal der skal realiseres eller virkeliggøres, ser sjælen 
kun det gode, sit ønskes mål. Der må ikke være nogen tvivl, ingen 
vaklen, ingen tøven, thi det ville være fatalt. Man skal være tro mod 
sin drøm og stræbe mod opfyldelsen. Drømmen eller visionen er lige 
så væsentlig som arkitektens tegninger og specifikationer over et 
byggeri. Alt andet end sandheden skal udelukkes.
  Alle store sjæle er tro mod deres visioner. Alt hvad der bliver skabt, 
har først eksisteret som en vision - et frø sået i sjælen, med mulighed 
for udvikling og udfoldelse. Skabende sjæle lader aldrig andres 
manglende tiltro påvirke sig. De er villige til at ofre for deres drøms 
skyld, de er tro mod den og stoler på den, og deres drøm bliver 
virkelighed. Jesus havde en fast tro på sin drøm. Han fastholdt sit 
forehavende, selv når dem, der var Ham nærmest og kærest mistede 
troen og var troløse. Det var for Ham, som Han troede, og således er 
det for alle.
  Når individet begiver sig mod det forjættede land, må mørkets land 
forsages, glemmes. Man må vende mørket ryggen og vende sig mod 
lyset. Det er umuligt at gå og blive stående samtidig. Det gamle må 
forsages, og det ny fastholdes. Man må glemme de ting, som man ikke 
ønsker åt' huske, og kun huske de ting, man ønsker at bevare. Det ene 
er lige så væsentligt som det andet. Drømmen alene skal ihukommes, 
hvis man ønsker den opfyldt. Den vision, man ønsker manifesteret, 
skal fastholdes i tankesindet. Man må bevidst udelukke eller nægte at 
erindre det, man ikke ønsker manifesteret. Hver idé, hver tanke, hvert 
ord og hver handling skal være i overensstemmelse med drømmen, for 
at skabelsesprocessen kan finde sted. Det er sand koncentration, 
inderlig koncentration, at samle al sin kraft om det essentielle, at 
fokusere på det væsentlige. Det er kærlighed til idealet. Kun gennem 
kærlighed kan idealet komme til udtryk. Kærlighed gør idealet til 
virkelighed.


  Hvis det mislykkes i begyndelsen, må man vedholdende og 
determineret fortsætte sine bestræbelser. Det er optræningaf viljen, det 
udvikler selvtilliden, det er den virkelige troskab, det, der leder kraften 
mod idealet, det inderlige ønske. Idealet ville aldrig kunne erhverves 
uden denne bevidste styring af kraften, denne viljesudø-velse; og dog 
ville det være fatalt for idealet, hvis viljen ikke samtidig var ideel. 
Viljen må være af samme høje beskaffenhed som det ideal, den skal 
fremme. Hvis viljen ikke higer efter at tjene, kan den kraft, viljen 
ønsker at styre, ikke frigøres fra sjælen. - At ønske fortjeneste vender 
livsstrømmen mod selvet, hvorimod ønsket om at tjene holder livsstrømmen 
flydende gennem selvet og giver selvet ud-stråling. - At tjene gør drømmen 
frugtbar; det frigør kærligheden. Hvordan skulle kærligheden komme 
til udtryk, hvis den ikke blev formuleret gennem alt livs væsen og 
væren? Hvis den gennemstrøm-mer bevidstheden, gensvarer hele 
organismen; hver eneste celle svulmer af kærlighed, kroppen bliver 
livfuld og harmonisk, sjælen bliver strålende, sindet bliver forklaret, 
tanken bliver aktiv, klar, skabende og kraftfuld, ordet bliver positivt og 
livgivende, kødet bliver fornyet, lutret og levende; alt afklares og 
kommer på sin rette plads.
  JEG ER kommer til udtryk gennem mig, og mig får ikke læn-gere 
lov til at undertrykke JEG ER. Hvis kroppen ikke er i samklang med 
Ånden, hvordan skulle den da kunne udtrykke Ånden? Det bevidste 
sind må søge og hige efter Ånden for at lære Åndens kraft at kende. Ad 
denne vej lærer individet at indse, at i Ånden findes fuldbyrdelsen af 
behovet. Kun ved at opfylde andres behov har man udtrykt essensen af 
sit eget behov. Ved at lade strømme ud til andre åbner man for Åndens 
overskudslager. Det er dette
  

"Jeg vil tjene og gavne", som giver alle adgang til Guds ubegræn-sede 
overskud, og som fører sjælen til sin egen virkeliggørelse.
  Sjælen er vendt tilbage til Faderens hus, så snart den har udtrykt 
vilje til at tjene. Den fortabte søn, som har lært at tjene, bliver den 
hædrede søn; trællen, som har levet af avner, bliver prins på et 
kongeslot, hans egne muligheders udfoldelse. Han kender Guds* 
kærlighed og behersker og forvalter sin Faders gaver. Ingen anden end 
en søn kan modtage disse gaver. Intet tyende, ingen træl kan gøre sig 
til gode med sønnens arv. Tyendet søger altid vinding; sønnen har 
allerede arvet alt, hvad Faderen har. Når vi har indset, at vi hører til i 
Faderens hus, og at vi er arvinger til alt, hvad Faderen ejer, så kan vi 
begynde at leve, som Faderen ønsker, vi skal leve. "l{ elskede, nu er vi 
Guds børn". Den, der opfatter sig som Guds søn, får i rigt mål; den, der 
opfatter sig som træl, lider nød. Vi skal få alle vore inderste ønsker 
opfyldt af Faderen, når vi i tanke, ord og handling viser, at vi er Guds 
ægte børn. Og vi vil opdage, at Guds børn er fri."
  Hermed rejste vor gæst sig og bød os godnat med en venlig 
bemærkning om, at han håbede at møde os igen, når vi kom til vort 
vinterdomicil. Dernæst forsvandt han.
Kapitel XXIII







Næste morgen tog vi videre. I tre dage førte vejen os gennem et barskt, 
bjergrigt landskab, der var så tyndt befolket, at vi måtte bo i telt hver 
nat. Vi havde intet forråd med på turen, men vi fik mad, når vi var 
sultne. Næppe havde vi beredt os til et måltid, før der stod masser af 
mad foran os, som vi kunne forsyne os med. Der var altid lidt mere, 
end vi kunne spise.
  Den tredie dag om aftenen nåede vi til en bred dal, som var meget 
frugtbar og tætbefolket, og som vi passerede for at nå frem til vort 
bestemmelsessted. Vi havde valgt netop denne landsby som vin-
terkvarter, fordi den lå meget centralt i det område, som havde vor 
interesse, og som fastboende ville vi også få bedre mulighed for at 
komme i daglig kontakt med folk igennem en længere periode. Mange 
af de mennesker, som vi havde mødt rundt omkring, boede her i 
landsbyen, og de havde alle sagt, at vi endelig måtte besøge dem. Vi 
følte, at vi ved at blive der vinteren over ville få rig lejlighed til at 
komme på nærmere hold af dem og deltage i deres hverdag.
  Den 20. november var vi fremme. Vi foretog en del kortere ture, 
indtil sneen faldt og gjorde veje og stier ufremkommelige. Vi kom til at 
bo virkelig dejligt, og folk var meget venlige, og vi indstillede os på at 
blive en del af landsbylivet. Alle hjem stod åbne for os, og vi fik at 
vide, at deres døre altid var ulåst, og at de betragtede alle mennesker 
som brødre.
  Vi fik tilbud om at flytte ind hos en af de fremtrædende kvinder i 
landsbyen, en vi havde mødt før, men vi syntes, vi boede udmærket, og 
at der ikke var nogen grund til at ligge hende til byrde. Hun insisterede 
og sagde, at vi absolut ikke ville være til besvær, så vi flyttede ind med 
hele vor bagage og blev boende hos hende under resten af vort ophold i 
landsbyen. Jeg skal aldrig glemme den første gang, vi så hende. Det var 
i en lille by nær grænsen. Da hun blev præsenteret for os, antog vi 
hende for at være ikke en dag over atten, og vi fandt hende alle meget 
smuk. Vor forbavselse var stor, da vi fik at vide, at hun var over fire 
hundrede år gammel og en af de højest elskede læremestre. Hele 
hendes liv var viet til arbejdet. Før vi flyttede ind, havde vi været i 
daglig kontakt med hende i to uger, men hendes sande selv opdagede vi 
først virkelig, da vi oplevede
  

hende i hendes eget hjem. Da vi nu boede hos hende og var i daglig 
kontakt med hende, kunne vi nemt forstå, hvorfor folk elskede hende 
så højt, som de gjorde. Ingen kunne andet end elske og respektere 
hende. Vi boede i hendes hjem og spiste ved hendes bord fra 
slutningen af december og til april, og havde således rig lejlighed til at 
observere både hendes og en hel del andre indbyggeres daglige 
tilværelse, og vi fandt, at deres tilværelse var ideel. Jo mere vi var 
sammen med alle disse mennesker, des mere kom vi til at holde af 
dem og respektere dem. Vi kunne ved hjælp af historiske optegnel-ser, 
som var lige så vederhæftige som vore egne historiske beretninger 
efterkontrollere alt, hvad de fortalte med hensyn til deres alder.








Kapitel XXIV


Tiden gik indtil slutningen af december, og året var ved at rinde ud. 
En hel del personer var ved at samles til en højt ide lign ed, som 
hovedsagelig var for Mestrene. Hver dag blev vi præsenteret for 
fremmede. Alle talte engelsk, og vi begyndte virkelig at føle os 
hjemme. En dag fik vi at vide, at højtideligheden ville blive holdt 
nytårsaften, og vi blev indbudt til at deltage. Vi fik også at vide, at 
selv om højtideligheden ikke var for alle og enhver, var det på ingen 
måde en hemmelig sammenkomst; ingen af deres sammenkomster 
skulle opfattes som private. Højtideligheden blev holdt for alle dem, 
der havde påbegyndt arbejdet, og som gik alvorligt ind for det, og som 
var nået langt nok til at vide, at de ønskede at leve det sande liv, for 
dem som havde accepteret den højere bevidsthed og erkendt, hvilken 
betydning det havde for deres liv. Festen blev hyppigt omtalt som 
"Transcendens-Festen", og blev holdt hvert år omkring dette tidspunkt 
i forskellige dele af landet; denne gang skulle den altså holdes her i 
landsbyen.
  Den fastsatte dag for højtideligheden oprandt meddejligt, klart vejr; 
temperaturen var et stykke under frysepunktet. Vi var alle 
forventningsfulde, for vi følte,, at aftenen ville bringe mange nye og 
interessante oplevelser. Vi mødte op på det aftalte sted klokken otte 
om aftenen og fandt omkring to hundrede mennesker samlet. Salen var 
oplyst på samme måde som ved den sidste fest, vi havde deltaget i, og 
der var meget smukt. Vi fik at vide, at den smukke, unge kvinde, som 
var vor værtinde sidst, også denne gang skulle være værtinde. Kort 
efter at vi havde tåget plads, kom hun ind i salen, og vi forundredes 
atter over hendes ungdom og skønhed. Hun var klædt i en smuk, hvid 
kjole, men virkede ikke i mindste måde prangende.
  Hun trådte lydløst op på det lille podium og begyndte sin tale: "Vi 
er samlet her i aften med det ønske at tilegne os en dybere ind-sigt, at 
udvikle os fra en lavere til en højere bevidsthed, og vi byder alle, som 
er beredt dertil, velkommen. Til at begynde med fulgte I os, fordi I var 
blevet interesseret i de ting, I havde set os udrette, og som I i 
begyndelsen betragtede med ærefrygt og undren og opfatte-de som 
mirakler. Vi ved, at I nu har lært at betragte disse gerninger
  

som dagligdags foreteelser i livet, når det leves, som det burde leves - 
en daglig færden i pagt med den guddommelige mening. I er nu 
forvissede om, at vi ikke gør mirakler. I erkender den sande, åndelige 
mening bag fænomenerne. Den bevidsthed, som fungerer på det sande, 
åndelige plan, udformer alting i overensstemmelse med det 
tilgrundliggende ideal. Når den store, dybe mening er åbenbaret, er 
der intet mysterium, intet under og intet mirakel. Denne udvikling fra 
en lavere til en højere bevidsthed indebærer,at man fjerner sig fra det 
materielle, hvor alt er splittelse og disharmoni, og indlader og 
bekræfter Kristusbevidstheden, hvor alt erskønhed, harmoni og 
fuldkommenhed. Det er den naturlige måde at leve på, den måde Gud 
vil, at vi skal leve på, og den måde, som Jesus fremfor alle anviste os 
her på jorden. Den anden måde er den unaturlige, den selviske, den 
hårde. Når vi når til erkendelse deraf, er det så let, så naturligt at leve 
som Kristus i Kristusbevidsthed.
  Dette er det eneste tidspunkt, hvor vi samles ved dækkede borde til 
fest. Det er ikke en fest af den slags, som de med jordisk bevidsthed 
forestiller sig. Det er en erkendelses- og fuldbyrdelses-fest, som 
symboliserer transcendensen fra den jordiske bevidsthed til 
Kristusbevidsthed, og den misforstås ganske over hele verden i dag. 
Engang vil alle Guds børn samles til sådan en fest med den sande 
erkendelse af dens betydning.
  Sammen med os i aften er nogle få, som har gjort deres legemer så 
perfekte, at de kan tage dem med sig til alle Himmelske Riger og der 
modtage den højeste lære. De har alle levet her en vis tid i synlig 
skikkelse, er så gået over og har tåget deres legemer med sig til et sted 
i bevidstheden, hvor de ikke er synlige for jordiske øjne; foråt tale 
med dem må vi hæve vor bevidsthed til Kristusbevidstheden. Men de, 
som har fuldkommengjort deres kroppe, så de kan tage dem med til 
det Himmelske Rige, kan vende tilbage til os og forlade os igen, når 
som helst de ønsker dette. De kan komme og undervise alle, som er 
modtagelige for deres lære, komme og gå efter ønske. Det er dem, der 
kommer og underviser os, når vi er rede til at modtage undervisning, 
somme tider ad intuitionens vej, somme tider ved personlig kontakt. 
Der er fem af disse til stede, som vil bryde brød med os i aften, 
heriblandt en, som vi elsker særlig højt, da hun er moder til en af os 
og har levet iblandt os (Dette viste sig at være Emils moder). Vi vil nu 
samles om bordene."
  Lyset blev dæmpet et øjeblik, og alle sad helt stille og med bøjede 
hoveder. Så blev det lyst igen, og de fem stod i salen, tre mænd og to 
kvinder. De var alle klædt i hvidt og var strålende smukke. Rundt om 
hver af dem var der et blidt lysskær. De gik stille hen og tog plads, en 
for enden af hvert bord, hvor der var beregnet plads til dem. Emils 
moder tog plads for enden af vort bord med vor chef på højre side og 
Emil på venstre. Da de fem havde sat sig, begyndte måden at komme. 
Det var et enkelt måltid, bestående af grønsager, brød, frugt og 
nødder, og meget velsmagende. De taler, der blev holdt, var 
hovedsagelig instruktioner til dem, som var samlet til festen. De blev 
holdt på modersmålet og oversåt af Jast.
  Jeg vil ikke referere disse taler, da størstedelen af indholdet 
allerede er omtalt her i bogen.
  Emils moder, som var sidste taler, holdt sin tale på flydende 
engelsk, og hendes stemme var klar og fast. Hun sagde: "Vi bruger 
hver dag kræfter, som mennesket med jordiske sanser ler ad. Vi, som 
er så lykkelige at kende disse kræfter, gør alt, hvad vi formår for at få 
mennesker til at indse og forstå, hvad de udelukker fra deres liv ved at 
tænke, som de gør, om de fuldkomne ting, som er lige ved hånden, og 
blot venter på at blive samlet op. Så snart mennesket begriber og 
tilegner sig disse kræfter, vil de blive langt virkeligere og mere 
levende end de ting, mennesket klynger sig så desperat til i det 
jordiske - klynger sig til, fordi det er ting, der kan ses, føles, berøres 
eller opfattes med de begrænsede, jordiske sanser. Bemærkjer, at alt, 
hvad der er i denne sal såvel som i de værelser, som I bebor - lys og 
varme og endog det I har spist - er skabt af en af disse kræfter. I kan 
kalde den lysenergi, eller hvad I synes. Vi opfatter den som en stor, 
universel magt eller kraft, som, omformet af mennesket, fungerer 
langt mere effektivt end damp, elektricitet, benzin, olie og kul; og dog 
er den i vore øjne en af de mindst vigtige kræfter eller magter.
  Denne kraft kan ikke alene forsyne mennesket med al den energi, 
menneskeheden har behov for, men også varme til alskens, altid og 
overalt, uden at forbruge så meget som et gram brændstof af nogen 
art. Denne kraft er fuldstændig støjfri. Hvis mennesket ville kontakte 
den og anvende den, ville den bringe en stor del af den støj og 
forvirring, som nu synes uundgåelig, til ophør. Denne kraft er overalt 
omkring jer og venter på, at mennesket skal række ud efter den og 
bruge den. Når mennesket lærer den kraft at kende og at bruge den, vil 
det vise sig, at den er langt enklere end damp og elektricitet. 
Efterhånden som mennesket kommer til at indlemme denne kraft, vil 
det opdage, at alle de variationer af drivkraft og transport som det har 
opfundet, kun er surrogat, udformet i den jordiske begrebsverden. 
Mennesket tror, at det selv har skabt disse ting, og således har det kun 
frembragt det, som kan opfattes med de jordiske sanser. Mennesket 
har skabt ufuldkomne ting. Hvis mennesket imidlertid ville indse, at 
alt er Guds og kommer fra Gud og kan udtrykkes gennem mennesket, 
ville alt menneskeskabt være
  

fuldkomment. Mennesket har sin frie vilje og har valgt den hårde vej, 
og i stedet for at erkende, at det er Guds barn og kan bruge alt, hvad 
Gud har, fortsætter det ad den hårde vej, indtil det bliver drevet til 
erkendelsen af, at der må være, og at der virkelig er en bedre vej. 
Omsider vil mennesket indse, at Guds vej er den eneste vej, og da vil 
den fuldkommenhed, som Gud ser i mennesket, komme til udtryk.
  Faderen er jeres egen kærne, hvor alt det gode i jer har sit udspring, 
derfor skal I med hver dråbe af jeres blod samarbejde med det 
guddommelige selv. Forudsætningen for al formulering er Gud, den 
indre Fader; uden Ham kunne intet udtrykkes eller frembringes."
  Her spurgte en fra vor gruppe, hvilken magt vore tanker og ord 
havde over vort liv. Emils moder rakte sin hånd frem, og et øjeblik 
efter lå der en lille sten i den. Så sagde hun: "Jeg kaster nu denne lille 
sten ned i en skål med vand, og I ser, at de vibrationer, der er opstået 
ved, at stenen kom i kontakt med våndet, danner større og større 
cirkler uden om centrum, lige til de når skålen eller våndets 
afslutning; her mister de tilsyneladende deres kraft og stopper. Men 
det er kun tilsyneladende; i virkeligheden sker der dette: så snart 
vibrationerne har nået våndets afslutning, begynder de at returnere til 
det sted, hvor stenen faldt ned i våndet, og de standser ikke, før de når 
centrum. Nøjagtig det samme sker der med hver tanke og hvert ord, vi 
tænker eller udtaler. Tanken eller ordet sætter visse vibrationer i 
bevægelse, som spredes i større og større cirkler, indtil de omslutter 
universet. Så kommer de tilbage, som de blev udsendt, og til den, som 
udsendte dem. Hver tanke, vi tænker og hvert ord, vi udtaler, det være 
sig godt eller dårligt, vender tilbage til os, med usvigelig sikkerhed. 
Denne tilbagevenden er dommedagen, der tales om i jeres Bibel. 
Dommen bliver god eller dårlig, alt eftersom ordet eller tanken, der 
blev udsendt, var god eller dårlig. Hver idé (tanke eller ord) er som en 
spire; en sådan idéspire bliver skabt, plantet i sjælen (fastholdt i 
sindet), bliver til en opfattelse, der senere bliver manifesteret eller 
udtrykt i fysisk form. Tanker eller ideer om fuldkommenhed, skaber 
fuldkommenhed; tanker eller ideer om ufuldkommenhed skaber 
ufuldkommenhed.
  Solen og jorden i forening frembringer med lige stor velvilje den 
kæmpemæssige banyan og den mindste blomst, når frøet er lagt. På 
samme måde besvarer Ånden og Sjælen menneskets kalden, og det, 
mennesket beder om i ord eller tanke, modtager det. Det eneste, som 
adskiller mennesket fra himlen, er en tåge af materielle tanker, som 
mennesket selv har skabt under himlen, og det er årsagen til den 
mysticisme, som omgiver alt det guddommelige. Dette mysterieslør 
bliver lidt efter lidt fjernet, og mennesket vil opdage, at der intet 
mysterium er. De, der har stiftet de forskellige kirkesamfund, har 
fundet det hensigtsmæssigt at omgive det guddommelige med 
mysterier for på den måde at få et fastere greb om folk. Men det er nu 
ved at blive åbenbaret for alle, at det Guddommelige er analogt med 
det virkelige, enkle liv. Er det ikke indlysende? Snart vil alle begynde 
at fatte, at kirken blot er et symbol på Kristusbevidstheden, 
Gudscentret i menneskeheden. Man er ved at fornemme idealet i 
stedet for at dyrke idolet, som er jordisk tankeværk. Tænk på de 
mange heterodokse organisationer, der dukker op alle steder. Skønt 
meget divergerende nu, vil de føre til enhed. Tager enheden ikke sigte 
på at føre kirkerne til den sande erkendelse?
  Vi, som har gjort vore legemer så perfekte, at vi er i stand til at tage 
dem med os, hvor vi vil, er så lykkelige at kunne opfatte og at være i 
det Himmelske Rige, af mange kendt som den Syvende Himmel. Dette 
rige betragtes som mysteriet over alle mysterier. Også her har den 
jordiske tanke tåget fejl. Der er intet mysterium. Vi har blot nået et 
sted i bevidstheden, hvor vi er modtagelige for den højeste lære; der 
hvor Jesus befinder sig i dag. Det er et sted i bevidstheden, hvor det er 
os klart, at vi ved at afvise det dødelige påtager os udødelighed, hvor 
vi ved, at mennesket er udødeligt, fri for synd, uforgængeligt, evigt, 
som Gud, og som Gud ser mennesket; et sted, hvor vi kender den 
virkelige betydning af Transfigurationen, hvor vi er i stand til at 
samtale med Gud og se Ham, ansigt til ansigt; et sted vi ved, alle kan 
komme til og modtage og deltage ligesom vi. Vi ved, at inden længe 
vil alles bevidsthed blive hævet til det plan, hvor vi kan tale med dem 
og se dem, ansigt til ansigt. Den tilsyneladende afstand mellem dem 
og os skyldes blot en højnelse af vor bevidsthed i forhold til den 
jordiske, hvorved vi bliver usynlige for dem, der endnu har jordisk 
bevidsthed.
  Der er tre begivenheder af stor betydning for menneskeheden. Den 
ene fandt sted for længe siden, den, der symboliserer fødslenaf 
Kristusbevidstheden i mennesket, fødslen af Jesusbarnet. Dernæst den, 
vi øjner, at jeres store nation accepterer og erkender 
Kristusbevidstheden. Og endelig den vidunderlige tredie og sidste, den 
herligste af dem alle, Kristi andet og sidste komme, når alle kender og 
bekender sig til Kristus i sig og lever og udfolder sig i denne 
bevidsthed og vokser sig skønne som liljer. Dette er foreningen - 
eenheden."
  Idet hun sluttede, begyndte det usynlige kor at synge. Først blev 
salen fyldt med musik, som endte i en højtidelig hymne. Så blev der 
stille et øjeblik, og derefter brød koret ud i en overdådig musikalsk 
glædesudfoldelse, og hvert vers endte i en brusen som et vældigt
  

klokkeslag. Dette fortsatte indtil midnat, og vi blev pludselig 
opmærksomme på, at klokken var tolv, og det var nytår.
Således sluttede vort første år hos disse vidunderlige mennesker.






TILLÆG


Ved udgivelsen af beretningen om vore oplevelser hos Mestrene vil jeg 
gerne understrege min personlige tro på disse Mestres kræf-ter og deres 
beherskelse af en ophøjet Lov - en Lov som må inde-holde et dybt 
budskab til hele menneskeheden. De beviste ende-gyldigt, at der er en 
Lov, der transcenderer døden, og jeg er med dem forvisset om, at hele 
menneskeheden langsomt udvikler sig til at forstå den og bruge den. 
Mestrene siger, at denne Lov først vil komme til udtryk i Amerika og 
derfra finde udbredelse til alle, som så vil lære vejen til Evigt Liv at 
kende. Dette, hævder de, vil blive den Ny Tid.
    Ingen af manifestationerne, der er omtalt i disse beretninger, var 
materialisationer, som vi kender dem fra de sædvanlige seancer -det er 
helt givet. Det var en skabeevne på et højere plan, der gjorde kroppen 
synlig og usynlig - en forklarelse og åndeliggørelse af kødet. Der er en 
Guddommelig Lov, og menneskene vil inden læn-ge arve den, blive 
afklarede og få indsigt, og dermed fuld beherskelse.
  Der er ingen tvivl om, at disse mennesker har ført Lyset ned gen-nem 
tiderne, og de beviser ved deres daglige liv og virke, at dette Lys 
virkelig eksisterer, ligesom det gjorde for tusinder af år siden.
B. T. S. '